124

I ethvert Land borttages en Del af Folkets Indkomst af Staten eller Menigheden, som kræver Skat. Meningen dermed er dog, at denne Udgift skal være nyttig. Naar alle i en Grænd betale til en Skolemester eller til et Vandværk, bliver det billigere, end naar hvert Hus skulde skaffe Lærdom eller Vand til sig. Den tyngste Udgift for Staten, som tillige er den nødvendigste, er at sørge for alles Sikkerhed. Thi, hvis der ikke var Vaaben og Folk, som forstode at bruge dem, vilde inden kort Tid Borgerne med al sin Velstand blive et Bytte enten for enkelte Misgjerningsmænd eller for udenlandske Fiender.

Alligevel kan det hænde, at Skatterne ramme enkelte Borgere saa haardt, at de ikke kunne bære dem. Dette sker snarest, naar der kun findes en eneste Afgift, der fordeles efter enkeltes Godtykke. Thi da kan det træffe, at de tage mere fra sine Uvenner og begunstige sine Kjendinger. Eller ogsaa kan en enkelt Art af Tilvirkere blive saa haardt beskattede, at de maa ophøre med sin Næringsvei. Derved taber Samfundet en nyttig Frembringelse, eller den bliver fordyret ved at indføres fra Udlandet. Man antager det derfor bedre til en jævn Fordeling af Byrden blandt Folket, efter enhvers Evne til at bære den, at der findes flere Slags Afgifter, hvoraf hver især kun indbringer en Del af Statens Behov.

I de fleste Europas Lande er der nu udvist stor Opfindsomhed i at opdage Beskatnings-Gjenstande, saa at man har en stor Mængde. De inddeles i direkte (ligefremme) og indirekte (uligefremme) Skatter.

De direkte Skatter ere atter to Slags, nemlig personlige og Eiendomsskatter. De personlige skulde egentlig svares af ethvert Menneske til Vederlag for den Nytte, han har af Statens Indretninger. Saaledes brugte man ogsaa i gamle Dage at kalde slige Skatter Kopskatter (af det tydske Ord Kopf d. e. Hoved) eller Næseskatter. Men det befandtes snart, at en stor Mængde Mennesker vare ganske ude af Stand til at yde noget. Forældre, som havde mange Børn, formaa heller ikke at betale i Forhold til disses Antal. Staten nødtes da til kun at opkræve personlige Skatter af dem, som vare istand til at yde noget, idet den tager fra disse efter deres Evne. Afgiften bliver da enten Penge eller Gods i Forhold 125til Skatteydernes formodede Formue. Saadanne personlige Byrder ere hos os de Udredsler, som udlignes af Menighederne til Underhold af Fattige og Skolevæsenet m. m. Disse Afgifter have den Ulempe med sig, at Ligningsmændene ofte tage ganske feil af sine Medborgeres Formuesvilkaar. Flere af dem, som forurettes, kvie sig dog ved at lade Fremmede faa se alle deres Anliggender, som stundom kunne blive endnu uheldigere, dersom de bleve almen bekjendte.

En anden vigtig Del af personlige Skatter svares i Arbeider, som udføres for Staten eller det Offentlige. Den mest bekjendte af disse er Værnepligten, der er det Arbeide som Soldat at forsvare alle sine Landsmænd imod Fienders Angreb. Hos os er nemlig enhver Mand, som dertil er duelig, ifølge Grundloven pligtig til at deltage i Fædrelandets Forsvar. Da denne Pligt endog gaar ud paa at opofre Livet og Helbreden i Krig, vil Opofrelsen ofte falde meget uligelig, idet mange Trængende derved kunne berøves sin eneste Forsørger. Staten stræber dog at lette denne Ulykke ved, at den efter Evne sørger med Pension saavel for de Saarede som for de Dræbtes Efterladte. I Oldtiden og Middelalderen var denne personlige Byrde større, idet den opbudne Landværnsmand ogsaa maatte ruste sig selv med Vaaben. Hans Naboer (Bygden, Skibreden) maatte skaffe ham Niste (Proviant). Nu derimod ere Krigshærenes Fornødenheder saa umaadelig kostbare og kunstige, at Staten selv maa lade dem forfærdige i egne Værksteder. Dertil medgaar nu uhyre Omkostninger. Disse maa opdrives ved de Skatter, som Borgerne udrede i Penge.

