Efter den store nordiske Krig havde Norge og Danmark Fred i 80 Aar. Den franske Revolution (Statsomvæltning) begyndte 1789, og, medens Ufred rasede indenlands i Frankrige, og de fleste europæiske Lande kom med i denne Ufred, vedblev Landefreden i Norge og Danmark, som i den Tid styredes klogt og ypperligt. Handel og Velstand trivedes bedre end nogensinde før, og den største Tilfredshed herskede i de forenede Lande. I Aaret 1807 endte denne lykkelige Tid. Engelskmændene havde faaet Nys om, at Keiser Napoleon og den russiske Keiser Alexander ved Fredsslutningen i Tilsit havde aftalt, at den dansk-norske Flaade skulde gives til Frankrige, som igjen vilde bruge den mod England. De sendte derfor en stærk Hær og Flaade til Øresund og krævede, at de dansk-norske Skibe skulde følge med til England og ligge stille i en engelsk Havn, indtil der blev Fred imellem Frankrige og England. Dette vilde man ikke i Danmark, og Engelskmændene bombarderede da Kjøbenhavn og tog med Magt hele den dansk-norske Flaade med sig. Vi fik nu Krig med England, og paa samme Tid ogsaa med Sverige; saaledes blev Norge udsat for Anfald baade tillands og tilsøs. Søfart og Handel standsede, Pengevæsenet kom i Uorden, det blev Uaar, og, da der heller ikke kom Kornskibe fra Udlandet, blev der Sult og Sygdom i Landet. Værst var det i Aaret 1812; i Mands Minde havde man ikke havt saadant Uaar. Ved Sankthanstid var det saa koldt, at Folk frøs ihjel i Gudbrandsdalene, og alt Kornet paa Agrene frøs aldeles bort fra Fjeld til Fjere over det hele Land. Barkebrød var mangesteds almindelig Mad, og paa samme Tid var Pengene saa ringe af Værdi, at en Papirdaler ikke gjaldt mere end en Sølvtoskilling.

Danmark vedblev fremdeles at holde med Keiser Napoleon, og, da han i Aaret 1812 havde gjort sin uheldige Færd til Rusland, krævede den russiske Keiser og den svenske Kronprinds Karl Johan, som nu holdt sammen med England, at den danske Konge Fredrik den Sjette skulde afstaa Norge til Sverige. Dette nægtedes, og Karl Johan drog da med en stor Hær ind i Holsten og tvang Fredrik den Sjette til at gaa ind paa Freden i Kiel, og her blev den 14de Januar 1814 Norge afstaaet til Sverige. Dermed var det forbi med Foreningen mellem Danmark og Norge, som havde varet i over fire hundrede Aar.

Etter den store nordiske krig hadde Norge og Danmark Fred i 80 år. Den franske revolusjon (statsomveltning) begynte 1789, og, mens ufred rasede innenlands i Frankrige, og de fleste europeiske land kom med i denne ufred, vedble landefreden i Norge og Danmark, som i den tid styredes klokt og ypperlig. Handel og velstand trivdes bedre enn noensinne før, og den største tilfredshet hersket i de forenede land. I året 1807 endte denne lykkelige tid. Engelskmennene hadde fått Nys om, at keiser Napoleon og den russiske keiser Alexander ved fredsslutningen i Tilsit hadde avtalt, at den dansk-norske flåte skulle gives til Frankrige, som igjen ville bruke den mot England. De sendte derfor en sterk hær og flåte til Øresund og krevde, at de dansk-norske skip skulle følge med til England og ligge stille i en engelsk havn, inntil der ble Fred imellom Frankrige og England. Dette ville man ikke i Danmark, og engelskmennene bombarderede da Kjøbenhavn og tok med makt hele den dansk-norske flåte med seg. Vi fikk nå krig med England, og på samme tid også med Sverige; således ble Norge utsatt for anfall både tillands og til sjøs. Søfart og handel stanset, Pengevæsenet kom i uorden, det ble uår, og, da der heller ikke kom kornskip fra utlandet, ble der sult og sykdom i landet. Verst var det i året 1812; i Mands Minde hadde man ikke hatt sådant uår. Ved sankthanstid var det så kaldt, at folk frøs ihjel i Gudbrandsdalene, og alt kornet på Agrene frøs aldeles bort fra Fjell til Fjere over det hele land. Barkebrød var mangesteds alminnelig mat, og på samme tid var pengene så ringe av verdi, at en Papirdaler ikke gjaldt mer enn en Sølvtoskilling.

Danmark vedble fremdeles å holde med keiser Napoleon, og, da han i året 1812 hadde gjort sin uheldige ferd til Rusland, krevde den russiske keiser og den svenske Kronprinds Karl Johan, som nå holdt sammen med England, at den danske Konge Fredrik den Sjette skulle avstå Norge til Sverige. Dette nektedes, og Karl Johan drog da med en stor hær inn i Holsten og tvang Fredrik den Sjette til å gå inn på freden i Kiel, og her ble den 14de januar 1814 Norge avstått til Sverige. Dermed var det forbi med foreningen mellom Danmark og Norge, som hadde varet i over fire hundre år.