176

I Dalens Skjød en Hytte laaVed Bredden af en Kilde,Dens Væg var Ler, dens Tag var Straa,Dens Hegn var Roser vilde;Dens Eiers Lod var Fattigdom,Dog var han glad; thi han var from.

Kun ringe var hans Hjord og Land;Hans Brud ei aatte Frænde;Hun var saa arm, saa god som han,Og derfor tog han hende.Kun Tak til Gud, ei Klage lødVed Kildevand og sparsomt Brød.

En Foraarsaften Hyrden sadVed Hytten med sin Kvinde.„Nu, Kone,“ sagde han saa glad,„Nu veed jeg Raad at finde,At vi kan lindre Brødres Nød,Endskjønt Gud gav os sparsomtBrød.

Se hist den Vei i øde SandOg trindt om nøgen Hede;Der maa den trætte VandringsmandOm Ly forgjeves lede.Om vi kun planted der hvert AarEt gavnligt Træ hver Høst ogVaar!“

Knap gryr den næste Morgenstund,De tro til Arbeid ile.— Nu staar en sval og løvrig LundTil trætte Vandrers Hvile.Der lagde man og deres Ben;Men der er ingen Mindesten.

176

I Dalens Skjød en hytte låVed bredden av en Kilde,Dens vegg var Ler, dens tak var strå,Dens Hegn var roser ville;Dens Eiers Lod var fattigdom,Dog var han glad; thi han var from.

Kun ringe var hans hjord og land;Hans Brud ei åtte frende;Hun var så arm, så god som han,Og derfor tok han henne.Kun takk til Gud, ei klage lødVed kildevann og sparsomt brød.

En forårsaften hyrden sattVed hytten med sin kvinne.„Nå, kone,“ sa han så glad,„Nå vet jeg råd å finne,At vi kan lindre Brødres nød,Enskjønt Gud ga oss sparsomtBrød.

Se hist den vei i øde SandOg trindt om nøgen Hede;Der må den trette vandringsmannOm ly forgjeves lede.Om vi kun plantet der hvert årEt gavnligt tre hver høst ogVår!“

Knap gryr den neste morgenstund,De tro til arbeid ile.— Nå står en sval og løvrig LundTil trette Vandrers hvile.Der la man og deres Ben;Men der er ingen minnestein.