Bele var Konge i Sogn i Norge. Hans Kongsgaard stod paa Syrstrand i Sogn nær ved Baldershage; saaledes kaldtes et Tempel eller Hov, som var bygget der for Guden Balder. Beles Sønner hed Helge og Halfdan; de slægtede ikke paa Faderen og var lidet omtykte. Beles Datter var Ingebjørg den Fagre. Ligeoverfor Baldershagen paa den anden Side af Fjorden boede Kong Beles gamle Ven, Bonden Thorstein Vikingssøn, paa Gaarden Framnes. Thorsteins Søn Fridthjof var godt likt af alle; han var stor og vakker og den første i alle Idrætter. Formedelst sin Raskhed og sit Mod kaldtes han med Tilnavnet den Frøkne, det vil sige den Uforfærdede. Fridthjof og Ingebjørg fostredes hos Bonden Hilding, og de lagde tidlig Elsk til hinanden. Kong Bele og Thorstein døde paa samme Tid; Beles Sønner tog da Kongedømmet, og Fridthjof drog om paa Vikingstog, samlede sig store Rigdomme, øvede navnkundige Idrætter, og han blev ligesaa vennesæl, som Helge og Halfdan vare hadede. Derfor bar Kongerne Avind til ham, og, da Fridthjof friede til deres Søster Ingebjørg, svarede de ham nei og sagde, at han, som bare var Bonde og ikke af Kongsæt, ikke maatte have saa store Tanker. Derpaa fik Kongerne Ufred med den gamle Kong Ring; Fridthjof blev siddende hjemme, mens Kongerne drog i Leding, og, da Brødrene var borte, traf Fridthjof og Ingebjørg ofte sammen; de svor hinanden Troskab og byttede Ringe. Halfdan og Helge vovede ikke at holde Slag med Kong Ring, da han 31havde for mange Folk; derfor tog de ham til Overkonge og lovede ham Søsteren Ingebjorg tilægte. Fridthjof reiste derpaa til Orknøerne, for at kræve Skat for Kongerne hos Jarlen der, og, saasnart Fridthjof var borte, plyndrede og brændte Brødrene hans Gaard, og Ingebjorg maatte holde Bryllup med Kong Ring. Den Guldring, hun havde faaet af Fridthjof, bad hun Helges Kone at give ham igjen.
Fridthjof kom tilbage med Skatten. Han spurgte snart, hvad der var skeet, medens han var borte, og, da han naaede Framnes, sagde han: „Her ser alt svart ud, og her har ingen Venner syslet.“ Han drog strax over til Syrstrand. Kongerne og deres Koner vare i Baldershagen, og her holdt de netop paa at ofre til Balder. Med en tung Pengepung i Haanden gik Fridthjof lige hen til Kong Helge. „Her er Skatten,“ sagde han og slog Pengepungen saa haardt i Ansigtet paa Helge, at to Tænder gik løs i hans Mund. Derpaa fik Fridthjof se, at Helges Kone havde den Guldring om Armen, som han havde givet Ingebjorg. Hun var ifærd med at varme et af Gudebillederne ved Ilden og smøre det med Fedt, som Skikken var ved Ofringer. Fridthjof rev Ringen af hendes Arm, saa hun slap Gudebilledet i Ilden, og snart stod hele Baldershagen i Lue. Fridthjof, som saaledes var Skyld i, at Templet brændte, blev nu varg i véum ¹) eller fredløs, og i tre Aar laa han ude paa Vikingstog i fremmede Lande.