En Præst lod sig sætte over fra Byen til en af Øerne ude i Fjorden. I det lille Fartøis Agterdel sad Styrmanden, forud to Matroser, Far og Søn, og haandterede Aarerne. „Du er atter sørgmodig, Jens,“ sagde Præsten til den Ældre. „Ja,“ svarede Manden, „er det Under? Vinteren stunder til, og hvad skal der blive af mine fem Rollinger? jeg sørger fra Morgen til Aften.“ — „Men det skulde du ikke,“ vedblev hin;
164„Frelseren siger jo: sørger ikke!“ „Ja det Sprog har jeg aldrig forstaaet! Jeg skulde altsaa nu lægge mig paa den lade Side, sætte mine Par Spare skillinger overstyr i Sus og Dus og saa lade det komme an paa Vorherre, om min Kone og Børn skulle sulte ihjel?“ „Nei, ikke saa; — men stop, Jens!“ raabte Præsten pludselig! „vi sætte jo lige paa Skjærene derhenne; hvor har du dog dine Øine?“ — „Hvad kommer Skjærene mig ved,“ svarte Jens ligegyldigt, „det bliver Styrmandens Sag.“ „Gjør din Pligt, Jens! —“ befalede Præsten endnu mere alvorligt — „sid ikke der og maab hen i Veiret! Ser du ikke Skjærene? Vi gaa tilgrunde, hvis du ikke bedre passer din Dont!“ — „Gjøre sin Pligt, —, passe sin Dont,“ brummede Matrosen; „hvad mener I, Far? arbeider jeg ikke af alle Livsens Kræfter? skal jeg maaske ogsaa hjælpe til ved Roret?“ — „Javist,“ svarede Præsten; — „gjør det, saa vil vi lykkelig naa Maalet.“ „Nei, Far!“ indvendte den anden; „det vilde lidet nytte! Hver gjør sit, saa gaar alt godt; Styrmanden sidder ved Roret og jeg ved Aaren; det er Skik og Brug ombord, andet duer ikke.“ „Godt, Jens!“ svarede Præsten med et Smil; „tag mig det ikke ilde op; — men just saa er det ogsaa Skik og Brug i Guds Rige. At arbeide er din Sag; det skal du gjøre af alle Livsens Kræfter og hverken se til Høire eller Venstre. Men enhver Bekymring for, at det skal gaa slet med dit Arbeide, eller at du ikke skal naa frem til Maalet — den kan du spare dig og overlade til ham, som sidder ved Roret, og om hvem der er skrevet: „Kaster al eders Sorg paa ham; thi han skal sørge for eder!“