177. Den blide Tanke.
Tænk, naar engang hver Taage er forsvunden,Som her sig sænker over Livet ned,Naar Dagen evig klar er hist oprunden,Og Lys omstraaler hvert af mine Fjed!
Tænk, naar engang er løst hver jordisk Gaade,Besvaret hvert „Hvorfor“, jeg grunded paa,Men kunde ei med al min Grublen raade —Tænk, naar jeg Herrens Vei skal klart forstaa.
Tænk, naar engang hver Hjertesorg er slukket,Hver Vunde lægt og stillet hvert et Savn,Hver Smertens Taare visket af og Sukket,Det dybe, kvalt i Kjærlighedens Favn!
Tænk, naar engang med utildækket ØieJeg ham skal se, som her jeg tro’de paa!Tænk, naar mit Knæ jeg hist skal for ham bøie,Naar jeg med Tak skal for hans Ansigt staa!
Tænk, naar engang hvert Hjerte-Baand, som knyttedTil Mennesker mig her i Støvets Land,Har Jordens Kaar med Himmerigs ombyttet,Og intet Sjelene adskille kan!
Tænk, naar engang i Himlens gyldne SaleJeg med den Ven, jeg her paa Jorden fandt,I Lyset om et evigt Liv skal taleOg om det Liv, der som en Drøm forsvandt!
Du blide Tanke, tal du i mit Hjerte,Hvergang mig Veien tykkes lang og slem!Du sødt skal dæmpe hver en bitter SmerteOg lokke Smilet gjennem Taarer frem.
177. Den blide tanke.
Tenk, når engang hver tåke er forsvunnen,Som her seg senker over livet ned,Når Dagen evig klar er hist opprunnen,Og lys omstraaler hvert av mine Fjed!
Tenk, når engang er løst hver jordisk gåte,Besvart hvert „Hvorfor“, jeg grunnet på,Men kunne ei med all min Grublen råde —Tenk, når jeg Herrens vei skal klart forstå.
Tenk, når engang hver hjertesorg er slukket,Hver Vunde legt og stillet hvert et savn,Hver Smertens tåre visket av og sukket,Det dype, kvalt i kjærlighetens favn!
Tenk, når engang med utildekket ØyeJeg ham skal se, som her jeg tro’de på!Tenk, når mitt kne jeg hist skal for ham bøye,Når jeg med takk skal for hans ansikt stå!
Tenk, når engang hvert hjerte-bånd, som knyttetTil Mennesker meg her i Støvets land,Har Jordens kår med Himmerigs ombyttet,Og intet sjelene adskille kan!
Tenk, når engang i Himlens gyldne SaleJeg med den venn, jeg her på jorden fant,I lyset om et evig liv skal taleOg om det liv, der som en drøm forsvant!
Du blide tanke, tal du i mitt hjerte,Hvergang meg veien tykkes lang og slem!Du søtt skal dempe hver en bitter smerteOg lokke smilet gjennom tårer frem.