271

Danmark, deiligst Vang og Vænge,Lukt med Bølgen blaa,Hvor de vakre danske DrengeKan i Leding gaa272Mod de Tyske, Slaver, Vender,Hvor man dem paa Tog hensender!En Ting fattes ved den Have:Ledet er af Lave.

Belt og Sund lod Gud indhegneDaners Liv og Lyst,Bølgen alle vide VegneVærner om vor Kyst;Ingen Seiler, som vil vinde,Tør paa Danmark gaa iblinde;Fik istand vi Vangeledet,Da var Marken fredet.

Meilfar-Sund os Fyn beskytter,Tryg staar Møens Klint,Ind til Gedsør ingen RytterRide skal for svindt,Guldborg Sund for Lolland gjenner,Øresund er Sjælands Tjener;Saa har hver sit gode Lukke; —End maa Jylland sukke.

Holster, Vagrer, Lyneborger,Som en farlig Flod,Gjør os Jylland mange Sorger,Tørster efter Blod.Lægges af maa slig Uvane,Skam det er at lade raneFra vor Mark den mindste Tue; —Pil vi har og Bue.

Det var Ord af Dronning Thyre,Ret kaldt Danebod,Kvinden, som ved Danmarks StyreSad med Mandemod:„Kom, lad Gabet os tillukke,Saa vi ei os lader pukke!Rose skal da af sit BytteIngen Løbeskytte.

Fra Moradset vest ved StrandeTil Møsund ved Sli,Skal en mægtig Vold opstande,Som gjør snever Sti;Med Forlov! skal Tysken sige,Vil han ind i Danmarks Rige;273Ingen skal igjennem fareDer med stjaalne Vare.“

At des bedre drives kundeVærket med Besked,Dronningen fra grønne LundeSatte der sig ned;Borg og Bur hun lod sig byggeKlogelig i Voldens Skygge;Rart¹) sig noget ret vil føieUnder fremmed Øie.

Efter Ønske voxte Volden,Danevirke kaldt,Som har mangen Tørning holden,Før den slet forfaldt;„Ledet,“ sagde Dronning Thyre,„hængt vi har, — Gud Vangen hyre,²)Saa dem selv det maa fortryde,Som vil Freden bryde!“

Danemark vi nu kan ligneVed en hegnet Vang;Rigelig den Gud velsigneI al Nød og Trang!Gid som Korn opvoxe Knegte,Der vil frisk for Marken fægte,Føre Danebod paa Tale,Naar hun er i Dvale.

271

Danmark, deiligst Vang og Vænge,Lukt med bølgen blå,Hvor de vakre danske drengerKan i Leding gå272Mot de Tyske, slaver, Vender,Hvor man dem på Tog hensender!En Ting fattes ved den hage:Ledet er av Lave.

Belt og Sund lot Gud innhegneDaners Liv og lyst,Bølgen alle vide vegneVerner om vår kyst;Ingen seiler, som vil vinne,Tør på Danmark gå i blinde;Fikk i stand vi Vangeledet,Da var marken fredet.

Meilfar-Sund oss Fyn beskytter,Trygg står Møens Klint,Inn til Gedsør ingen rytterRide skal for svindt,Guldborg Sund for Lolland gjenner,Øresund er Sjælands tjener;Så har hver sitt gode lukke; —Enn må Jylland sukke.

Holster, Vagrer, Lyneborger,Som en farlig Flod,Gjør oss Jylland mange sorger,Tørster etter blod.Legges av må slig uvane,Skam det er å la raneFra vår Mark den minste tue; —Pil vi har og bue.

Det var ord av dronning Thyre,Rett kaldt Danebod,Kvinnen, som ved Danmarks styreSatt med Mandemod:„Kom, lad gapet oss tillukke,Så vi ei oss lader pukke!Rose skal da av sitt bytteIngen Løbeskytte.

Fra Moradset vest ved StrandeTil Møsund ved Sli,Skal en mektig vold opstande,Som gjør snever sti;Med Forlov! skal tysken si,Vil han inn i Danmarks Rige;273Ingen skal igjennom fareDer med stjålne Vare.“

At des bedre drives kunneVerket med Besked,Dronningen fra grønne LundeSatte der seg ned;Borg og bur hun lot seg byggeKlokelig i Voldens skygge;Rart¹) sig noe rett vil føyeUnder fremmed Øye.

Etter ønske vokste Volden,Danevirke kaldt,Som har mangen tørning holden,Før den slet forfalt;„Ledet,“ sa dronning Thyre,„hengt vi har, — Gud Vangen hyre,²)Så dem selv det må fortryde,Som vil freden bryte!“

Danemark vi nå kan ligneVed en hegnet Vang;Rikelig den Gud velsigneDere all nød og trang!Gid som korn oppvokse Knegte,Der vil frisk for marken fekte,Føre Danebod på Tale,Når hun er i dvale.