Læreplanatlas
Andet SkoletrinAnden Afdeling. Fædrelandet.

85. Kristian Fredrik.

77

Fire Dage efterat Kielerfreden var kommen istand, skrev Kong Fredrik den Sjette et Brev til Nordmændene, og i dette løste han dem fra den Troskabsed, de havde svoret ham, og 78bad dem med Orden og Rolighed at gaa over til den svenske Konge. Kristian Fredrik, den danske Konges Sødskendebarn og hans Arving til det danske Rige, var den Tid Statholder i Norge. Han ønskede nu selv strax at blive udraabt til norsk Konge, og han søgte at faa Nordmændene til at sætte sig mod Svenskerne. For selv at se og høre, hvorledes Stemningen var, gjorde han en Reise til Throndhjem. I Gudbrandsdalene gik Veien paa Isen nedenunder Kringen; her havde Dølerne samlet sig i den Tro, at han ikke vilde reise det navnkundige Mindested om deres Forfædres Seier useet forbi. Det var sent om Kvelden og mørkt, da han kom; derfor var der Blus ved Haanden. Han læste Paaskriften paa Sinclairsmindet og spurgte Mængden, om de ligesom Fædrene vilde vove Liv og Blod for Fædrelandet, og fremsagde, idet han pegte paa Mindesmærket, de sidste Linjer af Sinclairsvisen:

„Ve hver en Nordmand, som ei bliver hed,saa tidt han denne mon skue!“

Da fortælles det, at en gammel Kjærring med en Skjaalygte i Haanden trængte sig frem og raabte: „Aa, lad mig faa se Prindsen, lad mig faa se Prindsen.“ — Prindsen svarede smilende: „Se du Mor, se bare!“ — „Saa du er Kristian Fredrik?“ blev Kjærringen ved og holdt Lygten tæt op til hans Ansigt, som hun stirrede paa, — „det er vakkert Kjød og Blod i dig; men for veik ser du ud til at kunne blive Norges Frelsermand.“

Paa sin Reise fandt Prinds Kristian Fredrik overalt, at Nordmændene vilde værge for Norges Frihed og Selvstændighed. Paa Tilbageveien standsede han ved Eidsvolds Jernværk, og did bød han en Del af Norges dygtigste og fornemste Mænd at møde den 16de Februar, og man kunde skjønne, at han vilde sætte den Mening igjennem, at han nu var ret Arving til Norge, siden Kong Fredrik havde været nødt til at opgive sin Ret til Norges Krone. Professor Georg Sverdrup i Kristiania var ogsaa kaldt til dette Møde; han modtog Budskabet først et Par Timer efter Midnat, Morgenen den 16de Februar, og reiste strax afsted. Da det er over fem Mil fra Kristiania til Eidsvold, kom han did først en god Stund efter Middag. Han havde ikke langt igjen, da Skydsbonden, en gammel ærværdig Bondemand, spurgte ham: „Er du ogsaa af dem, som er kaldte op til Eidsvoldsværket, for at raadslaa med Prindsen?“ — Sverdrup svarede: „Ja.“ — „Skal du være med i dette Lag,“ blev Bonden ved, „da maa du for Guds Skyld ikke give din Stemme til, at Norge gives til Sverige; før vil vi lade bare Kvindfolk og Børn blive hjemme, og alle Mand vil vi gaa til Grændsen; men, hvad du saa end siger eller gjør, saa husk paa, at Gud er med.“ Da Sverdrup naaede Eidsvold, fortalte et Par af de Indbudne, at Prindsen ikke vilde vide af andet end at blive Konge; strax efter blev han kaldt ind til Prindsen. Denne sagde nu til Sverdrup, at han holdt sig for at være ret Arving til Norges Krone. Den gamle Bondes Ord: „Husk paa, at Gud er med“, randt Sverdrup levende i Tanke, og rolig og bestemt svarede han: „Dertil har Deres kongelige Høihed ikke mere Ret end jeg.“ Derpaa lagde han ud for Prindsen klart og overtydende, at, 79da Kong Fredrik uden Ret havde opgivet Norge, kunde Nordmændene ingenlunde gaa ind paa Kielerfreden; men at de nu havde Ret til selv at give sig en Grundlov og at tage den til Konge, som de holdt for dygtigst. — „De har Ret; jeg gaar over til Deres Mening,“ sagde Prindsen; „ja saaledes er det rigtigt. Kom, lad os meddele de andre Herrer dette.“ I det samlede Møde blev det derpaa fastsat, at hvad Kielerfreden indeholdt om Norge, ikke skulde være bindende for Nordmændene, og at en Rigsforsamling skulde møde paa Eidsvold, for at give Norge en Grundlov. Rundt om i Landet blev der derpaa valgt Udsendinge, som paa Folkets Vegne skulde bestemme Landets Skjebne. Eidsvoldsmændene mødte den 10de April 1814, og fem Uger derefter, den syttende Mai 1814, vare de færdige med sit Storværk, Kongeriget Norges Grundlov.