Der findes flere lignende personlige Opofrelser, som Medlemmerne af et Statssamfund maa gjøre for hverandre eller for det Heles Vel. Saaledes er det Pligt at bistaa hverandre i Farer, saasom med at slukke en Ildebrand og redde Gods under saadanne Omstændigheder. Endnu mere skylder man at frelse dem, som ere stedte i Havsnød eller anden Livsfare. Dette gjælder endog om dem, som ved egen Brøde eller i Vildelse have bragt sig i Fare. Det er saaledes en streng Pligt strax at frelse en Selvmorder fra at dø, uden at man i Forveien skal gjøre sig nogen Betænkelighed, om enten han har gjort sin ulykkelige Gjerning af Mistvivl om Guds Godhed eller i et Anfald af Vanvid.

Uagtet man, ved saaledes at bistaa sine Medmennesker, ofte kan komme til at vove sit eget Liv, er man dog stundom Straf underkastet, hvis man forsømmer sin Skyldighed. Men endnu mere rammes den, som ved slige Leiligheder viser Feighed, Egennytte eller Ligegyldighed, af sine Medmenneskers Foragt. Han regnes for en Niding eller Usling. Der er heller ingen af Samfundets Byrder, som ethvert godt og dygtigt Menneske med større Glæde og Tilfredshed underkaster sig end netop de Farer, som staa i Forbindelse med andres Frelse. Sædvanligvis gaa Soldaterne syngende til Kampen, og dagligen høre vi om Fiskere og Matroser, som 126have været saa heldige at redde andre af Havsnød, uagtet de selv syntes at gaa i den visse Død.

En anden Hovedart af ligefremme Skatter paalægges Eiendommene. Enhver Gaard er taxeret til en saakaldt Matrikelskyld. Enhver Fabrikbygning eller andet Hus kan ogsaa værdsættes efter den Indkomst, som det kan yde. Staten paalægger nu efter dette Forhold en Skat. Til en vis Grad bliver denne Afgift mindre følelig for Eieren af Gaard eller Hus. Thi, da Skatten forøger Omkostningerne med Gaardens Frembringelser, bevirker den, at disse stige i Pris. Forsaavidt Huset leies bort, eller Gaardbrugeren har Varer at sælge, ville disse endog stige til en noget høiere Værdi, da Husrum og Madvarer ere de mest nødvendige Ting. Men ogsaa saadanne Skatter have sin Grænse. I haarde Krigsaar har det i Fortiden ofte hændt, at Staten har betynget Jordbruget med saa svære Udredsler, at nogle Gaarde bleve liggende øde. Da indtræder Hungersnød, og Folket er nær Undergang.

Alle de ligefremme Afgifter have den Ulempe, at de, naar den ilignede ikke betaler godvilligen, maa inddrives ved Udpantning eller endog ved Straffedomme. Der indtræffe da ogsaa enkelte Tilfælder, at Fogden foraarsager en stor Ulykke blandt Folk, hos hvem dog Staten tilsidst ikke kan finde saa meget Gods, at den deraf kan have nogen Nytte.

De indirekte [?] ere derfor blevne de, som nu forskaffe Staterne deres fleste Fornødenheder. Disse bestaa t. Ex. deri, at Staten lægger en Skat enten paa Tilvirkningen af en Vare, saasom Øl, eller paa dens Indførsel til Landet, hvilket sidste kaldes Told. De eneste, som i Penge indbetale Skatten, blive da Bryggerne og Kjøbmændene. Disse ere vanligvis saa velhavende, at der imod dem ikke behøves Udpantning. Desuden betale de egentlig kun Forskud paa Skatten. Thi de tage ved Salget nøie i Beregning, hvad de have betalt i Maltskat eller i Told, og dette fordele de paa Varens Pris. Den, som kjøber en Flaske Øl for 6 Skilling, betaler da i Grunden de 2 til Staten og de 4 for Frembringelsen af Varen. Den store Mængde af Fortærere vil altsaa ikke paa anden Maade erfare, at den yder noget til Statens Fornødenheder end derved, at de Ting, som de nyde, blive dyrere i Landet.

