64

Havet er skjønt, naar det roligen hvælverStaalblanke Skjold over Vikingers Grav!Skjønt, naar i Buen, hvor Lysstraalen skjelver,Himlen og Skyerne speile sig af!Herligt, naar Solen om Aftenen daler,Flammer som Ild over Havspeilets Rund;Yndigt, naar Maanen om Høstnatten malerSitrende Søile paa mørkeblaa Grund!

Havet er skjønt, naar det skvulpende strømmerSagte mod Stranden i Sommernatsstund!Tanken i Sødybet dukker og drømmer,Om hvad der bor paa dets mystiske Bund.Bølger sig smidigt i Bølgefavn slynge,Havfruer se op af kjølige Seng,Vinke fra Dybet, imedens de syngeTryllende Toner til guldsnoet Streng.

Havet er frygteligt hist, hvor det bruserTungt imod Nordpolens natlige Kyst!Svømmende Isfjelde Pantseret knuser,Bragende høit imod Klippernes Bryst.Nordlysets Gravlampe skinner henoverLigsvøb af urgamle slumrende Land;Havet ei bundet af Dødslænker sover,Kraftig det bryder sin Bølge mod Strand.

Havet er stolt, naar det egges til Harme,Stormene slaa paa dets buklede Skjold!Fnysende hæver det svulmende ArmeHøit imod Skyborges truende Vold!Tænder end Lynilden Ege paa Jorden,Splitter selv Bjergenes malmfaste Slot,Havet dog ler kun af Lynild og Torden,Samler sig Kræfter i Kamplegen blot.

65Havet er herligt, og herlige SønnerStedse det fostred i kraftfulde Favn;Hvergang dets Røst under Stormene drøner,Voxer kun Modet hos Viking i Stavn.Kjæmpehval leger paa skummende Fjelde,Skyder sin Straale mod Himmelens Sky;Søkongen rider sin Drage med Vælde,Syngende flyver om Lande hans Ry.

Ruller ei Nordsøen end sine VoverTrindt omkring Norriges fjeldbygte Kyst,Blaagrønne, hvælvede Gravhøie overHelte, som segned i Kampen med Lyst?Suser ei Bølgen om Jarlernes GlavindEnd over Dybet i Hjørunga-Vig?Tordner ei Havet om Fiendernes AvindHøit over Svolder og Trygvessons Lig?

Vugges jeg, Hav, paa dit fraadende Dække,Stige de Kjæmper af sivdækket Grav,Fridthjof og Alf paa den susende Snekke,Sværde som Lynild og Aasyn som Hav;Kveldsol er Blod paa de kløvede Skjolde,Stormen er Krigsraab fra gyngende Val;Maanen er Nornen, som fører de bolde,Blegnende Kjæmper til Valhalla Sal.

Hisset jeg skuer de svømmende BorgeGynge paa Bølgen med dødsvangre Last;Vimpelen flagrer, og Løven fra NorgeLuer i Blod fra bevingede Mast.Lyn er dens Blik, og dens Stemme er Torden,Dødsbudet rider paa flammende Sky;Tordenskjolds Thorsvogn omdrøner vort Norden,Havfladen bæver, og Fienderne fly.

Svanvinget Søfugl ei mindre mig fryder,Baaden, som slynges i Brændingens Fos;Mod staar ved Roret og dristigen byderMægtige Kræfter i Dødskampen Trods.Havet strør Liljer om Baaden og krandserNordmanna-Færd over Ginungagap,Medens den flyvende Snekke hendandser,Løber paa Bølgen med Stormen omkap.

Brus da om Norge dit stormende Kvæde,Herlige Nordhav, du Kraftens Idol!Syng os et Bjarkemaal, hvergang vi trædeSlagdands paa bølgende Tiljer om Pol!66Seierens funklende Solglands om Panden,Fri staa hver Nordmand i Lofting og Stavn,Fri som dit Megingjards Belte om StrandenVugges os Hæder og Rigdom i Havn!

64

Havet er skjønt, når det rolig hvelverStålblanke skjold over Vikingers grav!Skjønt, når i buen, hvor lysstrålen skjelver,Himlen og skyene speile seg av!Herlig, når solen om Aftenen daler,Flammer som ild over Havspeilets rund;Yndigt, når månen om høstnatten malerSitrende søyle på mørkeblå grunn!

Havet er skjønt, når det skvulpende strømmerSakte mot stranden i sommernattsstund!Tanken i Sødybet dukker og drømmer,Om hva der bor på dets mystiske bunn.Bølger seg smidig i Bølgefavn slynge,Havfruer se opp av kjølige seng,Vinke fra dypet, imens de syngerTryllende toner til guldsnoet streng.

Havet er fryktelig hist, hvor det bruserTungt imot Nordpolens natlige kyst!Svømmende isfjell Pantseret knuser,Brakende høyt imot klippenes bryst.Nordlysets Gravlampe skinner henoverLiksvøp av urgamle slumrende land;Havet ei bundet av dødslenker sover,Kraftig det bryter sin bølge mot Strand.

Havet er stolt, når det egges til harme,Stormene slå på dets buklede skjold!Fnysende hever det svulmende ArmeHøyt imot Skyborges truende vold!Tenner enn Lynilden Ege på jorden,Splitter selv Bjergenes malmfaste slott,Havet dog ler kun av Lynild og torden,Samler seg krefter i Kamplegen blot.

65Havet er herlig, og herlige sønnerStedse det fostret i kraftfulle favn;Hvergang dets røst under stormene drønner,Vokser kun motet hos Viking i Stavn.Kjempehval leger på skummende fjell,Skyder sin stråle mot Himmelens sky;Sjøkongen rider sin Drage med Vælde,Syngende flyver om land hans ry.

Ruller ei Nordsjøen enn sine VoverTrindt omkring Norriges fjeldbygte kyst,Blågrønne, hvælvede gravhøyer overHelte, som segnet i kampen med lyst?Suser ei bølgen om Jarlernes GlavindEnn over dypet i Hjørunga-Vig?Tordner ei havet om fiendenes AvindHøyt over Svolder og Trygvessons Lig?

Vugges jeg, hav, på ditt frådende dekke,Stige de kjemper av sivdekket grav,Fridthjof og Alf på den susende snekke,Sverd som Lynild og åsyn som hav;Kveldsol er blod på de kløvde skjold,Stormen er krigsrop fra gyngende Val;Månen er Nornen, som fører de bolde,Bleknende kjemper til Valhalla Sal.

Hisset jeg skuer de svømmende BorgeGynge på bølgen med dødsvangre last;Vimpelen flagrer, og Løven fra NorgeLuer i blod fra bevingede mast.Lyn er dens blikk, og dens stemme er torden,Dødsbudet rider på flammende sky;Tordenskjolds Thorsvogn omdrøner vårt Norden,Havflaten bever, og fiendene fly.

Svanvinget Søfugl ei mindre meg fryder,Båten, som slynges i brenningens foss;Mot står ved roret og dristig byrMektige krefter i dødskampen trass.Havet strør liljer om båten og kranserNordmanna-ferd over Ginungagap,Mens den flygende snekke hendandser,Løper på bølgen med Stormen om kapp.

Brus da om Norge ditt stormende kvede,Herlige Nordhav, du Kraftens Idol!Syng oss et Bjarkemaal, hvergang vi treSlagdands på bølgende tiljer om pol!66Seierens funklende Solglands om pannen,Fri stå hver nordmann i Lofting og Stavn,Fri som ditt Megingjards belte om strandenVugges oss Hæder og rikdom i havn!