Til Hvirveldyrenes fjerde Klasse høre Fiskene, som have rødt, koldt Blod og alene aande ved Gjeller. Disse bestaa af tynde Plader, som for det meste ere heftede til fire Benbuer paa hver 148Side af Hovedet, og som ere dækkede af de bevægelige Benplader, der kaldes Gjellelaag. Naar Fisken aabner Munden, trænger Vand ind, og, naar den lukkes, trykkes det mellem Buerne og Gjellebladene ud gjennem Gjelleaabningerne. Den Luft, som er i Vandet, kommer derved til at virke paa det urene Blod, som strømmer omkring i Gjellebladenes Haarkarnet, hvorved det renses paa samme Maade som Blodet i Lungerne. Det rensede Blod samler sig i en stor Aare, som gjennem mange Grene fører det til alle Legemets Dele. Fiskene have saaledes intet venstre Hjertekammer, hvorfor deres Hjerte ogsaa forholdsvis er mindre end de øvrige Hvirveldyrs. De have en stor Lever, men korte Tarme. Deres Bevægredskaber kaldes Finner, og den fornemste af disse er Halefinnen. Brystfinnerne, som sidde tæt bagenfor Gjellelaagene, svare til Forlemmerne, og Bugfinnerne, hvis Stilling er forskjellig hos de forskjellige Slags Fiske, til Baglemmerne. Foruden disse Svømmefinner have de fleste Feske langs efter Ryggen en eller flere Rygfinner, og lige imod den staar Gatborfinnen mellem Gatboret og Halefinnen. Rygfinnen danner Fiskelegemets Rygkjøl og Gatborfinnen dets Bugkjøl. Fiskenes Hud er enten bedækket med Skjæl eller nøgen. Musklerne ere lidet blodrige og derfor lyse af Farve. Af alle Hvirveldyr ere Fiskene de frugtbareste. De allerfleste lægge Æg, som vi kalde Rogn. Hos Torsken, som har store Rognsække, men fin Rogn, kan der være flere Millioner Rognkorn i en Hunfisk. Man skulde derfor tro, at Havet tilsidst skulde blive opfyldt af de Fiskesorter, som ere saa frugtbare; men, da en stor Del Rogn ikke bliver befrugtet, og en endnu langt større bliver opspist af utallige smaa Sødyr, og, naar man betænker, hvor lang Tid der behøves for, at de Unger, som udklækkes af disse smaa Æg, kunne blive voxne Fiske, samt hvilken Mængde der i den Tid er opædt af Hval, Fugle og Rovfiske samt fanget af Menneskene, saa indser man nok, at det ikke har nogen Fare for, at det skal blive for mange. Ja paa mange Steder klager man over, at Fiskemængden aftager. Dette er ganske vist sandt, naar der tales om Ferskvandsfisk eller de Sorter, som fra Havet maa gaa op i Elvene, for at gyde sin Rogn, fordi denne ikke kan udvikles i Saltvand, eller ogsaa om de Saltvandsfiske, som have sit Tilhold i lange, smale og grunde Fjorde, men er neppe rigtigt, naar Talen er om Havtorsken og Havsilden; thi, om disse i visse Aar ikke komme til sine sædvanlige Gydepladse eller ogsaa i mindre Mængde, saa ser man dog, at de i andre Aar ere ligesaa talrige som forhen.
De fleste Fiske ere spiselige, og mange Sorter fanges i saa stor Mængde, at de blive blandt Menneskenes vigtigste Næringsmidler. Nogle af dem opholde sig i ferskt Vand, men de fleste i Havet. Man inddeler Fiskeklassen paa samme Maade som de øvrige Dyrklasser, i større og mindre Afdelinger.