Men med Hensyn til denne Fordyrelse er der en meget stor Forskjel. Dersom man ved Afgifter paa Glassets Tilvirkning og Indførsel gjorde det saa dyrt, at de Fattige ikke kunde have Vinduer, maatte deres Arbeidsevne formindskes, ja endog deres Helbred lide. Dersom man derimod lagde saa høi Afgift paa Tobak, at de Fattige maatte holde op dermed, kunde man ikke sige, at saa stor Skade var skeet, ifald Staten deraf havde en betydelig Nytte. Der er saaledes fornemmelig sex Varer, som ansees for at kunne beskattes noksaa høit, da de ere Overdaadigheds Gjenstande, som enten ikke eller kun i ringe Grad ere gavnlige for Helbreden. De ere Kaffe, The, Sukker, Tobak, Vin og Brændevin. Man kunde 127visselig opregne mangfoldige andre Overflødighedsvarer, som det ikke kunde være enten Synd eller Skade at gjøre dyre for den, som vil bruge dem. Men uheldigvis viser Erfaring, at der kun anvendes saa lidt af de fleste andre Luxusvarer, at Omkostningerne med deres Fortolding næsten opsluger Statens Indtægt deraf.

Det er imidlertid langt fra, at Staten kan skaffe sig saa stor Indtægt af Overdaadighedsvarer, som den kunde ønske. Thi, jo høiere Tolden bliver, des høiere bliver Prisen her i Landet. Men da den i Udlandet ikke stiger, vil en Søfarende ved at smugle Varen iland, kunne tjene saa godt, at han altfor meget fristes til en saadan Ulovlighed. Hvis Tolden paa en Pot Brændevin var ½ Daler, vilde en Matros kunne tjene ligesaa meget ved at bringe den hemmelig iland. Den uredelige Skipper kunde vinde 60 Spd. paa en hel Tønde. Naar Afgiften bliver saa høi, hvilket man i mange Lande har forsøgt, lider Samfundet den allerstørste Skade ved Smugleriet. Det udbreder ikke alene den groveste Foragt for Lov og Ret, men har endog stundom ledet til Mord og Drab.

De indirekte Skatter have ogsaa den Vanskelighed, at der behøves mangfoldige Mennesker og altsaa store Omkostninger med deres Opkrævning. Dersom de bleve meget høie, har det endog i mange Lande været fornødent at anvende bevæbnede Fartøier og Ryttere imod de ligeledes bevæbnede Smuglere.

Der er endnu en anden væsentlig Misbrug af Tolden, nemlig at den i flere Lande har været anvendt til at frembringe kunstige Monopoler. Staten paabyder ikke ligefrem, at Landets Tilvirkere skulle have Eneret til at sælge en Vare, som bedre og billigere kunde faaes fra Udlandet. Men ved sine høie Toldsatser gjør den Indførelsen næsten umulig. Der fremtvinges da en indenlandsk Tilvirkning. Paa saadan Maade er Hvidbetens Dyrkning i Frankrige og Tyskland bleven indført, da Sukkertolden blev for høi. At det er til stort Tab at anvende Europas ypperlige Kornjord til Udvinding af Sukker, kan bevises af Priserne paa begge Slags Raaemne. Men det samme gjælder ogsaa om mange andre Varer, hvis Tilvirkning af forskjellige Aarsager ikke passer for ethvert Land. En saadan Misbrug af Toldbeskatningen til at begunstige enkelte Fabrikanter kaldes Beskyttelsestold. Den har mange Forsvarere, fordi det vanligvis er de rigeste Mænd, som befatte sig med en Fabrikation, der maa være saa kunstig og udkræve store Kapitaler, netop fordi den har store naturlige Hindringer at overvinde.

I hvor megen Omhu der anvendes paa at udfinde de billigste Udredsler, og hvor meget Staten end beflitter sig paa at gaa lempeligt frem ved Opkrævningen, kan det dog ikke undgaaes, at Skatter altid maa regnes til de Besværligheder, som ødelægge, saasnart de blive for høie. Dersom dette Overmaal naaes, bliver Samfundet plyndret og undertrykt af sin egen Styrelse, istedetfor at det netop skulde være Regjeringens Pligt at beskjerme Folket imod Rov og Fortryk. Det kan hænde, at endog en velmenende Regjerings 128Handlinger lede til dette sørgelige Udfald, ligesom ofte meget godslige Folk ødelægge sin Formue ved Ødselhed. Thi begge indbilde sig, at deres Udgifter kunne forsvares blot ved, at de gaa ud paa at forøge Livets Bekvemmeligheder. De glemme, at de ogsaa ere pligtige til at skaffe Betalings-Midler tilveie ved Overskudet af sit Arbeide.

