104

Efterspørgselen og altsaa ogsaa Værdien paa Varer afhænger ikke blot af deres Mængde, men ogsaa af Antallet af de Mennesker, som skulle bruge dem. Fordobler man Antallet af Kjøberne, har det den samme Virkning, som at Tilførselen minker til det halve. Naar pludselig mange Reisende komme til en By, blive Fødeemnerne der dyrere, saalænge indtil denne Stigen i Pris har forøget Tilførselen. Det samme er Tilfældet, dersom Byens Folkemængde er uforandret, men Forsyningen minker formedelst Misvæxt, slet Fiske o. s. v.

Dette, som gjælder om en By, maa ogsaa i det større gjælde om et Land eller om hele Verden. Hvorvidt ethvert Menneske kan erholde sit Behov af Livets Nødvendigheder, beror paa, at Folkemængden staar i det rette Forhold til Fødeemnerne. Mange have derfor ytret den største Frygt for, at Folkeformerelsen kunde gaa for sig fortere end Forøgelsen af Nødvendighedsvarer formedelst Opdyrkning o. s. v. Da dette Misforhold vilde bevirke en uafhjælpelig Mangel, maatte det foraarsage en Hungersnød, som vilde formindske Folkemængden. Efter Dyrtiden vilde Folketallet atter i gunstigere Aar stige, indtil Nøden igjen indtraadte. Denne Tilstand, som kaldes Overbefolkning, vilde altsaa være en næsten stedsevarende Elendighed. Alligevel vilde den ikke trykke alle Mennesker ligt, fordi de ikke alle have den samme Dygtighed til at erhverve sig det Nødvendige. Det vilde blive de Fattige (de Svage og Uforsynlige), som Ulykken maatte komme til først. De Rige vilde endog, saalænge de fik beholde sit Gods, blive bedre farne derved, at den Arbeidsløn, de havde at betale, maatte blive ganske ringe.

Man kan udregne, hvor mange Aar der behøves, for at Folkemængden i gode Tider skal fordoble sig. I de Forenede Stater i Nordamerika, hvor der indtil 1861 har været mindst af Krig, ved man med Vished, at Folkemængden har fordoblet sig i 25 Aar. Dersom nu dette Forhold ogsaa gjaldt for Norge, vilde vi om 25 Aar have 3 Millioner Landsmænd, om 50 Aar have 6 Millioner, om 75 Aar 12 og om 100 Aar 24 Millioner Mennesker. Enhver kan fortsætte Regningen saa længe, indtil han kommer til et saa stort Tal, at Folket ikke engang fik Rum til at staa paa Jorden. Men allerede strax kommer man til den Forvisning, at det ikke er muligt i 25 Aar at fordoble vort Lands Næringsveie.

105Uagtet dette Regnestykke er rigtigt og gaar ud fra noget, som synes at være rimeligt, bør man dog kunne skjønne, at det ikke kan forholde sig saaledes. Man behøver kun at tage i Betragtning, at vort Land endnu ikke har mere end 1½ Million Beboere, endskjønt det har været bebygget i over tusinde Aar. Det norske Folk har altsaa havt Tid til at formere sig til mange hundrede Millioner; men det er ikke skeet.

Dersom man gransker Fortidens Begivenheder, finder man vistnok, at Folkemængden stadigen har været formindsket formedelst Krige, Røverier, Forbrydelser og slet Regjering. Landets Næringsveie have formedelst Vankundighed været forsømte. Uagtet Folketallet har været ringe, har Landet ofte været hjemsøgt af Hungersnød og derved foraarsagede Smitsotter.

Hvis Overbefolkning ikke skulde kunne forebygges uden formedelst skjændige Misgjerninger og Ødelæggelser, da var Redningsmidlet ligesaa bedrøveligt som selve Ulykken.

Men den samme Erfaring, som har godtgjort Befolkningens Fordobling i 25 Aar i Amerika, hvor der er nok af Næringsmidler til ethvert nyt tilkommende Menneske, viser ogsaa, at i vore længe bebyggede Lande stiger Folkemængden uendelig langsommere endog i Fredstid, naar Menneskene ikke udrydde hverandre. Dette kommer deraf, at Folket ikke formerer sig uden Eftertanke ligesom Dyrene. Mennesket baade kan og maa tænke paa, hvorledes det skal finde sin Underholdning den Dag i Morgen. Den, som har nok med at føde og klæde sig selv, har ikke Lyst til at dele det, som for en Person er aldeles fornødent, med en Hustru og Børn. Han vil ikke, at der skal blive for lidet eller opstaa Mangel, ikke alene for disse hans nærmeste Paarørende, men ogsaa for ham selv. Vi ville ogsaa ved Erfaring finde, at de fleste, som forblive ugifte sit hele Liv, dertil angive som Grund, at de ikke have havt Raad til at leve anderledes.

