En Mand var kommen i Ry for stor Visdom. Kongen, som ogsaa havde hørt Tale om ham, fik Lyst til at prøve ham og spurgte ham derfor en Dag, hvad Gud var. Den Vise bad om Lov til at betænke sig en Dags Tid, og dette blev ham tilstaaet. Derefter kaldte Kongen ham atter for sig og forlangte Svar paa sit Spørgsmaal. Den Vise bad om to Dages Betænkningstid; da disse vare forløbne, og Kongen vilde have et bestemt Svar, bad han om fire Dage; men det var lige nær endda; thi, saa ofte Kongen trængte ind paa ham, for at faa ham til at svare, begjerede han ny og længere Henstand. Da Kongen nu vilde vide, hvorfor han bar sig saaledes ad, svarede Manden ligefrem: „Jo mere jeg tænker over denne Gjenstand, desto ubegribeligere bliver den mig.“
Dette maatte saa være. Thi Guds Væsen kan slet ikke begribes.