Naar vi i Verdenshistorien læse om Menneskenes idelige indbyrdes Kampe, om de største og mægtigste Rigers Undergang, om hele Folkeslags Udryddelse paa Jorden, kort — om al den Brydning og Forvirring, som har fundet Sted i Verden alt fra dens første Tider indtil den Dag idag, saa kunde vi ofte forledes til den Tro, at der ingen styrende og raadende Haand var over dette, eller at Gud havde tilladt Menneskene at skalte og valte med hans jordiske Verden, som de ville. Men det er langtfra saa! Gud har vel givet Menneskene Frihed og derved tilladt, at de i mange Dele følge sin Villie selv da, naar den afstedkommer Forvirring og Ødelæggelse; men han har lagt sin Verdensplan med Visdom, og han ved at gjennemføre den med Almagt og Kjærlighed. Endog naar Menneskene følge sin egen Villie til det Onde, maa de i det samme fremme hans Villie til det Gode, og intetsteds kommer dette saa klart tilsyne, som naar vi opmærksomt betragte Verdensbegivenhederne i det Hele og Store. Dette ville vi nu forsøge, idet vi ville give et kort Omrids af den gamle Verdens Historie, for at vise, hvorledes Gud gjennem den har forberedet sit eget Riges Historie og tvunget selv de vildeste Hedningefolk til at tjene og fremme hans Sag.

Bibelen lærer os, at Adam og Eva vare de første Mennesker, som Gud skabte. De fik tre Sønner, Kain, Abel og Seth. Abel dræbtes af Kain, og fra de to andre udgik en Menneskeslægt, som efterhaanden tog saaledes til i Synd og Ondskab, at Gud ved en stor Oversvømmelse udryddede dem alle, paa Noah og hans Familie nær. Noah havde ligeledes tre Sønner, Sem, Kam og Jafet, og disse bleve saaledes de nye Stamfædre for alle de Folk, som nu findes i Verden. — Men det varede ikke længe, førend ogsaa den ny Slægt glemte den sande Gud og tilbad enten opdigtede Guder, som man forestillede sig som Mennesker, eller Sol og Maane, som man tænkte sig som guddommelige Væsener, eller forskjellige Dyr, som man enten elskede eller frygtede, eller endog Ting af Træ og Sten. Men, idet Menneskene saaledes mere og mere glemte det Guddommelige, fik de efterhaanden mere og mere Forstand paa de verdslige Ting; flere af de gamle Folk forstod sig paa mange nyttige Kunster og Videnskaber, hvilket man endnu den Dag idag kan se paa Levningerne af deres Værker, som vise, at de har besiddet baade Kløgt og Magt. Til Exempel kunne vi nævne baade det indiske Folk i Asia og især de gamle Ægypter, som boede paa Afrikas Nordostside. I deres Land ser man endnu de saakaldte Obelisker og de store Pyramider, som meget passende ere kaldte „Kjæmpehauger af Sten.“ De ere nemlig firkantede Stenbygninger, brede nedentil og spidse oventil og saa store, at paa en af dem skal der være bygget i 30 Aar af hundrede tusinde Mand ad Gangen. 201— Obeliskerne ere Støtter, indtil 150 Fod høie og gjorte af en eneste Sten. Hvad de skulle tjene til, er usikkert; man ser dem nok bemalede med den ægyptiske Billedskrift eller Hieroglyfer (hellig Skrift); men denne Skrift skjønner man sig ikke rigtigt paa. Maaske er det blot Mindestøtter; om Pyramiderne ved man derimod, at det var Kongernes Begravelsessteder. Selv Ægypternes Lig vise deres Klogt; thi de forstod saa godt at indbalsamere eller indgnide de Afdødes Legemer med Salt og alskens Kryderier, at man endnu efter flere tusinde Aars Forløb kan se saadanne Lig temmelig godt bevarede; at Ægypterne vare saa omhyggelige for at bevare disse, kommer deraf, at de troede paa „Sjelevandringen,“ eller at de menneskelige Sjele, efter at have vandret i flere tusinde Aar om i andre Legemer, tilsidst vende tilbage til sit eget. Man kalder Ligene Mumier. — Iøvrigt havde Ægypterne mange daarlige Tanker om Guddommen og det Aandelige; saaledes tilbade de en sort Oxe, Apis, og dyrkede endog som Guder den fæle Krokodil og det lille Dyr Ikneumon, som aad Krokodilens Æg. En anden Daarskab hos dette, som hos flere af de ældste Folkeslag, var deres Kasteindretning, som bestod deri, at en Søn altid maatte blive i den Stilling og Haandtering, hvori hans Fader havde været; en taabelig Søn af en Præst maatte saaledes blive Præst, og en kløgtig Søn af en Svinehyrde maatte blive Svinehyrde. Paa den Vis var Folket nedsunket i Uvidenhed og Trældom. Kongerne brugte sine Undersaater i tusindvis som Lastdyr, og paa den Maade kan man forklare sig Opførelsen af de umaadeligt store og unyttige Bygninger, som vi ovenfor have omtalt. Ægypterne kunde derfor heller ikke staa sig, da kraftigere og kløgtigere Erobrere i Tidens Løb kom over dem og gjorde deres Land til et Lydrige under sig.

