Da Romerrigets Kraft svækkedes, og Muhamedanere fremstode med al sin krigerske Iver, indtoge de Vestasia tilligemed Jødeland 640 efter Christus. Europas kristne Folkeslag vare dengang i saadan Forvirring og saa raa, at de intet formaaede at gjøre for at afvende den Skjændsel, at Jerusalem blev en muhamedansk Stad. Alligevel nærede de Kristne netop da den allerstørste 142Ærefrygt for de Steder, som havde været Vidne til Frelserens Liv paa Jorden. Denne Ærefrygt, som grændsede til Overtro, bragte mange fromme Kristne til at anse det for et Gud behageligt Værk at vandre til det hellige Land helst til Fods, for at spæge Kjødet. Dette kaldtes Valfart eller Pilgrims-Vandring. Jødelands muhamedanske Herrer spottede, plyndrede og myrdede stundom Pilgrimene.

Men, da omsider hele Europa, deriblandt ogsaa vore nordlige Lande, var bleven kristnet, og dets Beboere havde udviklet en stor Krigerdygtighed, følte de, som vare hjemme, Skjændselen af disse uskyldige Pilgrimes Undertrykkelse. Hundrede Tusinder af tapre Krigere rustede sig derfor i alle Europas Lande 1096 til at erobre det hellige Land. Det lykkedes dem i 1099, og de oprettede i Jerusalem et kristent Rige. Men det stod som en beleiret Fæstning midt i det muhamedanske Land, udsat for daglige Angreb af sine krigerske Naboer. Derimod kunde Hjælpen ikke komme fra det fjerne Europa uden i lange Mellemrum. Da Skibsfarten endnu var saa ufuldkommen, maatte de fleste kristne Hære gaa den lange Vei tillands, saa at flere omkom paa Veien, end der naaede frem. Det kristne Rige i Jerusalem blev derfor efter mindre end hundrede Aar atter indtaget af Muhamedanerne, og Korstogene ophørte aldeles efter 200 Aars Forløb 1291.

Siden ere Muhamedanerne forblevne i Besiddelse af Jødeland. I de sidste 3—400 Aar har det hørt til det tyrkiske Rige. Der leve dog endnu mange baade Kristne og Jøder i Landet. De plages endnu af Landets Herrer, som foragte deres Tro. Endnu i 1860 bleve flere tusinde Kristne myrdede i Libanons Bjerge og i Byen Damask. Der samledes rige Gaver i alle kristne Lande, for at lindre de Gjenlevendes Nød. Ogsaa vort Fædreland ydede sin Skjerv.

Da Romerrigets kraft svækkedes, og Muhamedanere fremstod med all sin krigerske Iver, inntok de Vestasia tillikemed Jødeland 640 etter Christus. Europas kristne folkeslag var dengang i sådan forvirring og så rå, at de intet formådde å gjøre for at afvende den skjensel, at Jerusalem ble en muhamedansk stad. Allikevel nærede de kristne nettopp da den allerstørste 142ærefrykt for de steder, som hadde vært vitne til Frelserens Liv på jorden. Denne ærefrykt, som grenset til overtro, brakte mange fromme kristne til å anse det for et Gud behagelig verk å vandre til det hellige land helst til fots, for at spæge kjøttet. Dette kaltes valfart eller Pilgrims-vandring. Jødelands muhamedanske Herrer spottet, plyndret og myrdet stundom pilegrimene.

Men, da omsider hele Europa, deriblant også våre nordlige land, var blitt kristnet, og dets beboere hadde utviklet en stor krigerdyktighet, følte de, som var hjemme, Skjændselen av disse uskyldige Pilgrimes undertrykkelse. Hundre Tusinder av tapre krigere rustet seg derfor i alle Europas land 1096 til å erobre det hellige land. Det lyktes dem i 1099, og de opprettet i Jerusalem et kristent rike. Men det stod som en beleiret festning midt i det muhamedanske land, utsatt for daglige angrep av sine krigerske naboer. Derimot kunne hjelpen ikke komme fra det fjerne Europa uten i lange mellomrom. Da Skibsfarten ennå var så ufullkommen, måtte de fleste kristne hærer gå den lange vei tillands, så at flere omkom på veien, enn der nådde frem. Det kristne rike i Jerusalem ble derfor etter mindre enn hundre år atter inntatt av Muhamedanerne, og korstogene opphørte aldeles etter 200 Aars forløp 1291.

Siden er Muhamedanerne forblevne i besittelse av Jødeland. I de siste 3—400 år har det hørt til det tyrkiske rike. Der leve dog ennå mange båter kristne og jøder i landet. De plages ennå av Landets Herrer, som forakte deres tro. Ennå i 1860 ble flere tusen kristne myrdet i Libanons Bjerge og i byen damask. Der samledes rike gaver i alle kristne land, for å lindre de Gjenlevendes nød. Også vårt fedreland ytet sin skjerv.