Det er derfor ikke mindre Statsstyrernes Skyldighed end andre Forvalteres at beflitte sig paa Sparsomhed og Simpelhed. Dersom derimod Staternes Regenter ville kappes med hinanden i Glands, Pragt og Hovmod, vil det gaa saaledes med dem som i det daglige Liv, naar en Mand af Middelklassen af Forfængelighed vil efterhærme en rig Mand. De mindre Folkeslag ville overvældes af de Byrder, som de større ere istand til at bære.

Det er desværre i vore Dage langt fra, at alle Regjeringer søge at afpasse Folkets Udgifter efter dets rimelige Indkomster. Vi se tvertimod dagligen, at de fleste Stater i Europa, for at kunne gjøre større Udgifter, stifte Nationalgjæld. Den har i de sidste Aar voxet ligesaa meget i Fredstid, som fordum under de allerfarligste Krige. Og dog kan man ikke nære noget Haab om, at Krigsbegivenheder nu skulde være usandsynligere end forhen. Vist er det, at, naar de indtræffe, udkræve de nu mange Gange flere Omkostninger end forhen. Thi Krigsvæsenet har gjort ligesaa store og kostbare Opfindelser som Fredens Sysler.

Alligevel fortsætte Regjeringerne med at gjøre Gjæld, fordi det derved skjules for den ukyndige Del af Folket, at Husholdningen er overdreven. Hertil kommer, at den nærværende Slægt da strax kommer til at nyde godt af flere Fordele, som staa i Forbindelse med enhver Penge-Udgift. Betalingen væltes derimod for den største Part over paa Efterkommerne. Men det er rimeligt, at disse ogsaa ville have lignende Fordele, især naar de ere Sønner af Fædre, der have vænnet dem til at leve over Evne og givet dem Exempel derpaa. Man har derfor allerede flere Gange i Fortiden havt Exempel paa, at Statsgjældens Byrde under farefulde Tider er bleven saa tung, at de Magthavende have erklæret sig udygtige til længere at betale. Den saaledes indtraadte Fallit har da forarmet Statens Gjældnere (Kreditorer). Men disse ere nu for Tiden Tusinder af Mennesker i alle Livsstillinger. Thi Statsgjælden bestaar i Aktier, som sælges og kjøbes lig andre Eiendomme. Mange Mennesker, som have noget tilovers, sætte disse sine Besparelser i Statspapirer ligesom i en Sparebank, for at kunne nyde Renter uden meget Besvær.

Nogle sige vel, at Regjeringens Ødselhed ikke skader, fordi Pengene blive i Landet og udgives til Borgerne igjen. Men denne Mening er ganske feilagtig (No. 107). Det, som Regjeringen anvender til Unytte, er ødelagt; dersom Borgerne havde beholdt sine til Skatter udbetalte Penge, vilde visselig mange af dem have brugt dem saa nyttigt, at Velstanden derved var bleven forøget.

124

I ethvert land borttas en del av Folkets innkomst av staten eller menigheten, som krever skatt. Meningen dermed er dog, at denne utgift skal være nyttig. Når alle i en grend betale til en skolemester eller til et vannverk, blir det billigere, enn når hvert hus skulle skaffe lærdom eller vann til seg. Den tyngste utgift for staten, som tillike er den nødvendigste, er å sørge for alles sikkerhet. Thi, hvis der ikke var våpen og Folk, som forsto å bruke dem, ville innen kort tid borgerne med all sin velstand bli et bytte enten for enkelte misgjerningsmenn eller for utenlandske fiender.

Allikevel kan det hænde, at skattene ramme enkelte borgere så hardt, at de ikke kunne bære dem. Dette skjer snarest, når der kun finnes en eneste avgift, der fordeles etter enkeltes godtykke. Thi da kan det treffe, at de tar mer fra sine uvenner og begunstige sine kjenninger. Eller også kan en enkelt art av tilvirkere bli så hardt beskattede, at de må opphøre med sin næringsvei. Derved taper samfunnet en nyttig frembringelse, eller den blir fordyret ved å innføres fra utlandet. Man antar det derfor bedre til en jevn fordeling av byrden blant Folket, etter enhvers evne til å bære den, at der finnes flere Slags avgifter, hvorav hver især kun innbringer en del av Statens behov.

