33

Den Lov, ved hvilken vor Statsforfatning er bestemt og ordnet, er Norges Riges Grundlov. Den blev given af Rigsforsamlingen paa Eidsvold den 17de Mai 1814 og paa Grund af Foreningen med Sverige den 4de November samme Aar nærmere bestemt paa et overordentligt Storthing i Kristiania.

Ifølge denne Lov er Norge et frit og selvstændigt Rige, forenet med Sverige under en fælles Konge. Denne er for Tiden Kong Karl; arveberettiget er kun Mandsslægten. — Den hele Statsmyndighed pleier man at dele i den lovgivende, dømmende og udøvende Magt. Hos os er den lovgivende Magt hos Folket og udøves af Storthinget, som bestaar af Folkets udvalgte Repræsentanter eller Fuldmægtige. Omtrent to Tredieparter af Repræsentanterne vælges fra Landdistrikterne, og en Trediepart fra Byerne. Ingen kan vælges til Repræsentant, førend han 34er 30 Aar gammel, har været 10 Aar bosat i Riget og er stemmeberettiget Borger. Storthinget samles hvert 3die Aar i Oktober Maaned i Kristiania. I samlet Møde fattes Beslutninger især om Statens Indtægter og Udgifter. Til Behandling af andre Sager deler Storthinget sig i 2 Afdelinger, Odelsthinget og Lagthinget. I Odelsthinget skal ethvert Lovforslag fremsættes enten af et af dettes egne Medlemmer eller af Regjeringen. Lagthinget dannes derved, at Storthinget af sin egen Midte udvælger en Fjerdepart. Naar et Lovforslag er bifaldt i Odelsthinget, sendes det til Lagthinget, og, hvis det ogsaa der bifaldes, sendes det til Kongen. Han kan nu enten forkaste det eller med sin Underskrift sanktionere d. e. bekræfte det; ved Bekræftelsen bliver Beslutningen Lov. — Naar et Lovforslag af 3 ordentlige Storthing uforandret er antaget og forelagt Kongen til Underskrift, da bliver det Lov, selv om Kongen ikke giver det Sanktion. — Den dømmende Magt udøves af Domstolene. For de fleste Sagers Vedkommende danne Domstolene 3 Instanser eller Trin, saaledes at man kan appellere eller indanke en Sag fra den lavere til den høiere Domstol. Det første Trin er Underretten, som paa Landet beklædes af Sorenskriveren, og i Byerne af Byfogden. Det andet Trin dannes af Stifts-Overretterne, af hvilke man for Tiden har fem. Det tredie Trin dannes af Rigets Høiesteret i Kristiania. Af Høiesteret og Lagthinget dannes Rigsretten, der dømmer Statsraadets, Høiesterets og Storthingets Medlemmer for Embedsforbrydelser. — Den udøvende Magt eller Retten til at iværksætte er hos Kongen. Hans Person er hellig, d. e. ingen har Ret til at laste eller anklage ham. Hans Raadgivere, som tilsammen danne Statsraadet, bære Ansvaret for hans Regjeringshandlinger. De vælges af Kongen selv blandt norske Borgere. Dette Statsraad bestaar af 10 Medlemmer (en Statsminister og ni Statsraader); 7 af Statsraaderne opholde sig i Kristiania; Statsministeren er stadig hos Kongen i Stockholm tilligemed de to øvrige Statsraader, hvilke sidste vexle hvert Aar. Ethvert Andragende til Kongen maa sendes ham gjennem Regjeringen i Kristiania. Kongen kan begynde Krig og slutte Fred, oprette Overenskomster (Traktater) med fremmede Magter og fører den øverste Befaling over Rigets Land- og Sømagt. Han udnævner alle Embedsmænd og kan efter eget Godtykke afskedige sine Statsraader, Biskopper, Amtmænd, høiere militære Befalingsmænd og nogle faa andre Embedsmænd; men ellers kan ingen Embedsmand mod sin egen Villie afskediges uden efter Lov og Dom. Kongen kan ogsaa, om han finder det fornødent, sammenkalde Storthinget udenfor den almindelige Tid. Et saadant Storthing kaldes et overordentligt Storthing; men dertil foregaar ikke noget nyt Valg, og det kan hæves af Kongen, naar han finder for godt; derimod kan et ordentligt Storthing ikke hæves, før det har været samlet i 3 Maaneder. I Regjeringssager skal Kongen ifølge Grundloven raadføre sig med sit Statsraad; men han kan afgjøre dem efter eget Skjøn. Finder imidlertid en Statsraad, at en kongelig Beslutning enten i sig selv strider mod Rigets Forfatning og Love eller er skadelig for Landet, saa skal han klart og bestemt udtale 35sig imod den og tilføie sin Mening i Statsraadsprotokollen. Ellers kan han vente at blive tiltalt af Odelsthinget for Rigsretten. Den norske Regjering forbereder alle de vigtigste Sager, inden disse forelægges Kongen, men afgjør paa egen Haand de mindre vigtige. Forretningerne fordeles mellem 7 Departementer, og i Spidsen for hvert af disse staar en Statsraad, som da naturligvis har mange Kontorembedsmænd under sig. — Statsudgifterne beløbe sig aarlig til over halvfemte Million Speciedaler. Dette Beløb faaes fornemmelig ind igjennem Told, Brændevinsafgift og Maltafgift. Vore Penge ere dels Sølvpenge, dels Papirpenge; Guldpenge have vi ikke. Norges Bank udsteder Papirpenge til et vist lovbestemt Beløb efter dens Sølvbeholdning. Bankens Sæde er i Throndhjem; men den har Underafdelinger i de vigtigste Byer.

