73

Herr Sinclair drog over salten Hav,Til Norrig hans Kurs monne stande;Blandt Gudbrands Klipper han fandt sin Grav,Der vanked saa blodig en Pande.

Herr Sinklair drog over Bølgen blaa,For svenske Penge at stride:Hjælpe dig Gud! Du visselig maaI Græsset for Nordmanden bide.

Maanen skinner om Natten bleg,De Vover saa sagtelig trille:En Havfru op af Vandet steg,Hun spaaede Herr Sinklair ilde.

74„Vend om, vend om, du skotske Mand!Det gjælder dit Liv saa fage;Kommer du til Norrig, jeg siger for sand,Ret aldrig du kommer tilbage.“ —

„Led er din Sang, du giftige Trold!Altidens du spaar om Ulykker;Fanger jeg dig engang i min Vold,Jeg lader dig hugge i Stykker.“

Han seiled i Dage, han seiled i treMed alt sit hyrede Følge,Den fjerde Morgen han Norrig mon se,Jeg vil det ikke fordølge.

Ved Romsdals Kyster han styred til Land,Erklærende sig for en Fiende,Ham fulgte fjorten hundrede Mand,Som alle havde Ondt i Sinde.

De skjændte og brændte, hvor de drog frem,Al Folkeret monne de krænke;Oldingens Afmagt rørte ei dem,De spotted den grædende Enke.

Barnet blev dræbt i Moderens Skjød,Saa mildelig det end smiled;Men Rygtet om denne Jammer og NødTil Kjernen af Landet iled.

Baunen lyste, og Budstikken løbFra Grande til nærmeste Grande;Dalens Sønner i Skjul ei krøb,Det maatte Herr Sinklair sande.

„Soldaten er ude paa Kongens Tog.Vi maa selv Landet forsvare —Forbandet være det Nidings-Drog,Som nu sit Blod vilde spare!“

De Bønder af Vaage, Lesje og Lom,Med skarpe Øxer paa Nakke,I Bredebygd tilsammen kom,Med Skotten vilde de snakke.

Tæt under Lide der løber en Sti,Som man monne Kringen kalde;Laugen skynder sig der forbi,I den skal Fienderne falde.

Riflen hænger ei mer paa Væg,Hist sigter graahærdede Skytte;75Nøkken opløfter sit vaade SkjegOg venter med Længsel sit Bytte.

Det første Skud Herr Sinklair gjaldt,Han brøled og opgav sin Aande;Hver Skotte raabte, da Obersten faldt:„Gud fri os fra denne Vaande!“

„Frem Bønder! Frem, I norske Mænd!Slaar ned, slaar ned for Fode!“Da ønsked sig Skotten hjem igjen,Han var ei ret lystig tilmode.

Med døde Kroppe blev Kringen strøet,De Ravne fik nok at æde;Det Ungdomsblod, som her udflød,De skotske Piger begræde.

Ei nogen levende Sjel kom hjem,Som kunde sin Landsmand fortælle,Hvor farligt det er at besøge dem,Der bo blandt Norriges Fjelde.

End kneiser en Støtte paa samme Sted,Som Norges Uvenner mon true.Ve hver en Nordmand, som ei bliver hed,Saa tidt hans Øine den skue!

73

Herr Sinclair drog over salten hav,Til Norrig hans kurs monne stande;Blant Gudbrands klipper han fant sin grav,Der vanket så blodig en panne.

Herr Sinklair drog over bølgen blå,For svenske penger å stride:Hjelpe deg Gud! Du visselig måI gresset for nordmannen bite.

Månen skinner om natten bleg,De Vover så saktelig trille:En havfrue opp av vannet steg,Hun spådde herr Sinklair ilde.

74„Vend om, vend om, du skotske mann!Det gjelder ditt liv så fage;Kommer du til Norrig, jeg sier for sand,Rett aldri du kommer tilbake.“ —

„Led er din sang, du giftige troll!Altidens du spår om ulykker;Fanger jeg deg engang i min vold,Jeg lader deg hugge i stykker.“

Han seilte i dager, han seilte i treMed alt sitt hyrede følge,Den fjerde morgen han Norrig mon se,Jeg vil det ikke fordølge.

Ved Romsdals Kyster han styrte til land,Erklærende seg for en fiende,Ham fulgte fjorten hundre mann,Som alle hadde Ondt i sinne.

De skjændte og brente, hvor de drog frem,All folkerett monne de krenke;Oldingens avmakt rørte ei dem,De spottet den gråtende enke.

Barnet ble drept i Moderens Skjød,Så mildelig det enn smilte;Men ryktet om denne jammer og nødTil Kjernen av landet iled.

Baunen lyste, og Budstikken løpFra Grande til nærmeste Grande;Dalens sønner i skjul ei krøp,Det måtte herr Sinklair sande.

„Soldaten er ute på Kongens Tog.Vi må selv landet forsvare —Forbandet være det Nidings-drog,Som nå sitt blod ville spare!“

De bønder av Vaage, Lesje og Lom,Med skarpe økser på nakke,I Bredebygd tilsammen kom,Med skotten ville de snakke.

Tett under Lide der løper en sti,Som man monne Kringen kalle;Laugen skynder seg der forbi,I den skal fiendene falle.

Riflen henger ei mer på vegg,Hist sikter graahærdede Skytte;75Nøkken oppløfter sitt våte skjeggOg venter med lengsel sitt bytte.

Det første skudd herr Sinklair gjaldt,Han brølte og oppga sin ånde;Hver skotte ropte, da Obersten falt:„Gud fri oss fra denne vånde!“

„Frem bønder! Frem, dere norske menn!Slår ned, slår ned for Fode!“Da ønsket seg skotten hjem igjen,Han var ei rett lystig tilmode.

Med døde kropper ble Kringen strødd,De ravner fikk nok å ete;Det Ungdomsblod, som her udflød,De skotske piker begræde.

Ei noen levende sjel kom hjem,Som kunne sin landsmann fortelle,Hvor farlig det er å besøke dem,Der bo blant Norriges fjell.

Enn kneiser en støtte på samme sted,Som Norges uvenner mon true.Ve hver en nordmann, som ei blir het,Så titt hans øyne den skue!