Der, hvor Naturen af sig selv frembringer tilstrækkelig Føde for Mennesket, og hvor et varmt Veirlag ikke nøder det til ved Klæder at beskytte Legemet mod Kulde, netop der har Mennesket mest overgivet sig til Dovenskab og ført et næsten dyriskt Liv; men der, hvor de have maattet arbeide baade med Aand og Haand, for at skaffe sig Føde og Beskyttelse mod et ublidere Veirlag, ere de gaaede frem i Kundskab, Magt og Velvære. Medens de Stammer, som kun brugte sin Forstand paa at finde Midler til at dræbe de Dyr, af hvis Kjød de nærede sig, misbrugte sit Herredømme og alene blev Jordens mægtigste Rovdyr, søgte andre at skaffe sig dette Herredømme ved Mildhed og Skaansel, og det lykkedes dem at vinde nogle Dyrs Hengivenhed i den Grad, at disse bleve deres lydige og nyttige Tjenere. For den Beskyttelse og Pleie, som deres Herrer skjænkede dem, gav de fuldt Vederlag, hvert Slags efter sin Evne. Hesten bar enten sin Herre paa den stærke Ryg næsten med Vindens Hurtighed over de vidtstrakte Stepper eller hjalp ham til at trække Byrder; Oxen hjalp ham paa samme Maade, medens Koen gav ham den sunde og nærende Melk; det fromme Faar ydede sin Uld, og den vagtsomme Hund tjente som Vogter. Under Menneskenes Beskyttelse formerede de tæmmede Dyr sig langt stærkere end i vild Tilstand; thi nu vare de langt mindre udsatte for Rovdyrenes Anfald, da deres Herrer paa alle mulige Maader søgte at bekjæmpe og udrydde disse. Men paa denne Maade vilde tilsidst Fødemidlerne for de græsædende Dyr være blevne utilstrækkelige og Dyrene udsatte for Hungersdød, dersom Menneskene ikke havde sørget for, at deres Mængde kom i et passende Forhold til Næringsmidlerne. Denne Pligt opfyldte Menneskene gjerne; thi deres Husdyrs Kjød var en sund og velsmagende Føde, og deres Hud og Horn var til stor Nytte. Mennesket fandt ogsaa sin Regning ved at opføde nogle Dyr alene for at bruge dem som Næringsmiddel. Dette var og er Tilfældet med Svinet. I visse Egne paa Jorden, hvor store, talløse Strækninger vare bedækkede med en rig Græsvæxt, blev Kvægavl Menneskenes eneste Næringsvei; men derfor behøvede ogsaa hver Familie en stor Vidde til Græsning for sine Hjorde, og, naar Græsset paa et Sted var fortæret, flyttede de til andre Steder, som ikke vare afbeitede. Saadanne omvandrende Folkestammer kaldes Nomader eller Hyrdefolk.
85Paa Grund af dette omvankende Liv kunde de ikke opføre faste Boliger, men levede i Telte, som rimeligvis først bleve gjorte af Dyrehuder; senere hen, da de havde lært at spinde og væve Dyrenes Uld eller Haar, brugte de vævede Tøier dertil. Det jødiske Folks Stamfædre vare Nomader, og deres Efterkommere levede paa samme Maade, indtil de omsider fæstede Boliger i Kanaan. De Hyrdefolk, som tæmmede Hesten og Kamelen, hvormed de i kort Tid kunde tilbagelægge lange Veie, optraadte vel først som Røvere og siden som Erobrere. Fra Mellem-Asias høitliggende Slettelande have krigerske Hyrdefolk under Navn af Huner, Tartarer, Mongoler og Tyrker oftere sværmet ud, undertvunget andre Folkestammer og undertiden oprettet uhyre Riger, som dog kun har havt kort Varighed. Saalænge et Folk lever som omvankende Hyrdefolk, kan dets Oplysning ikke blive stor; men det staar dog høit over de Folkestammer, som kun leve af Jagt.