I de fleste Europas land er der nå utvist stor oppfinnsomhet i å oppdage Beskatnings-gjenstander, så at man har en stor mengde. De inndeles i direkte (likefremme) og indirekte (uligefremme) skatter.

De direkte skatter er atter to Slags, nemlig personlige og eiendomsskatter. De personlige skulle egentlig svares av ethvert menneske til vederlag for den nytte, han har av Statens innretninger. Således brukte man også i gamle dager å kalle slike skatter Kopskatter (av det tyske ord Kopf d. e. Hode) eller neseskatter. Men det befandtes snart, at en stor mengde mennesker var ganske ute av stand til å yte noe. Foreldre, som hadde mange barn, formå heller ikke å betale i forhold til disses antall. Staten nødtes da til kun at oppkreve personlige skatter av dem, som var i stand til å yte noe, idet den tar fra disse etter deres evne. Avgiften blir da enten penger eller gods i forhold 125til Skatteydernes formodet formue. Sådanne personlige byrder er hos oss de utredsler, som utlignes av menighetene til underhold av Fattige og skolevesenet m. m. Disse avgifter have den ulempe med seg, at ligningsmennene ofte ta ganske feil av sine Medborgeres formuesvilkår. Flere av dem, som forurettes, kvie seg dog ved å la Fremmede få se alle deres anliggender, som stundom kunne bli enda uheldigere, dersom de ble almen bekjente.

En annen viktig del av personlige skatter svares i arbeider, som utføres for staten eller det Offentlige. Den mest bekjente av disse er verneplikten, der er det arbeide som soldat å forsvare alle sine landsmenn imot Fienders angrep. Hos oss er nemlig enhver mann, som dertil er duelig, ifølge grunnloven pliktig til å delta i Fædrelandets forsvar. Da denne plikt endog går ut på å oppofre livet og helbreden i krig, vil oppofrelsen ofte falle meget ulikelig, idet mange Trængende derved kunne berøves sin eneste forsørger. Staten streber dog å lette denne ulykke ved, at den etter evne sørger med Pension såvel for de Saarede som for de Dræbtes Efterladte. I oldtiden og middelalderen var denne personlige byrde større, idet den opbudne landvernsmann også måtte ruste seg selv med våpen. Hans Naboer (bygden, Skibreden) måtte skaffe ham niste (proviant). Nå derimot er Krigshærenes fornødenheter så umåtelig kostbare og kunstige, at staten selv må la dem forfærdige i egne verksteder. Dertil medgår nå uhyre omkostninger. Disse må oppdrives ved de skatter, som borgerne udrede i penger.

Der finnes flere lignende personlige oppofrelser, som medlemmene av et Statssamfund må gjøre for hverandre eller for det Heles Vel. Således er det plikt å bistå hverandre i Farer, saasom med å slukke en ildebrann og redde gods under sådanne omstendigheter. Enda mer skylder man å frelse dem, som er stedte i havsnød eller annen livsfare. Dette gjelder endog om dem, som ved egen Brøde eller i villelse have brakt seg i fare. Det er således en streng plikt straks å frelse en selvmorder fra å dø, uten at man i forveien skal gjøre seg noen betenkelighet, om enten han har gjort sin ulykkelige gjerning av Mistvivl om Guds Godhed eller i et anfall av vanvidd.

Uaktet man, ved således å bistå sine medmennesker, ofte kan komme til å vove sitt eget Liv, er man dog stundom straff underkastet, hvis man forsømmer sin skyldighet. Men enda mer rammes den, som ved slike leiligheter viser feighet, egennytte eller likegyldighet, av sine Medmenneskers forakt. Han regnes for en niding eller usling. Der er heller ingen av samfunnets byrder, som ethvert godt og dyktig menneske med større glede og tilfredshet underkaster seg enn nettopp de Farer, som stå i forbindelse med andres Frelse. Sædvanligvis gå soldatene syngende til kampen, og dagligen hører vi om fiskere og matroser, som 126har vært så heldige å redde andre av havsnød, uaktet de selv syntes å gå i den visse død.

