118

„I har vist lagt Mærke til, at efter Blomstringen kommer Frugten og Frøene. Blomsternes Bestemmelse er derfor at danne Frugt og Frø. I har vel ogsaa lagt Mærke til, at det er Frugtknuderne, som, efterat Kronbladene og Støvdragerne ere faldne af eller visnede, blive til Kart og derefter om Høsten til modne Frugter. Hvortil har nu da de bortvisnede Dele været nyttige? har de blot været der for Stadsens Skyld? Vi kunne næsten være fristede til at sige dette om de vakkert farvede Kronblade, men aldeles ikke om de smaa Støvdragere. I Aartusinder havde Menneskene seet disse Smaadele i Blomsterne, uden at kjende deres Betydning, indtil for omtrent hundrede Aar siden en ung Svensker, som siden blev den berømteste af alle Naturkyndige, lærte os denne og brugte disse Smaadeles Antal, Stilling og Sammenvoxningsmaade til derefter at ordne alle Planter. Denne berømte Mands Navn var Carl Linné. Han beviste, at, dersom ikke de smaa Celler, som dannes inde i Støvknoppene, komme paa Frugtbørens Ar, saa dannes der i Frugtknuden ingen spiredygtige Frø. Han sluttede deraf, at disse støvfine Celler indeholdt et livsvækkende Stof, og kaldte derfor Støvdragerne Hanner og Frugtbørene, som indesluttede Planteæggene, som siden skulde blive Frø, hvoraf nye Planter fremspire, kaldte han Hunner. Han delte alle Planter i 23 Hobe, som han kaldte Klasser, og Kjendemærket for hver Hob tog han af Hannerne. Enhver Klasse delte han i mindre Hobe, som han kaldte Ordener, og valgte til Kjendemærke for disse Hundelene; Ordnerne delte han igjen i Slægter, og valgte til Kjendemærker for disse Bægerets, Kronens og Frugtens Dannelse, og Slægterne delte han tilsidst i Arter, eftersom de vare forskjellige i Blade, Stengel eller Rod. De Planter, som høre til samme Art, ere hverandre lige næsten i alle Dele, og man kan antage, at de alle nedstamme fra de Planter af samme Slags, som Gud skabte ved Verdens Begyndelse, ligesom alle Mennesker nedstamme fra Adam og Eva. Alle Mennesker høre derfor til en Art. Linné gav alle de Planter, som paa hans Tid vare bekjendte, Navne, og, da det latinske Sprog 119var det mest udbredte blandt alle Europas Lærde, saa gav han dem latinske Navne. Men han gav hver Plante to Navne, hvoraf det første angiver, til hvilken Slægt Planten hører, og det andet til hvilken Art. En saadan Maade at ordne Planter eller andre Ting paa kaldes et System.

Efterat Linné havde gjort sit System bekjendt ved sine Skrifter, var det let for enhver, som vilde undersøge Planterne, at faa vide Navnet paa enhver Plante, som han fandt, dersom den var kjendt og beskreven af Linné. Fra alle Lande strømmede Disciple til den berømte Svensker, og, underviste af ham, reiste de ud i alle Verdens Lande, for at samle, granske og beskrive Jordens Væxter. Paa denne Maade har man nu faaet beskrevet over hundrede tusinde forskjellige Planter, ligefra den mindste Mose og Mug til de største Palmer og Træer. Linné var en meget gudfrygtig Mand, og det bliver vel enhver, som ret gransker Guds Gjerninger. En af de vakreste Planter, som voxer i Nordens Gran- og Furuskove, kaldes Linnæa efter den berømte svenske Naturforsker.

Jeg vil nu vise eder, hvorledes jeg vilde bære mig ad med at finde Navnet paa en Plante, som jeg ikke kjendte. Se, her har jeg en liden Plante; kjender I Navnet paa den? Nei! altsaa søge vi efter den her i Bogen; men det vilde vare længe, inden jeg kunde støde paa Beskrivelsen af just denne Plante, dersom jeg ikke kjendte de Regler, hvorefter Planterne i denne Bog ere ordnede. Jeg undersøger altsaa, til hvilken Klasse denne lille Plante hører. Den har over tyve Støvdragere, som ere fæstede til Bægeret; altsaa staar den i Klassen Bægerhannede, som er Linnés 12te; derpaa ser jeg efter Frugtbærenes Antal og finder, at de ere mange; altsaa søger jeg Planten i Ordenen mangehunnede, som er den sidste i 12te Klasse. Men i denne Orden staa flere Slægter, og nu maa jeg opsøge, til hvilken af disse min Plante hører. Den har ottefliget, fladt Bæger med 4 større og 4 mindre Flige samt 4 Kronblade. Her i Bogen ser jeg, at disse Kjendemærker passe paa Slægten Tormentilla, hvortil den altsaa hører; og jeg ved nu Plantens første eller Slægtsnavn. Til denne Slægt høre to norske Planter, hvoraf den ene har opreist Stengel og den anden en krybende. Hos denne er den opreist; altsaa er det Tormentillen med den oprette Stengel — Tormentilla erecta. Ser I, hvor fort det gik at finde Navnet; det varede ikke 5 Minuter. Her i Bogen kan I læse, at den her i Landet har mange Navne. I Thelemarken og Sætersdalen kaldes den Tepperot, i Hardanger Kipmaur, i Throndhjem Blodrot, paa Voss og Søndmøre Mundskaaldrot. Roden bruges udvortes som blodstillende Middel, indvortes mod Mavesyge og Blodgang. I Gudbrandsdalene bruges den tørrede Stengel og Blade istedetfor The, som smager meget godt, og Planten kaldes der paa nogle Steder Thegræs. —