Saavel i Byerne som paa Landet haves Kommunebestyrelser eller Formandskaber og Repræsentantskaber. De Stemmeberettigede i hver By og hvert Præstegjæld vælge 3 til 12 Formænd og et tre Gange saa stort Antal Repræsentanter. Formandskabet afgjør Sagerne dels alene, dels sammen med Repræsentantskabet. I visse Sager, saasom Pengebevilgninger, Salg af Kommunens Eiendomme m. m. maa altid Repræsentanterne sammenkaldes og fatte Beslutning, som indsendes til Amtmandens Samtykke. I enkelte Tilfælde, f. Ex. naar ved Kommunen paabyrdes Udgifter, der vare længere end 5 Aar, er Kommunebestyrelsens (Formands- og Repræsentantskabets) Beslutninger ikke gyldige uden Kongens Stadfæstelse.

I mange Sager, der vedkomme det hele Amt, saasom Amts-Veivæsenet, Distriktslægevæsenet, Landbrugsskolerne og Almueskolerne danne alle Præstegjæld inden Amtet en Amtskommune, hvis Anliggender afgjøres af Amtsformandskabet. Dette sammentræder hvert Aar og bestaar af Ordførerne fra de forskjellige Præstegjælds Formandskaber, af Amtmanden, som leder Forhandlingerne, af Skoledirektøren i Behandlingen af Skolesager, begge uden Stemmeret, samt af Amtets Fogder, ligeledes uden Stemmeret.

33

Den Lov, ved hvilken vår statsforfatning er bestemt og ordnet, er Norges Riges grunnlov. Den ble gitt av riksforsamlingen på Eidsvold den 17de mai 1814 og på grunn av foreningen med Sverige den 4de november samme år nærmere bestemt på et overordentligt storting i Kristiania.