En annen Hovedart av likefremme skatter pålegges eiendommene. Enhver gård er taksert til en såkalt Matrikelskyld. Enhver fabrikkbygning eller annet hus kan også verdsettes etter den innkomst, som det kan yte. Staten pålegger nå etter dette forhold en skatt. Til en viss grad blir denne avgift mindre følelig for eieren av gård eller hus. Thi, da skatten forøker omkostningene med gårdens Frembringelser, bevirker den, at disse stige i pris. For så vidt huset leies bort, eller gårdbrukeren har varer å selge, ville disse endog stige til en noe høyere verdi, da Husrum og matvarer er de mest nødvendige ting. Men også sådanne skatter have sin grense. I harde krigsår har det i fortiden ofte hendt, at staten har betynget jordbruket med så svære utredsler, at noen Gaarde ble liggende øde. Da inntrer hungersnød, og Folket er nær undergang.

Alle de likefremme avgifter have den ulempe, at de, når den ilignet ikke betaler godvilligen, må inndrives ved utpantning eller endog ved straffedommer. Der inntreffe da også enkelte tilfeller, at fogden forårsaker en stor ulykke blant Folk, hos hvem dog staten til sist ikke kan finne så meget gods, at den derav kan ha noen nytte.

De indirekte [?] er derfor blitt de, som nå forskaffe statene deres fleste fornødenheter. Disse bestå t. Ex. deri, at staten legger en skatt enten på tilvirkningen av en Vare, saasom øl, eller på dens innførsel til landet, hvilket siste kalles toll. De eneste, som i penger innbetale skatten, bli da Bryggerne og kjøpmennene. Disse er vanligvis så velhavende, at der imot dem ikke behøves utpantning. Dessuten betale de egentlig kun forskudd på skatten. Thi de tar ved salget nøye i beregning, hva de har betalt i maltskatt eller i toll, og dette fordele de på Varens pris. Den, som kjøper en flaske øl for 6 skilling, betaler da i grunnen de 2 til staten og de 4 for frembringelsen av varen. Den store mengde av Fortærere vil altså ikke på annen måte erfare, at den yter noe til Statens fornødenheter enn derved, at de ting, som de nyter, bli dyrere i landet.

Men med hensyn til denne fordyrelse er der en meget stor forskjell. Dersom man ved avgifter på Glassets tilvirkning og innførsel gjorde det så dyrt, at de Fattige ikke kunne ha vinduer, måtte deres arbeidsevne forminskes, ja endog deres helbred lide. Dersom man derimot la så høy avgift på tobakk, at de Fattige måtte holde opp dermed, kunne man ikke si, at så stor skade var skjedd, i fall staten derav hadde en betydelig nytte. Der er således fornemmelig seks varer, som anses for å kunne beskattes nokså høyt, da de er overdådighets gjenstander, som enten ikke eller kun i ringe grad er gavnlige for helbreden. De er kaffe, te, sukker, tobakk, vin og brennevin. Man kunne 127visselig opregne mangfoldige andre overflødighetsvarer, som det ikke kunne være enten synd eller skade å gjøre dyre for den, som vil bruke dem. Men uheldigvis viser erfaring, at der kun anvendes så litt av de fleste andre luksusvarer, at omkostningene med deres fortolling nesten oppsluker Statens inntekt derav.

Det er imidlertid langt fra, at staten kan skaffe seg så stor inntekt av overdådighetsvarer, som den kunne ønske. Thi, jo høyere tollen blir, des høyere blir prisen her i landet. Men da den i utlandet ikke stiger, vil en Søfarende ved å smugle varen i land, kunne tjene så godt, at han altfor meget fristes til en sådan ulovlighet. Hvis tollen på en pot brennevin var ½ daler, ville en Matros kunne tjene likeså meget ved å bringe den hemmelig i land. Den uredelige skipper kunne vinne 60 Spd. på en hel tønne. Når avgiften blir så høy, hvilket man i mange land har forsøkt, lider samfunnet den allerstørste skade ved Smugleriet. Det utbrer ikke alene den groveste forakt for lov og rett, men har endog stundom ledet til mord og drap.

De indirekte skatter have også den vanskelighet, at der behøves mangfoldige mennesker og altså store omkostninger med deres oppkreving. Dersom de ble meget høye, har det endog i mange land vært fornødent å anvende bevæbnede fartøyer og ryttere imot de likeledes bevæbnede smuglere.

