Luthers tro Ven og Medarbeider, Filip Melankton, laa engang farlig syg i Veimar. Herover blev Kurfyrsten vel forskrækket og lod strax Luther hente fra Vittenberg. Da denne kom, var Melankton Døden nær. Øinene vare brustne og Forstanden borte, Hørelse 166og Mæle tabt, Ansigtet og Tindingerne indfaldne; han kjendte ingen, spiste og drak intet. Ved dette Syn blev Luther forskrækket og udbrød: „Gud fri os! hvor har dog Djævelen mishandlet dette dyrebare Redskab!“ Derpaa vendte han sig mod Vinduet med Ryggen til de andre og bad inderlig til Gud. „Her“ — sagde Luther siden — „maatte min Herre Gud holde for; thi jeg satte ham Stolen for Døren og faldt ham i Ørene med alle de Løfter om Bønhørelse, som jeg vidste at fremføre af den hellige Skrift, saa at han maatte bønhøre mig, om jeg ellers skulde tro hans Forjættelser.“ Efter denne brændende Bøn tog han sin Ven i Haanden og sagde: „Vær ved godt Mod, Filip, du skal ikke dø. Omendskjønt Gud havde Aarsag til at døde, saa vil han ikke Synderens Død, men at han skal omvende sig og leve. Han vil ikke forstøde dig, Filip, eller tilstede, at du forgaar af Synd og Sorg. Derfor giv ikke Sorgens Aand Rum og bliv ikke din egen Morder, men forlad dig paa Herren, som kan saare og læge, som kan døde og gjøre levende igjen.“ Da Luther talede saaledes, begyndte Melankton igjen at drage Aande, men kunde dog endnu ikke tale. Efter nogen Tids Forløb vendte han dog sit Ansigt mod Luther og bad ham for Guds Skyld ikke at opholde ham længere paa hans gode Reise, men lade ham fare; thi der kunde ikke vederfares ham noget bedre. „Nei, Filip,“ svarede Luther, „du maa endnu tjene den kjære Herre Gud noget længere.“ Den Syge blev nu mere munter, og Luther hentede en Smule Mad til ham; men han vilde intet nyde. „Hør, Filip,“ sagde Luther, „du maa gjøre kort Proces og spise, ellers sætter jeg dig i Ban.“ Nu spiste Melankton og kom efterhaanden til Kræfter og fik sin forrige Sundhed igjen. Melankton ytrede sig senere om denne Begivenhed saaledes: „Jeg var engang betagen af skrækkelig Sygdom, som hidrørte fra Kummer og Græmmelse. Jeg vilde været død, hvis jeg ikke ved Dr. Luthers kraftige Forbøn og Guds Naade var bleven udreven af Dødens Arme.“

Luthers tro venn og medarbeider, Filip Melankton, lå engang farlig syk i Veimar. Herover ble Kurfyrsten vel forskrekket og lot straks Luther hente fra Vittenberg. Da denne kom, var Melankton døden nær. Øynene var brustne og forstanden borte, hørsel 166og mæle tapt, ansiktet og tinningene innfalne; han kjente ingen, spiste og drakk intet. Ved dette syn ble Luther forskrekket og utbrøt: „Gud fri oss! hvor har dog djevelen mishandlet dette dyrebare redskap!“ Derpå vendte han seg mot vinduet med ryggen til de andre og bad inderlig til Gud. „Her“ — sa Luther siden — „måtte min Herre Gud holde for; thi jeg satte ham stolen for døren og falt ham i ørene med alle de løfter om Bønhørelse, som jeg visste å fremføre av den hellige skrift, så at han måtte bønnhøre meg, om jeg ellers skulle tro hans forjettelser.“ Etter denne brennende Bøn tok han sin venn i hånden og sa: „Vær ved godt mot, Filip, du skal ikke dø. Omenskjønt Gud hadde årsak til å døde, så vil han ikke Synderens død, men at han skal omvende seg og leve. Han vil ikke forstøte deg, Filip, eller til stede, at du forgår av synd og sorg. Derfor gi ikke Sorgens ånd rom og bli ikke din egen morder, men forlat deg på Herren, som kan såre og lege, som kan døde og gjøre levende igjen.“ Da Luther talte således, begynte Melankton igjen å dra ånde, men kunne dog ennå ikke tale. Etter noen Tids forløp vendte han dog sitt ansikt mot Luther og bad ham for Guds skyld ikke å oppholde ham lenger på hans gode reise, men lade ham fare; thi der kunne ikke vederfares ham noe bedre. „Nei, Filip,“ svarte Luther, „du må ennå tjene den kjære Herre Gud noe lenger.“ Den syke ble nå mer munter, og Luther hentet en smule mat til ham; men han ville intet nyte. „Hør, Filip,“ sa Luther, „du må gjøre kort prosess og spise, ellers setter jeg deg i Ban.“ Nå spiste Melankton og kom etterhånden til krefter og fikk sin forrige sunnhet igjen. Melankton ytret seg senere om denne begivenhet således: „Jeg var engang betagen av skrekkelig sykdom, som hidrørte fra kummer og gremmelse. Jeg ville vært død, hvis jeg ikke ved Dr. Luthers kraftige forbønn og Guds Naade var blitt utreven av Dødens Arme.“