Ifølge denne lov er Norge et fritt og selvstendig rike, forenet med Sverige under en felles Konge. Denne er for tiden Kong Karl; arveberettiget er kun mannsslekten. — Den hele statsmyndighet pleier man å dele i den lovgivende, dømmende og utøvende makt. Hos oss er den lovgivende makt hos Folket og utøves av Storthinget, som består av Folkets utvalgte representanter eller fullmektige. Omtrent to tredjeparter av representantene velges fra landdistriktene, og en tredjepart fra byene. Ingen kan velges til representant, før han 34er 30 år gammel, har vært 10 år bosatt i riket og er stemmeberettiget borger. Storthinget samles hvert 3die år i oktober måned i Kristiania. I samlet møte fattes beslutninger især om Statens inntekter og utgifter. Til behandling av andre saker deler Storthinget seg i 2 avdelinger, Odelsthinget og lagtinget. I Odelsthinget skal ethvert lovforslag fremsettes enten av et av dettes egne medlemmer eller av regjeringen. Lagtinget dannes derved, at Storthinget av sin egen midte utvelger en fjerdepart. Når et lovforslag er bifalt i Odelsthinget, sendes det til lagtinget, og, hvis det også der bifalles, sendes det til Kongen. Han kan nå enten forkaste det eller med sin underskrift sanksjonere d. e. bekrefte det; ved bekreftelsen blir beslutningen lov. — Når et lovforslag av 3 ordentlige storting uforandret er antatt og forelagt Kongen til underskrift, da blir det lov, selv om Kongen ikke giver det sanksjon. — Den dømmende makt utøves av domstolene. For de fleste sakers vedkommende danne domstolene 3 instanser eller Trin, således at man kan appellere eller innanke en Sag fra den lavere til den høyere domstol. Det første Trin er Underretten, som på landet bekles av sorenskriveren, og i byene av byfogden. Det andre Trin dannes av Stifts-overrettene, av hvilke man for tiden har fem. Det tredje Trin dannes av Rigets høyesterett i Kristiania. Av Høiesteret og lagtinget dannes riksretten, der dømmer Statsraadets, Høiesterets og stortingets medlemmer for Embedsforbrydelser. — Den utøvende makt eller retten til å iverksette er hos Kongen. Hans Person er hellig, d. e. ingen har rett til å laste eller anklage ham. Hans Raadgivere, som tilsammen danne statsrådet, bære ansvaret for hans Regjeringshandlinger. De velges av Kongen selv blant norske borgere. Dette statsråd består av 10 medlemmer (en statsminister og ni statsråder); 7 av statsrådene oppholde seg i Kristiania; Statsministeren er stadig hos Kongen i Stockholm tillikemed de to øvrige statsråder, hvilke siste veksle hvert år. Ethvert Andragende til Kongen må sendes ham gjennom regjeringen i Kristiania. Kongen kan begynne krig og slutte fred, opprette overenskomster (traktater) med fremmede makter og fører den øverste Befaling over Rigets Land- og Sømagt. Han utnevner alle embetsmenn og kan etter eget godtykke avskjedige sine statsråder, Biskopper, amtmenn, høyere militære befalingsmenn og noen få andre embetsmenn; men ellers kan ingen embetsmann mot sin egen vilje avskjediges uten etter lov og dom. Kongen kan også, om han finner det fornødent, sammenkalle Storthinget utenfor den alminnelige tid. Et sådant storting kalles et overordentligt storting; men dertil foregår ikke noe nytt valg, og det kan heves av Kongen, når han finner for godt; derimot kan et ordentlig storting ikke heves, før det har vært samlet i 3 måneder. I regjeringssaker skal Kongen ifølge grunnloven rådføre seg med sitt statsråd; men han kan avgjøre dem etter eget skjønn. Finner imidlertid en statsråd, at en kongelig beslutning enten i seg selv strider mot Rigets forfatning og Love eller er skadelig for landet, så skal han klart og bestemt uttale 35seg imot den og tilføye sin mening i statsrådsprotokollen. Ellers kan han vente å bli tiltalt av Odelsthinget for riksretten. Den norske regjering forbereder alle de viktigste saker, innen disse forelegges Kongen, men avgjør på egen hånd de mindre viktige. Forretningene fordeles mellom 7 departementer, og i Spidsen for hvert av disse står en statsråd, som da naturligvis har mange kontorembetsmenn under seg. — Statsutgiftene beløpe seg årlig til over halvfemte million Speciedaler. Dette beløp fås fornemmelig inn igjennom toll, brennevinsavgift og maltavgift. Våre penger er dels Sølvpenge, dels papirpenger; Guldpenge har vi ikke. Norges Bank utsteder papirpenger til et vist lovbestemt beløp etter dens Sølvbeholdning. Bankens sete er i Throndhjem; men den har underavdelinger i de viktigste byer.

Saavel i byene som på landet haves Kommunebestyrelser eller formannskaper og representantskaper. De Stemmeberettigede i hver by og hvert prestegjeld velge 3 til 12 formenn og et tre ganger så stort antall representanter. Formannskapet avgjør Sagerne dels alene, dels sammen med representantskapet. I visse saker, saasom Pengebevilgninger, salg av Kommunens eiendommer m. m. må alltid representantene sammenkalles og fatte beslutning, som innsendes til amtmannens samtykke. I enkelte tilfelle, f. Ex. når ved kommunen paabyrdes utgifter, der var lenger enn 5 år, er Kommunebestyrelsens (Formands- og representantskapets) beslutninger ikke gyldige uten Kongens stadfestelse.

I mange saker, der vedkomme det hele Amt, saasom Amts-veivesenet, distriktslegevesenet, landbruksskolene og Almueskolerne danne alle prestegjeld innen amtet en Amtskommune, hvis anliggender avgjøres av amtsformannskapet. Dette sammentræder hvert år og består av ordførerne fra de forskjellige prestegjelds formannskaper, av amtmannen, som leder forhandlingene, av Skoledirektøren i behandlingen av skolesaker, begge uten stemmerett, samt av Amtets fogder, likeledes uten stemmerett.