Hvad, som for et Menneskes Behov skal være nok, beror væsentligen paa hans egen Tanke og Tilbøielighed. Ganske lidet udfordres til blot at vedligeholde Livet. De, som ville indskrænke sig til dette mindste, komme altsaa snart ved forøget Arbeide i den Stilling, at de tro at kunne underholde Hustru og Børn. Men jo større Fremskridt det hele Samfund gjør i Velstand, des flere Varer vænnes Folket til at betragte som Nødvendigheder. Den enkelte vil ikke leve slettere end hans Omgangsvenner og Kamerater, og sætter derfor ofte næsten ligesaa stor Pris paa at erhverve sig eller at beholde disse tilvante Goder, som paa Livets egentlige Vedligeholdelse. Saaledes gaar det til, at de velhavende Borgere i et Samfund finde det vanskeligere at indgaa Ægteskab end de fattigere, fordi deres Fornødenheder ere saa mange flere. Men Samfundets Udvikling medfører ikke alene, at Antallet af Fornødenheder stiger. Tallet paa dem, som ville nyde flere af Livets Goder, tiltager ogsaa. Jo mere udbildet et Samfund bliver, des flere Mennesker maa der findes, som ville leve i gode Kaar.

106Vi kunne saaledes forklare, hvorledes det kan gaa til, at man i nogle af Europas Lande, hvor der er lidet af endnu ubenyttet Land eller andre Naturens Hjælpemidler, men derimod en altid stigende Lyst til at leve bedre, har en ganske modsat Erfaring af den, som blev bemærket i Amerika. I Frankrige f. Ex. stiger Folkemængden i de sidste Aar slet ikke. I visse Aar minker den endog lidt.

Denne vigtige og vanskelige Sag om Folkemængdens Forøgelse har hos Staternes Bestyrelse fremkaldt to modsatte Vildfarelser.

Den ene var at anse en stor Folkemængde som et Gode, der vilde drage efter sig større Velmagt for Landet. Nogle Regjeringer opmuntrede derfor Indbyggerne til at indgaa Ægteskab. De tænkte, at de flere Mennesker nok selv vilde vide at skaffe sig det nødvendige. Dette Raad indeholdt dog en Feilregning, fordi Menneskene kunne formere sig fortere, end de formaa at udvinde mere Underholdning. Til de hjælpeløseste Fattige hører netop en Moder med flere Børn, som endnu ikke ere arbeidsføre. Enhver Folkeformerelse, som gaar videre, end der findes Næring, er derfor kun en Forøgelse af Elendighed. Den bevirker en større Dødelighed, dersom Samfundet ikke kan eller vil lindre Nøden.

I et kristeligt Land gaar det dog ikke an at lade nogen dø af Mangel, naar hans ulykkelige Tilstand er vitterlig. De Velhavende maa derfor dels med Almisser og dels med Fattigskatter understøtte de Trængende. Formedelst Fattigforsørgelsen fik man altsaa snart Erfaring for, at ikke ethvert Menneske, som var kommen ind i Verden, var istand til at sørge for sig selv. De Velhavende bleve yderst utilfredse med de stigende Fattigbyrder. Der fremsattes da den ganske modsatte Paastand: at Staten skulde forbyde de Fattige og dem, som ikke kunde sørge for sig selv, at gifte sig. En saadan Lov kan ikke indføres uden den største Uretvished. Thi det er ikke muligt for den Embedsmand, som skulde vaage over Lovens Overholdelse, at se udenpaa en Mand, om han har saa stor Arbeidsomhed og Dygtighed, at han vil være istand til at underholde Hustru og Børn. Dersom Staten vil herske over saadanne Sager som Ægteskab, fremkalder den en Mængde Laster og Forbrydelser, som kunne lig en Smitte angribe det hele Samfund. Det samme maa man ogsaa sige om, at altfor mange Mennesker frivillig afholde sig fra Ægteskab. Livets Underholdning er, formedelst stor Lyst til Overdaadighed, saa kostbar i visse Byer, saasom i Paris, at deraf har fulgt en anselig Aftagen i Tilvæxten af Fødte. Naar man gransker Aarsagerne til denne Standsning, befindes den at være ledsaget af grove Laster og den yderste Ryggesløshed.

