256

Hvis er den brede Kjæmpegrav,Omhvalt af høie Fjelde,Hvor til ærværdig BispestavEn Harpe op sig hælder,Hvor Mænd og Kvinder samle sig,Og sukke dybt og inderligOg græde hede Taarer?

Der slumrer Norges gamle Skald,Der hviler Troens Kjæmpe,Hvis Kraft og Ild i helligt KaldEi Alder kunde dæmpe;Der sluttes fast i ModerarmDen Søn saa gjev, saa tro og varm,Af Fødeland for Kjæmper.

Ja, Gubbe, du din Gang har endtOg nedlagt Bispestaven;Den staar, et herligt Monument,En Bautasten paa Graven,Mens Kraften af dit LærerordI mange Hjerter frodig gror,En Sæd for Evigheden.

Ei sjunger mer med høien SandsDu her til Harpens Tone;Du byttet har din LaurbærkrandsMed Salighedens Krone.O, men fra Harpen paa din GravSkal mangt et Kvad, som du os gav,Til fjerne Slægter runge.257Ja, fast dit Minde stande skal,Du Norges gamle Barde,Og lyse over Høi og DalSom Fjeldets stolte Varde,

Og gyde Ild i Nordmands Hu,At vandre fromt og gjevt som du,Som du at elske Norge.

256

Hvis er den brede kjempegrav,Omhvalt av høye fjell,Hvor til ærverdig bispestavEn Harpe opp seg heller,Hvor menn og kvinner samle seg,Og sukke dypt og inderligOg gråte hete tårer?

Der slumrer Norges gamle skald,Der hviler Troens kjempe,Hvis kraft og ild i hellig kaldEi alder kunne dempe;Der sluttes fast i ModerarmDen Søn så gjev, så tro og varm,Av Fødeland for kjemper.

Ja, gubbe, du din gang har endtOg nedlagt bispestaven;Den står, et herlig monument,En Bautasten på graven,Mens kraften av ditt LærerordI mange hjerter frodig gror,En Sæd for evigheten.

Ei synger mer med høien SandsDu her til Harpens Tone;Du byttet har din laurbærkransMed Salighedens krone.O, men fra harpen på din gravSkal mangt et Kvad, som du oss ga,Til fjerne slekter runge.257Ja, fast ditt Minde stande skal,Du Norges gamle Barde,Og lyse over Høi og DalSom Fjeldets stolte varde,

Og gyte ild i Nordmands hu,Å vandre fromt og gjevt som du,Som du å elske Norge.