Der er ennå en annen vesentlig misbruk av tollen, nemlig at den i flere land har vært anvendt til å frembringe kunstige monopoler. Staten påbyr ikke likefrem, at Landets tilvirkere skulle ha enerett til å selge en Vare, som bedre og billigere kunne fås fra utlandet. Men ved sine høye tollsatser gjør den Indførelsen nesten umulig. Der fremtvinges da en innenlandsk tilvirkning. På sådan måte er Hvidbetens dyrkning i Frankrige og Tyskland blitt innført, da sukkertollen ble for høy. At det er til stort tap å anvende Europas ypperlige Kornjord til utvinning av sukker, kan bevises av prisene på begge Slags råemne. Men det samme gjelder også om mange andre varer, hvis tilvirkning av forskjellige årsaker ikke passer for ethvert land. En sådan misbruk av tollbeskatningen til å begunstige enkelte fabrikanter kalles beskyttelsestoll. Den har mange forsvarere, fordi det vanligvis er de rikeste menn, som befatte seg med en fabrikasjon, der må være så kunstig og utkreve store Kapitaler, nettopp fordi den har store naturlige hindringer å overvinne.

I hvor mye omhu der anvendes på at udfinde de billigste utredsler, og hvor meget staten enn beflitter seg på å gå lempelig frem ved oppkrevingen, kan det dog ikke unngås, at skatter alltid må regnes til de besværligheter, som ødelegge, så snart de blir for høye. Dersom dette overmål nås, blir samfunnet plyndret og undertrykt av sin egen Styrelse, i stedet for at det nettopp skulle være Regjeringens plikt at beskjerme Folket imot Rov og Fortryk. Det kan hænde, at endog en velmenende Regjerings 128handlinger lede til dette sørgelige utfall, likesom ofte meget godslige Folk ødelegge sin formue ved ødselhet. Thi begge innbille seg, at deres utgifter kunne forsvares blot ved, at de går ut på å forøke Livets bekvemmeligheter. De glemmer, at de også er pliktige til å skaffe Betalings-midler til veie ved overskuddet av sitt arbeide.

Det er derfor ikke mindre Statsstyrernes skyldighet enn andre Forvalteres å beflitte seg på sparsomhet og simpelhet. Dersom derimot Staternes regenter ville kappes med hinannen i glans, prakt og hovmod, vil det gå således med dem som i det daglige Liv, når en mann av middelklassen av forfengelighet vil etterherme en rik mann. De mindre folkeslag ville overveldes av de byrder, som de større er i stand til å bære.

Det er dessverre i våre dager langt fra, at alle regjeringer søke å avpasse Folkets utgifter etter dets rimelige innkomster. Vi ser tvertimod dagligen, at de fleste stater i Europa, for å kunne gjøre større utgifter, stifte nasjonalgjeld. Den har i de siste år vokset likeså meget i fredstid, som fordum under de allerfarligste kriger. Og dog kan man ikke nære noe håp om, at krigsbegivenheter nå skulle være usannsynligere enn forhen. Vist er det, at, når de inntreffer, utkreve de nå mange ganger flere omkostninger enn forhen. Thi krigsvesenet har gjort likeså store og kostbare oppfinnelser som Fredens sysler.

Allikevel fortsette regjeringene med å gjøre gjeld, fordi det derved skjules for den ukyndige del av Folket, at husholdningen er overdreven. Hertil kommer, at den nærværende slekt da straks kommer til å nyte godt av flere Fordele, som stå i forbindelse med enhver penger-utgift. Betalingen veltes derimot for den største part over på etterkommerne. Men det er rimelig, at disse også ville ha lignende Fordele, især når de er sønner av fedre, der har vennet dem til å leve over evne og gitt dem eksempel derpå. Man har derfor allerede flere ganger i fortiden hatt eksempel på, at statsgjeldens byrde under farefulle tider er blitt så tung, at de makthavende have erklært seg udyktige til lenger å betale. Den således inntrådte fallitt har da forarmet Statens Gjældnere (kreditorer). Men disse er nå for tiden Tusinder av mennesker i alle Livsstillinger. Thi statsgjelden består i Aktier, som selges og kjøpes lig andre eiendommer. Mange mennesker, som har noe til overs, sette disse sine besparelser i statspapirer likesom i en Sparebank, for å kunne nyte renter uten meget besvær.

Noen si vel, at Regjeringens ødselhet ikke skader, fordi pengene bli i landet og utgis til borgerne igjen. Men denne mening er ganske feilaktig (No. 107). Det, som regjeringen anvender til unytte, er ødelagt; dersom borgerne hadde beholdt sine til skatter utbetalte penger, ville visselig mange av dem have brukt dem så nyttig, at velstanden derved var blitt forøket.