146

Slangerne ere altid fodløse og have et stort Gab, som kan udvides saa meget, at de kunne nedsluge Dyr, som ere meget tykkere end de selv. De have ingen Øienlaag, som Øglerne, og kun en Lunge. Menneskene have en naturlig Modbydelighed for Slangerne; men, naar man har lært sig til at skjelne de uskadelige fra de giftige og ser ret nøie paa dem, saa forsvinder snart denne Modbydelighed, og man skjønner da snart, at ogsaa disse Skabninger ere beundringsværdigt indrettede af den alvise Skaber.

Her i Landet findes kun tre Slangearter, hvoraf den ene, som kaldes Hugormen, er giftig. Den er graabrun af Farve og har langs efter Ryggen et mørkt Baand, som gaar i Siksak; Bugen er mørk staalblaa, Øinene røde med en aflang Øieprik. I Overmunden har den to spidse Tænder, som, naar Munden er lukket, ligge nedfældte i en Hudfold; men, naar den aabner Munden, reise de sig op, og, naar den da med stor Kraft og Hurtighed støder Hovedet og Forkroppen fremad mod sin Fiende, trænge de spidse, hule Tænder gjennem Huden, og en giftig Saft flyder ud i Saaret og blander sig med Blodet, som fører Giften om i Legemet. Skulde nogen være saa uheldig at blive bidt af en Hugorm, da bør han strax med en Kniv gjøre Indsnit omkring Saaret og med Munden suge Blodet ud; thi Giften er kun farlig, naar den kommer ind i Blodaarene. Derefter bør den Bidte drikke dygtig varmt Øl eller Grog, for at komme i stærk Sved. Kan man faa en Læge fat, maa det ikke forsømmes. Hugormen kan uden Fare gribes, naar man har en tyk Uldvante paa Haanden; thi Tænderne kan ikke trænge igjennem denne.

Den føder levende Unger, opholder sig mest i Skov- og Lyngmark og lever mest af Skov- og Markmus. Den kan blive 1¼ Alen lang. Enkelte Hugorme ere ganske sorte.

Buormen er længere og smalere, graa af Farve, med to gulhvide Flekker bagenfor Hovedet, Bugen langs efter Midten staalblaa, til Siderne med større og mindre hvide Flekker. Øienprikken er rund. Den er ganske uskadelig, holder sig gjerne paa fugtige Steder, lægger sine Æg, der ere saa store som Dueæg og omgivne med et seigt hvidt Skind, i Gjødselbinger og Mistbænker, hvor de udruges ved Gjæringsvarmen. Den lever mest af Snegler, Metemark og Frosk.

Glatsnogen er rødbrun, med sorte Flekker paa Hovedet og to mindre langs efter Ryggen. Den holder sig paa tørre Steder, men er sjeldnere end Buormen. Rygskjællene ere ganske glatte, medens de hos begge de andre norske Slangearter have en ophøiet Linie langsefter.

I de varmere Lande findes mangfoldige Øgler og Slanger. Blandt 147Øglerne er Kameleonen mærkværdig baade derved, at den hurtig kan skifte Farve, og ved den Maade, hvorpaa den fanger Insekter med Tungen, som ender i en tyk Klump, bedækket med seigt Slim, og er fæstet til en bøielig Stilk, som den med Hurtighed kan støde frem, saa at Klumpen træffer det Insekt, som Dyret sigter efter, og som bliver hængende fast ved Slimet. I Sydasia lever en liden Firfisle, som paa Siderne af Kroppen mellem For- og Bagfødderne har en Hudfold, som kan udspændes, hvilket hjælper den til at gjøre længere Sprang, naar den hopper fra det ene Træ over til det andet. Den kaldes den flyvende Drage, uagtet den ikke kan flyve. Kvælerslangerne ere lange, tykke Slanger, som ere saa stærke, at de kan dræbe endog store Dyr ved at slynge sig om dem, og knuse eller kvæle dem ved at sammensnøre sine Bugter.

Klapperslangerne i Amerika og Brilleslangen i Ostindien ere meget giftige. I Sydhavet findes ogsaa Hav- eller Søslanger, som leve af Smaafisk. Ved Hjælp af deres sammentrykte Hale svømme de bedre end de øvrige Slanger, som dog ogsaa alle kunne svømme. Disse Vandslanger ere ikke over 1½ Alen lange og temmelig smale. De Historier, som fortælles om hundrede Alen lange Søorme, grunde sig vistnok paa, at ukyndige Mennesker som oftest af Frygt ikke have givet sig Tid og ei heller have været koldblodige nok til at undersøge, hvad det egentlig har været, som de i sin Forskrækkelse have antaget for at være Søormen. Jeg selv kjender tre Exempler paa, at et svømmende Elsdyr er blevet anseet for at være en overmaade lang Søorm. Forskrækkelsen gjør, som Ordsproget lyder, en Myg til en Elefant. Fortællingen om, at man her i Landet har seet tre, ja sex Alen lange Landslanger, samt om at de bide sig i Halen og trille sig frem som et Hjul, er lutter Opspind.

