Hos alle Folkeslag finde vi gamle Sagn om Verdens Tilblivelse. De ere tidt meget urimelige, men indeholde dog ofte Spor af Sandheden. Dette er især Tilfældet med vore Forfædres Gudesagn, skjønt ogsaa disse indeholde mange urimelige Fabler. — De ere samlede i to islandske Bøger, der kaldes den ældre og den yngre Edda eller Oldemoder. Den første indeholder Digte, den anden Fortællinger; hin er samlet af en lærd Præst Sæmund Sigfussøn Frode eller den Lærde, den anden af den berømte islandske Historieskriver Snorre Sturlassøn. Det første af Digtene i den ældre Edda kaldes Vøluspaa eller Spaakvindens Tale, der fortæller om Verdens Tilblivelse omtrent paa følgende Maade, saaledes som det er samlet og sammensat af Skolemanden Ole Vig.
„I Tidens Ophav var ei Sand eller Sø eller svale Bølger. Intetsteds fandtes Jord eller Himmel, men kun et svært Dyb uden Græs. Dette Dyb kaldtes Ginunga-Gap. Nordenfor det var Skodde-Hjemmet, hvor en styg Drage boede; men mod Syd laa Ildens Verden fuld af Lys og Luer. Surt kaldtes han, som vogtede den med sit Flammesværd. Dybt nede i Skoddehjemmet udsprang en Edderkilde, hvorfra tolv Elve strømmede ud. Disse frøs omsider til, saa at Dybet lidt efter lidt fyldtes af Isklumper og Rim; men søndenfra kom Ildgnister flyvende. Varmen og Kulden mødtes da midt i Gabet, og derved avledes en uhyre Rise eller Jøtun, ved Navn Ymer, tilligemed en Ko. Ymer levede af Koens Melk og blev Stamfader til Jøtnerne eller Rimturserne; men Koen nærede sig ved at slikke de salte Rimklumper. Som den nu slikkede, kom der op af Stenen en Mand ved Navn Bure; han var stor og stærk og fager at se til. Hans Søn Bør fik igjen tre Sønner: Odin, Vile og Ve, og fra Odin nedstammede Aserne, der siden styrede Himmel og Jord.