Dersom altsaa saavel den Enkeltes som det hele Samfunds Lykke skal opnaaes, maa begge Yderligheder undgaaes. Paa den ene Side en letsindig Sorgløshed for Fremtiden. Enhver bør tænke paa den tilkommende Slægts Fornødenheder. Paa den anden Side 107vil Ængstelighed for Udkomme ligesaa meget kunne overdrives. Følgende Omstændigheder bør erindres til Veiledning:

Der findes i ethvert Land en Mængde ubenyttede Næringskilder, som vel fordre betydeligt Arbeide og Omtanke, men som ogsaa ganske vist formaa at ernære flittige, sparsomme og duelige Folk. Den, som kommer paa Fattigkassen, mangler næsten altid en af disse Egenskaber eller har slet ingen af dem. Der er neppe Tvivl om, at Norge, naar det ret opdyrkes, kan underholde dobbelt saa mange Mennesker som nu. Hvad der gjælder om et enkelt Land, gjælder end mere om den hele Jordklode. Næsten overalt udenfor Europa findes der saa meget ubenyttet godt Land, at man antager, at Jordkloden kan ernære 10, ja maaske 100 Gange saamange Mennesker, som der nu leve paa den. Men, da Folkemængdens saa store Forøgelse ikke kan tænkes uden i Forbindelse med en Opdyrkning og en Benyttelse af Jorden, som skaffer de flere Munde Næring, vil den medtage en overordentlig lang Tid, rimeligvis flere hundrede Aar. Heller ikke ere alle Folkeslag lige dygtige til at forbedre det Land, hvori de bo. Mange raa Nationer, de saakaldte Vilde og Barbarer, gjøre næsten ingen Fremskridt. Enhver ny Slægt af dem er ikke flittigere end dens Forfædre. De formere sig ogsaa ganske lidet eller udrydde endog hinanden. Europa afgiver derimod stadigen et Overskud af flere Folk. Mange af disse ere ogsaa villige til at paatage sig Rydning, hvorsomhelst Landets Beskaffenhed lover dem mere Underholdning, og hvorsomhelst en retfærdig Styrelse tillader dem at bo i Fred. Den stadige Udvandring fra Europa er derfor allerede stegen til mellem en hel og en halv Million Mennesker aarlig. Formedelst Forbedringer i Skibsfarten og forøget Kundskab om de ny Lande kan den tiltage end mere.

Saaledes vil det Land, som i andre Verdensparter ligger øde, længe blive en Tilflugt for dem, som virkelig ikke kunne finde Erhverv i sit Fødeland. I de sidste Aar er ogsaa Udvandringen tiltaget saa meget, at der nu ofte høres Klager over Mangel paa arbeidende Hænder endog i nogle Egne, som have det største Overskud af Fødte over de aarlige Dødsfald.

104

Etterspørselen og altså også verdien på varer avhenger ikke blot av deres mengde, men også av antallet av de mennesker, som skulle bruke dem. Fordobler man antallet av kjøperne, har det den samme virkning, som at tilførselen minker til det halve. Når plutselig mange reisende komme til en by, bli Fødeemnerne der dyrere, så lenge inntil denne stigen i pris har forøket tilførselen. Det samme er tilfellet, dersom Byens folkemengde er uforandret, men forsyningen minker formedelst misvekst, slet fisker o. s. v.

Dette, som gjelder om en by, må også i det større gjelde om et land eller om hele verden. Hvorvidt ethvert menneske kan erholde sitt behov av Livets nødvendigheter, beror på, at folkemengden står i det rette forhold til Fødeemnerne. Mange have derfor ytret den største frykt for, at Folkeformerelsen kunne gå for seg fortere enn forøkelsen av nødvendighetsvarer formedelst oppdyrking o. s. v. Da dette misforhold ville bevirke en uafhjælpelig mangel, måtte det forårsake en hungersnød, som ville forminske folkemengden. Etter dyrtiden ville folketallet atter i gunstigere år stige, inntil nøden igjen inntrådte. Denne tilstand, som kalles overbefolkning, ville altså være en nesten stedsevarende elendighet. Allikevel ville den ikke trykke alle mennesker ligt, fordi de ikke alle have den samme dyktighet til å erverve seg det Nødvendige. Det ville bli de Fattige (de Svage og Uforsynlige), som ulykken måtte komme til først. De rike ville endog, så lenge de fikk beholde sitt gods, bli bedre farne derved, at den arbeidslønn, de hadde å betale, måtte bli ganske ringe.

