160

Da Tyskerne i Folkevandringens Dage kulkastede det romerske Rige, vare de fleste af dem endnu grusomme Hedninger. Der var ingen ordentlig Regjering for det hele Folk eller Land. Men hver Stamme eller Bygd havde sin Hertug eller Konge.

Blandt de Tyskere, som havde nedsat sig i Frankrige, vare Frankerne de mægtigste. Hos disse fremstod den mægtige Erobrer, Karl den store. Foruden sit Arverige, Frankrige, underlagde han sig en Del af Spanien, det meste af Italien og Tyskland tilligemed en Del af Ungarn. Vanskeligst at betvinge vare hans egne tyske Landsmænd, Sachserne, som boede ved Weser og Elben. Deres Underkastelse tog tredive Aars Tid, da han med det samme udryddede Hedenskabet og indførte Kristendommen. Formedelst denne sin store Magt lod Karl sig Juledag Aar 800 i Rom af Paven paasætte en Krone og udraabe til romersk Keiser. Dog var hans Land ikke en tredie Part af det gamle Romerrige. Karl den store var ogsaa en udmærket Konge i at sørge for borgerlig Orden i Fredstid og for Oplysning. Men hans Efterkommere, som kaldtes Karolingerne, vare saa uduelige, at de ikke engang kunde forsvare Riget imod de skandinaviske Vikinger fra Nord og imod Venderne eller Slavonerne fra Øst.

Da Karl den stores Rige deltes imellem hans Sønnesønner, blev Keiserværdigheden i Begyndelsen forenet med Italiens Krone. Men, da Karolingernes Slægt uddøde, og Tyskerne havde valgt sig en ny Kongeæt, lykkedes det den tyske Kong Otto den store i 962 at erkjendes som Romerkeiser, uagtet hans Rige var endnu mindre end Keiser Karls. Siden vedbleve Tysklands Overkonger at føre Keiser-Titelen. De fordrede derfor Lydighed af Italienerne, uagtet disse værgede sig i langvarige Krige imod de tyske Udlændingers Overhøihed. I Førstningen vare Tyskerne seirrige, skjønt begge Lande ødelagdes ved disse Kampe. Men efter 1250 vare Italienerne i flere hundrede Aar fri for Tyskernes Herrevælde.

161At Tysklands Overherre kaldtes Keiser, bevirkede, at man troede, at han ikke kunde erhverve sin Værdighed ved Arv ligesom en Konge. Man syntes, at han burde vælges, fordi han efter Navnet egentlig skulde være en stor Krigshøvding. I Tyskland var dengang en meget mægtig Adel af Landeiere, den ene større end den anden. Folket var derimod undertrykt og næsten Slaver. Nogle af disse Adelsmænd, som kaldtes Hertuger og Grever, vare satte over store Landstrækninger, som en Art Embedsmænd, hvis Værdighed dog som oftest gik i Arv. Disse tiltoge sig nu Ret til baade at vælge Keiser og at afsætte en Keiser, som de ikke likte. Dette havde til Følge stadige Borgerkrige. Under dem bleve disse Hertuger saa mægtige, at de tilsidst regnede sig til Fyrster. Keiserens Magt bestod ofte kun i et Navn og et prægtigt Hof.

Fremdeles bevirkede denne Svaghed og Forvirring hos den verdslige Magt, at den katholske Kirke kunde blive mere uafhængig i Tyskland og Italien end i andre Lande.

Da Paven kronede Keiserne Karl og Otto den store, og denne Høitidelighed ansaaes nødvendig til, at de følgende Keisere kunde ret udøve sin Myndighed, forøgede det Kirkens og Pavens Magt. Hovmodigen paastod endog Paverne efterhaanden, at deres Værdighed udgik fra Gud og var høiere end den verdslige Keisers, som maatte indvies af Paven.

Naar Keiserne dreve sit Hovmod saa vidt, at Undersaaterne gjorde Opstand imod dem, kunde altsaa Paven tage disses Parti. Især stod Paven, som selv oftest var en Italiener, paa sine Landsmænds Side imod Keisernes Forsøg paa at undertvinge dem. I disse Stridigheder brugte Paven ofte til Opnaaelse af sine verdslige Hensigter det mægtige Vaaben, som kaldtes Bansættelse, hvilken egentlig skulde bestaa i at udelukke en aabenbar Ugudelig af den kristne Menighed. Denne Kirkestraf anvendtes imod flere tyske Keisere. For at slippe fra et saadant Ban maatte Keiser Henrik den fjerde i tre Dage staa barfodet i Pavens Slotsgaard.