„Kjender du denne, Thor?“ spurgte Studenten, i det han tog ud af Kassen en stor Plante med store graagrønne Blade, graagule Blomstkroner, som indvendig vare næsten sortfarvede. Hele Planten havde 120en ækel, kvalm Lugt. Thor sagde, at hans Fader havde sagt ham, at den var giftig og havde kaldt den Villerot. „Kan du nu finde, til hvilken Klasse den hører?“ spurgte Studenten. „Den har 5 Støvdragere, og maa vel høre til 5te Klasse“ svarede Gutten; „til hvilken Orden?“ var næste Spørgsmaal; „jeg ser alene en Grifel, som staar paa Spidsen af Frugtknuden; saa maa den vel høre til 1ste Orden,“ var Svaret. „Her har du Bogen! se nu efter i 5te Klasses 1ste Orden, om du blandt Slægterne der kan finde en, hvis Kjendemærker passer paa Villeroten.“ Thor gav sig til at læse Kjendemærkerne paa Slægt efter Slægt, idet han sammenlignede dem med Blomsten af Villeroten; men, da der var saare mange Slægter, som hørte til den Orden, saa gik det svært smaat, og han begyndte at blive utaalmodig; men, just som han var paaveie til at give tabt, læste han om Bulmeurtslægten, at den udmærkede sig ved, at Frøhuset springer op med et Laag, og, da han saa efter længere nede paa Stilken, fandt han næsten modne Frøhuse, som tydelig viste, at de vilde komme til at aabne sig paa den Maade. Han sagde derfor: „Villeroten maa høre til Bulmeurtslægten.“ „Ganske rigtig,“ svarede Studenten, „det var godt gjort. Til denne Slægt hører blot en norsk Art, som Linné kaldte Hyascyamus niger, eller den sorte Bulmeurt, paa Grund af Blomstkronens indvendige Farve. I Bogen ser du, at den er meget giftig, og at den forvolder Svimmel, Yrske og Raseri.“ Dermed sluttede Undervisningen for den Dag. Da Børnene gik hjemover, udbrød Thor: „Hadde jeg den Boka, du Sigrid! saa skulde jeg vel bli klok.“ Sigrid mente, at det ikke vilde gaa saa rart med Klogskaben, dersom han ikke havde Studenten til at hjælpe sig, og deri havde Jentungen vistnok ganske Ret.

118

„Dere har vist lagt merke til, at etter blomstringen kommer frukten og frøene. Blomstenes bestemmelse er derfor å danne frukt og frø. Dere har vel også lagt merke til, at det er fruktknutene, som, etter at kronbladene og Støvdragerne er falne av eller visnede, bli til Kart og deretter om høsten til modne frukter. Hvortil har nå da de bortvisnede dele vært nyttige? har de blot vært der for Stadsens skyld? Vi kunne nesten være fristet til å si dette om de vakkert fargede kronblader, men aldeles ikke om de små Støvdragere. I årtusener hadde menneskene sett disse smådeler i blomstene, uten å kjenne deres betydning, inntil for omtrent hundre år siden en ung svensker, som siden ble den berømteste av alle Naturkyndige, lærte oss denne og brukte disse smådelers antall, stilling og Sammenvoxningsmaade til deretter å ordne alle planter. Denne berømte Mands navn var Carl Linné. Han beviste, at, dersom ikke de små celler, som dannes inne i Støvknoppene, komme på Frugtbørens Ar, så dannes der i fruktknuten ingen spiredyktige frø. Han sluttet derav, at disse støvfine celler inneholdt et livsvekkende stoff, og kalte derfor Støvdragerne hanner og Frugtbørene, som indesluttede planteeggene, som siden skulle bli frø, hvorav nye planter fremspire, kalte han hunner. Han delte alle planter i 23 Hobe, som han kalte klasser, og kjennemerket for hver hop tok han av hannene. Enhver klasse delte han i mindre Hobe, som han kalte ordener, og valgte til kjennemerke for disse Hundelene; Ordnerne delte han igjen i slekter, og valgte til kjennemerker for disse Bægerets, Kronens og fruktens dannelse, og slektene delte han til sist i arter, ettersom de var forskjellige i Blade, stengel eller rot. De planter, som høre til samme art, er hverandre like nesten i alle dele, og man kan anta, at de alle nedstamme fra de planter av samme Slags, som Gud skapte ved Verdens begynnelse, likesom alle Mennesker nedstamme fra Adam og Eva. Alle Mennesker høre derfor til en art. Linné ga alle de planter, som på hans tid var bekjente, navn, og, da det latinske språk 119var det mest utbredte blant alle Europas Lærde, så ga han dem latinske navn. Men han ga hver plante to navn, hvorav det første angiver, til hvilken slekt planten hører, og det andre til hvilken art. En sådan måte å ordne planter eller andre ting på kalles et system.