Man kan utregne, hvor mange år der behøves, for at folkemengden i gode tider skal fordoble seg. I de Forenede stater i Nordamerika, hvor der inntil 1861 har vært minst av krig, vet man med visshet, at folkemengden har fordoblet seg i 25 år. Dersom nå dette forhold også gjaldt for Norge, ville vi om 25 år have 3 Millioner Landsmænd, om 50 år have 6 Millioner, om 75 år 12 og om 100 år 24 Millioner Mennesker. Enhver kan fortsette regningen så lenge, inntil han kommer til et så stort tall, at Folket ikke engang fikk rom til å stå på jorden. Men allerede straks kommer man til den forvisning, at det ikke er mulig i 25 år å fordoble vårt Lands Næringsveie.

105Uaktet dette regnestykke er riktig og går ut fra noe, som synes å være rimelig, bør man dog kunne skjønne, at det ikke kan forholde seg således. Man behøver kun å ta i betraktning, at vårt land ennå ikke har mer enn 1½ million beboere, enskjønt det har vært bebygd i over tusen år. Det norske Folk har altså hatt tid til å formere seg til mange hundre Millioner; men det er ikke skjedd.

Dersom man gransker Fortidens begivenheter, finner man vistnok, at folkemengden stadig har vært forminsket formedelst kriger, røverier, forbrytelser og slet regjering. Landets næringsveier have formedelst vankundighet vært forsømte. Uaktet folketallet har vært ringe, har landet ofte vært hjemsøkt av hungersnød og derved foraarsagede smittsotter.

Hvis overbefolkning ikke skulle kunne forebygges uten formedelst skjendige misgjerninger og ødeleggelser, da var Redningsmidlet likeså bedrøvelig som selve ulykken.

Men den samme erfaring, som har godtgjort Befolkningens fordobling i 25 år i Amerika, hvor der er nok av næringsmidler til ethvert nytt tilkommende menneske, viser også, at i våre lenge bebyggede land stiger folkemengden uendelig langsommere endog i fredstid, når menneskene ikke utrydde hverandre. Dette kommer derav, at Folket ikke formerer seg uten ettertanke likesom dyrene. Mennesket både kan og må tenke på, hvorledes det skal finne sin underholdning den dag i morgen. Den, som har nok med å føde og klede seg selv, har ikke lyst til å dele det, som for en Person er aldeles fornødent, med en hustru og barn. Han vil ikke, at der skal bli for lite eller oppstå mangel, ikke alene for disse hans nærmeste pårørende, men også for ham selv. Vi ville også ved erfaring finne, at de fleste, som forbli ugifte sitt hele liv, dertil angive som grunn, at de ikke have hatt råd til å leve annerledes.

Hva, som for et Menneskes behov skal være nok, beror vesentlig på hans egen tanke og tilbøyelighet. Ganske lite udfordres til blot å vedlikeholde livet. De, som ville innskrenke seg til dette minste, komme altså snart ved forøket arbeide i den stilling, at de tro å kunne underholde hustru og barn. Men jo større fremskritt det hele samfunn gjør i velstand, des flere varer vennes Folket til å betrakte som nødvendigheter. Den enkelte vil ikke leve slettere enn hans omgangsvenner og kamerater, og setter derfor ofte nesten likeså stor pris på å erverve seg eller å beholde disse tilvante goder, som på Livets egentlige Vedligeholdelse. Således går det til, at de velhavende borgere i et samfunn finne det vanskeligere å inngå ekteskap enn de fattigere, fordi deres fornødenheter er så mange flere. Men Samfundets utvikling medfører ikke alene, at antallet av fornødenheter stiger. Tallet på dem, som ville nyte flere av Livets goder, tiltar også. Jo mer udbildet et samfunn blir, des flere mennesker må der finnes, som ville leve i gode kår.

106Vi kunne således forklare, hvorledes det kan gå til, at man i noen av Europas land, hvor der er lite av ennå ubenyttet land eller andre Naturens hjelpemidler, men derimot en alltid stigende lyst til å leve bedre, har en ganske motsatt erfaring av den, som ble bemerket i Amerika. I Frankrige f. Ex. stiger folkemengden i de siste år slett ikke. I visse år minker den endog litt.

Denne viktige og vanskelige Sag om folkemengdens forøkelse har hos Staternes Bestyrelse fremkalt to motsatte villfarelser.