Der var en Keiserslægt i Tyskland imellem Aar 1138 og 1250, kaldet Hohenstauferne, som med stor Dygtighed forenede en stor Tørst efter Erobringer og uindskrænket Myndighed. Men formedelst Italienernes tapre Modstand, Pavernes Fiendskab og omsider Opstand af Tyskerne selv blev denne Æt ikke blot berøvet Magten, men ogsaa udryddet.

160

Da Tyskerne i Folkevandringens dager kullkastet det romerske rike, var de fleste av dem ennå grusomme hedninger. Der var ingen ordentlig regjering for det hele Folk eller land. Men hver stamme eller bygd hadde sin hertug eller Konge.

Blant de tyskere, som hadde nedsatt seg i Frankrige, var frankerne de mektigste. Hos disse fremstod den mektige erobrer, Karl den store. Foruten sitt Arverige, Frankrige, underla han seg en del av Spanien, det meste av Italien og Tyskland tillikemed en del av Ungarn. Vanskeligst å betvinge vare hans egne tyske landsmenn, Sachserne, som bodde ved Weser og Elben. Deres underkastelse tok tretti Aars tid, da han med det samme udryddede hedenskapet og innførte kristendommen. Formedelst denne sin store makt lot Karl seg juledag år 800 i Rom av paven paasætte en krone og utrope til romersk Keiser. Dog var hans land ikke en tredje part av det gamle Romerrige. Karl den store var også en utmerket Konge i å sørge for borgerlig orden i fredstid og for opplysning. Men hans etterkommere, som kaltes Karolingerne, vare så uduelige, at de ikke engang kunne forsvare riket imot de skandinaviske vikinger fra nord og imot venderne eller slavonene fra øst.

Da Karl den stores rike deltes imellom hans sønnesønner, ble keiserverdigheten i begynnelsen forenet med Italiens krone. Men, da Karolingernes slekt uddøde, og tyskerne hadde valgt seg en ny kongeætt, lyktes det den tyske Kong Otto den store i 962 å erkjennes som Romerkeiser, uaktet hans rike var enda mindre enn Keiser Karls. Siden vedble Tysklands Overkonger å føre Keiser-tittelen. De fordret derfor lydighet av italienerne, uaktet disse verget seg i langvarige kriger imot de tyske Udlændingers overhøyhet. I Førstningen var tyskerne seirrige, skjønt begge land ødelagdes ved disse kamper. Men etter 1250 var italienerne i flere hundre år fri for Tyskernes herrevelde.

161At Tysklands Overherre kaltes Keiser, bevirkede, at man trodde, at han ikke kunne erverve sin verdighet ved arv likesom en Konge. Man syntes, at han burde velges, fordi han etter navnet egentlig skulle være en stor Krigshøvding. I Tyskland var dengang en meget mektig adel av landeiere, den ene større enn den annen. Folket var derimot undertrykt og nesten slaver. Noen av disse adelsmenn, som kaltes hertuger og grever, vare satte over store Landstrækninger, som en art embetsmenn, hvis verdighet dog som oftest gikk i arv. Disse tiltok seg nå rett til både å velge Keiser og å avsette en Keiser, som de ikke likte. Dette hadde til følge stadige borgerkriger. Under dem ble disse hertuger så mektige, at de til sist regnet seg til Fyrster. Keiserens makt bestod ofte kun i et navn og et prektig Hof.

Fremdeles bevirkede denne svakhet og forvirring hos den verdslige makt, at den katolske Kirke kunne bli mer uavhengig i Tyskland og Italien enn i andre land.

Da Paven kronede keiserne Karl og Otto den store, og denne høytidelighet ansaaes nødvendig til, at de følgende keisere kunne rett utøve sin myndighet, forøket det Kirkens og Pavens makt. Hovmodigen påstod endog pavene etterhånden, at deres verdighet utgikk fra Gud og var høyere enn den verdslige Keisers, som måtte innvies av paven.

Når keiserne drev sitt hovmod så vidt, at undersåttene gjorde oppstand imot dem, kunne altså paven ta disses parti. Især stod paven, som selv oftest var en italiener, på sine landsmenns side imot Keisernes forsøk på å undertvinge dem. I disse stridigheter brukte paven ofte til oppnåelse av sine verdslige hensikter det mektige våpen, som kaltes Bansættelse, hvilken egentlig skulle bestå i å utelukke en åpenbar Ugudelig av den kristne menighet. Denne kirkestraff anvendtes imot flere tyske keisere. For å slippe fra et sådant Ban måtte Keiser Henrik den fjerde i tre dager stå barfotet i Pavens slottsgård.

Der var en keiserslekt i Tyskland imellom år 1138 og 1250, kalt Hohenstauferne, som med stor dyktighet forenede en stor tørst etter erobringer og uinnskrenket myndighet. Men formedelst Italienernes tapre motstand, Pavernes fiendskap og omsider oppstand av tyskerne selv ble denne ætt ikke blot berøvet makten, men også utryddet.