Etter at Linné hadde gjort sitt system bekjent ved sine skrifter, var det lett for enhver, som ville undersøke plantene, at få vite navnet på enhver plante, som han fant, dersom den var kjent og beskrevet av Linné. Fra alle land strømmet disipler til den berømte svensker, og, underviste av ham, reiste de ut i alle Verdens land, for å samle, granske og beskrive Jordens vekster. På denne måte har man nå fått beskrevet over hundre tusen forskjellige planter, like fra den minste Mose og mug til de største Palmer og trær. Linné var en meget gudfryktig mann, og det blir vel enhver, som rett gransker Guds gjerninger. En av de vakreste planter, som vokser i Nordens Gran- og furuskoger, kalles Linnæa etter den berømte svenske naturforsker.

Jeg vil nå vise dere, hvorledes jeg ville bære meg ad med å finne navnet på en plante, som jeg ikke kjente. Se, her har jeg en liten plante; kjenner dere navnet på den? Nei! altså søker vi etter den her i boken; men det ville vare lenge, innen jeg kunne støte på beskrivelsen av just denne plante, dersom jeg ikke kjente de regler, hvoretter plantene i denne bok er ordnede. Jeg undersøker altså, til hvilken klasse denne lille plante hører. Den har over tyve Støvdragere, som er fæstede til begeret; altså står den i klassen Bægerhannede, som er Linnés 12te; derpå ser jeg etter Frugtbærenes antall og finner, at de er mange; altså søker jeg planten i ordenen mangehunnede, som er den siste i 12te klasse. Men i denne orden stå flere slekter, og nå må jeg oppsøke, til hvilken av disse min plante hører. Den har ottefliget, flatt beger med 4 større og 4 mindre Flige samt 4 kronblader. Her i boken ser jeg, at disse kjennemerker passe på slekten Tormentilla, hvortil den altså hører; og jeg vet nå Plantens første eller slektsnavn. Til denne slekt høre to norske planter, hvorav den ene har oppreist stengel og den annen en krypende. Hos denne er den oppreist; altså er det Tormentillen med den opprette stengel — Tormentilla erecta. Ser dere, hvor fort det gikk å finne navnet; det varte ikke 5 minutter. Her i boken kan dere lese, at den her i landet har mange navn. I Thelemarken og Sætersdalen kalles den tepperot, i Hardanger Kipmaur, i Throndhjem Blodrot, på Voss og Søndmøre Mundskaaldrot. Roten brukes utvortes som blodstillende middel, innvortes mot mavesyke og blodgang. I Gudbrandsdalene brukes den tørrede stengel og Blade i stedet for te, som smaker meget godt, og planten kalles der på noen steder Thegræs. —

„Kjenner du denne, Thor?“ spurte studenten, i det han tok ut av kassen en stor plante med store grågrønne Blade, grågule Blomstkroner, som innvendig vare nesten sortfargede. Hele planten hadde 120en ekkel, kvalm lukt. Thor sa, at hans far hadde sagt ham, at den var giftig og hadde kalt den Villerot. „Kan du nå finne, til hvilken klasse den hører?“ spurte studenten. „Den har 5 Støvdragere, og må vel høre til 5te klasse“ svarede Gutten; „til hvilken orden?“ var neste spørsmål; „jeg ser alene en griffel, som står på Spidsen av fruktknuten; så må den vel høre til 1ste orden,“ var svaret. „Her har du boken! se nå etter i 5te Klasses 1ste orden, om du blant slektene der kan finne en, hvis kjennemerker passer på Villeroten.“ Thor ga seg til å lese kjennemerkene på slekt etter slekt, idet han sammenlignet dem med blomsten av Villeroten; men, da der var såre mange slekter, som hørte til den orden, så gikk det svært smått, og han begynte å bli utålmodig; men, just som han var paaveie til å gi tapt, leste han om Bulmeurtslægten, at den utmerket seg ved, at frøhuset springer opp med et Laag, og, da han så etter lenger nede på stilken, fant han nesten modne frøhus, som tydelig viste, at de ville komme til å åpne seg på den måte. Han sa derfor: „Villeroten må høre til Bulmeurtslægten.“ „Ganske riktig,“ svarte studenten, „det var godt gjort. Til denne slekt hører blot en norsk art, som Linné kalte Hyascyamus niger, eller den sorte bulmeurt, på grunn av Blomstkronens innvendige farge. I boken ser du, at den er meget giftig, og at den forvolder Svimmel, Yrske og raseri.“ Dermed sluttet undervisningen for den dag. Da barna gikk hjemover, utbrøt Thor: „Hadde jeg den boka, du Sigrid! så skulle jeg vel bli klok.“ Sigrid mente, at det ikke ville gå så rart med klokskapen, dersom han ikke hadde studenten til å hjelpe seg, og deri hadde jentungen vistnok ganske rett.