146

Slangene er alltid fodløse og have et stort gap, som kan utvides så meget, at de kunne nedsluge dyr, som er meget tykkere enn de selv. De har ingen Øienlaag, som øglene, og kun en lunge. Menneskene har en naturlig motbydelighet for slangene; men, når man har lært seg til å skjelne de uskadelige fra de giftige og ser rett nøye på dem, så forsvinner snart denne motbydelighet, og man skjønner da snart, at også disse skapninger er beundringsverdig innrettet av den alvise skaper.

Her i landet finnes kun tre Slangearter, hvorav den ene, som kalles hoggormen, er giftig. Den er gråbrun av farge og har langs etter ryggen et mørkt bånd, som går i sikksakk; Buken er mørk stålblå, øynene røde med en avlang øyeprikk. I overmunnen har den to spisse tenner, som, når munnen er lukket, ligge nedfelte i en hudfold; men, når den åpner munnen, reise de seg opp, og, når den da med stor kraft og hurtighet støter hodet og forkroppen fremad mot sin fiende, trenge de spisse, hule tenner gjennom huden, og en giftig saft flyter ut i såret og blander seg med Blodet, som fører giften om i Legemet. Skulle noen være så uheldig å bli bitt av en Hugorm, da bør han straks med en kniv gjøre innsnitt omkring såret og med munnen suge Blodet ut; thi giften er kun farlig, når den kommer inn i blodårene. Deretter bør den Bidte drikke dyktig varmt øl eller grogg, for å komme i sterk sved. Kan man få en lege fat, må det ikke forsømmes. Hoggormen kan uten fare gripes, når man har en tykk ullvante på hånden; thi tennene kan ikke trenge igjennom denne.

Den føder levende unger, opholder seg mest i Skov- og Lyngmark og lever mest av Skov- og markmus. Den kan bli 1¼ alen lang. Enkelte Hugorme er ganske sorte.

Buormen er lenger og smalere, grå av farge, med to gulhvite flekker bakenfor hodet, buken langs etter midten stålblå, til sidene med større og mindre hvite flekker. Øyeprikken er rund. Den er ganske uskadelig, holder seg gjerne på fuktige steder, legger sine egg, der er så store som dueegg og omgitte med et seigt hvitt skinn, i gjødselbinger og mistbenker, hvor de udruges ved Gjæringsvarmen. Den lever mest av snegler, meitemark og frosk.

Glattsnoken er rødbrun, med sorte flekker på hodet og to mindre langs etter ryggen. Den holder seg på tørre steder, men er sjeldnere enn Buormen. Ryggskjellene er ganske glatte, mens de hos begge de andre norske Slangearter have en opphøyd linje langsetter.

I de varmere land finnes mangfoldige øgler og slanger. Blant 147øglene er Kameleonen merkverdig både derved, at den hurtig kan skifte farge, og ved den måte, hvorpå den fanger insekter med tungen, som ender i en tykk klump, bedekket med seigt slim, og er festet til en bøyelig stilk, som den med hurtighet kan støte frem, så at klumpen treffer det insekt, som dyret sikter etter, og som blir hengende fast ved slimet. I Sydasia lever en liten firfisle, som på sidene av kroppen mellom For- og bakføttene har en hudfold, som kan udspændes, hvilket hjelper den til å gjøre lenger sprang, når den hopper fra det ene tre over til det andre. Den kalles den flygende Drage, uaktet den ikke kan flyve. Kvelerslangene er lange, tykke slanger, som er så sterke, at de kan drepe endog store dyr ved å slynge seg om dem, og knuse eller kvele dem ved at sammensnøre sine bukter.

Klapperslangene i Amerika og Brilleslangen i Ostindien er meget giftige. I Sydhavet finnes også Hav- eller Søslanger, som leve av småfisk. Ved hjelp av deres sammentrykte hale svømme de bedre enn de øvrige slanger, som dog også alle kunne svømme. Disse vannslanger er ikke over 1½ alen lange og temmelig smale. De historier, som fortelles om hundre alen lange sjøormer, grunne seg vistnok på, at ukyndige Mennesker som oftest av frykt ikke have gitt seg tid og ei heller have vært kaldblodige nok til å undersøke, hva det egentlig har vært, som de i sin forskrekkelse have antatt for å være Søormen. Jeg selv kjenner tre eksempler på, at et svømmende Elsdyr er blitt anseet for å være en overmåte lang Søorm. Forskrekkelsen gjør, som ordspråket lyder, en Myg til en elefant. Fortellingen om, at man her i landet har sett tre, ja seks alen lange Landslanger, samt om at de biter seg i halen og trille seg frem som et hjul, er lutter oppspinn.