Når vi i verdenshistorien lese om Menneskenes idelige innbyrdes kamper, om de største og mektigste Rigers undergang, om hele Folkeslags utryddelse på jorden, kort — om all den Brydning og forvirring, som har funnet sted i verden alt fra dens første tider inntil den dag i dag, så kunne vi ofte forledes til den tro, at der ingen styrende og rådende hånd var over dette, eller at Gud hadde tillatt menneskene å skalte og valte med hans jordiske verden, som de ville. Men det er langtfra så! Gud har vel gitt menneskene Frihed og derved tillatt, at de i mange dele følge sin vilje selv da, når den avstedkommer forvirring og ødeleggelse; men han har lagt sin Verdensplan med visdom, og han ved å gjennomføre den med allmakt og kjærlighet. Endog når menneskene følge sin egen vilje til det Onde, må de i det samme fremme hans vilje til det gode, og intetsteds kommer dette så klart til syne, som når vi oppmerksomt betrakte verdensbegivenhetene i det hele og Store. Dette ville vi nå forsøke, idet vi ville gi et kort omriss av den gamle Verdens historie, for å vise, hvorledes Gud gjennom den har forberedt sitt eget Riges historie og tvunget selv de villeste Hedningefolk til å tjene og fremme hans Sag.

Bibelen lærer oss, at Adam og Eva var de første mennesker, som Gud skapte. De fikk tre sønner, Kain, Abel og Seth. Abel dræbtes av Kain, og fra de to andre utgikk en menneskeslekt, som etterhånden tok således til i synd og ondskap, at Gud ved en stor oversvømmelse utryddet dem alle, på Noah og hans familie nær. Noah hadde likeledes tre sønner, Sem, Kam og Jafet, og disse ble således de nye stamfedre for alle de Folk, som nå finnes i verden. — Men det varte ikke lenge, før også den ny slekt glemte den sanne Gud og tilbad enten oppdiktede guder, som man forestilte seg som mennesker, eller sol og måne, som man tenkte seg som guddommelige vesener, eller forskjellige dyr, som man enten elskede eller fryktede, eller endog ting av tre og Sten. Men, idet menneskene således mer og mer glemte det Guddommelige, fikk de etterhånden mer og mer forstand på de verdslige ting; flere av de gamle Folk forstod seg på mange nyttige kunster og vitenskaper, hvilket man ennå den dag i dag kan se på levningene av deres verker, som vise, at de har besittet både kløkt og makt. Til eksempel kunne vi nevne både det indiske Folk i Asia og især de gamle egypter, som bodde på Afrikas Nordostside. I deres land ser man ennå de såkalte obelisker og de store pyramider, som meget passende er kalte „kjempehauger av Sten.“ De er nemlig firkantede steinbygninger, brede nedentil og spisse oventil og så store, at på en av dem skal der være bygget i 30 år av hundre tusen mann ad gangen. 201— Obeliskene er støtter, inntil 150 fot høye og gjorte av en eneste Sten. Hva de skulle tjene til, er usikkert; man ser dem nok bemalede med den egyptiske billedskrift eller hieroglyfer (hellig skrift); men denne skrift skjønner man seg ikke riktig på. Maaske er det blot minnestøtter; om pyramidene vet man derimot, at det var Kongernes Begravelsessteder. Selv Ægypternes Lig vise deres Klogt; thi de forstod så godt at innbalsamere eller indgnide de avdødes Legemer med Salt og alskens krydderier, at man ennå etter flere tusen Aars forløp kan se sådanne Lig temmelig godt bevarede; at egypterne var så omhyggelige for å bevare disse, kommer derav, at de trodde på „sjelevandringen,“ eller at de menneskelige sjeler, etter å ha vandret i flere tusen år om i andre Legemer, til sist vende tilbake til sitt eget. Man kaller likene mumier. — I øvrig hadde egypterne mange dårlige tanker om guddommen og det Aandelige; således tilbade de en sort okse, Apis, og dyrkede endog som guder den fæle Krokodil og det lille dyr Ikneumon, som åt Krokodilens egg. En annen dårskap hos dette, som hos flere av de eldste folkeslag, var deres kasteinnretning, som bestod deri, at en sønn alltid måtte bli i den stilling og håndtering, hvori hans far hadde vært; en tåpelig sønn av en prest måtte således bli prest, og en kløktig sønn av en Svinehyrde måtte bli Svinehyrde. På den Vis var Folket nedsunket i uvitenhet og trelldom. Kongene brukte sine undersåtter i tusenvis som Lastdyr, og på den måte kan man forklare seg oppførelsen av de umåtelig store og unyttige bygninger, som vi ovenfor have omtalt. Egypterne kunne derfor heller ikke stå seg, da kraftigere og kløktigere erobrere i Tidens løp kom over dem og gjorde deres land til et lydrike under seg.