Den ene var å anse en stor folkemengde som et gode, der ville dra etter seg større velmakt for landet. Noen regjeringer oppmuntret derfor innbyggerne til å inngå ekteskap. De tenkte, at de flere mennesker nok selv ville vite å skaffe seg det nødvendige. Dette råd inneholdt dog en Feilregning, fordi menneskene kunne formere seg fortere, enn de formår å utvinne mer underholdning. Til de hjelpeløseste Fattige hører nettopp en mor med flere barn, som ennå ikke er arbeidsføre. Enhver Folkeformerelse, som går videre, enn der finnes næring, er derfor kun en forøkelse av elendighet. Den bevirker en større dødelighet, dersom samfunnet ikke kan eller vil lindre nøden.

I et kristelig land går det dog ikke an å la noen dø av mangel, når hans ulykkelige tilstand er vitterlig. De Velhavende må derfor dels med almisser og dels med Fattigskatter understøtte de Trængende. Formedelst Fattigforsørgelsen fikk man altså snart erfaring for, at ikke ethvert menneske, som var kommet inn i verden, var i stand til å sørge for seg selv. De Velhavende ble ytterst utilfredse med de stigende Fattigbyrder. Der fremsattes da den ganske motsatte påstand: at staten skulle forby de Fattige og dem, som ikke kunne sørge for seg selv, å gifte seg. En sådan lov kan ikke innføres uten den største Uretvished. Thi det er ikke mulig for den embetsmann, som skulle våke over Lovens overholdelse, å se utenpå en mann, om han har så stor arbeidsomhet og dyktighet, at han vil være i stand til å underholde hustru og barn. Dersom staten vil herske over sådanne saker som ekteskap, fremkaller den en mengde laster og forbrytelser, som kunne lig en smitte angripe det hele samfunn. Det samme må man også si om, at altfor mange mennesker frivillig avholde seg fra ekteskap. Livets underholdning er, formedelst stor lyst til overdådighet, så kostbar i visse byer, saasom i Paris, at derav har fulgt en anselig Aftagen i tilveksten av Fødte. Når man gransker årsakene til denne stansing, befindes den å være ledsaget av grove laster og den ytterste ryggesløshet.

Dersom altså såvel den Enkeltes som det hele Samfunds lykke skal oppnås, må begge ytterligheter unngås. På den ene side en letsindig sorgløshet for fremtiden. Enhver bør tenke på den tilkommende slekts fornødenheter. På den annen side 107vil engstelighet for utkomme likeså meget kunne overdrives. Følgende omstendigheter bør erindres til veiledning:

Der finnes i ethvert land en mengde ubenyttede næringskilder, som vel fordre betydelig arbeide og omtanke, men som også ganske vist formå å ernære flittige, sparsomme og duelige Folk. Den, som kommer på fattigkassen, mangler nesten alltid en av disse egenskaper eller har slett ingen av dem. Der er neppe tvil om, at Norge, når det rett oppdyrkes, kan underholde dobbelt så mange mennesker som nå. Hva der gjelder om et enkelt land, gjelder enda mer om den hele jordklode. Nesten overalt utenfor Europa finnes der så meget ubenyttet godt land, at man antar, at jordkloden kan ernære 10, ja maaske 100 ganger så mange mennesker, som der nå leve på den. Men, da folkemengdens så store forøkelse ikke kan tenkes uten i forbindelse med en oppdyrking og en benyttelse av jorden, som skaffer de flere Munde næring, vil den medtage en overordentlig lang tid, rimeligvis flere hundre år. Heller ikke er alle folkeslag like dyktige til å forbedre det land, hvori de bor. Mange rå nasjoner, de såkalte ville og barbarer, gjøre nesten ingen fremskritt. Enhver ny slekt av dem er ikke flittigere enn dens forfedre. De formere seg også ganske lite eller utrydde endog hinannen. Europa avgir derimot stadig et overskudd av flere Folk. Mange av disse er også villige til å påta seg rydning, hvorsomhelst Landets beskaffenhet lover dem mer underholdning, og hvorsomhelst en rettferdig Styrelse tillater dem å bo i fred. Den stadige utvandring fra Europa er derfor allerede stegen til mellom en hel og en halv million mennesker årlig. Formedelst forbedringer i skipsfarten og forøket kunnskap om de ny land kan den tiltage enda mer.

Således vil det land, som i andre Verdensparter ligger øde, lenge bli en tilflukt for dem, som virkelig ikke kunne finne erverv i sitt Fødeland. I de siste år er også utvandringen tiltaget så meget, at der nå ofte høres klager over mangel på arbeidende hender endog i noen Egne, som har det største overskudd av Fødte over de årlige dødsfall.