Om de allerældste Tider i vort Folks Liv have vi kun forunderlige og høist upaalidelige Sagn. Man kan altsaa ikke fæste nogen Tro til dem; men de ere dog af stor Vigtighed, saasom de oplyse vore Forfædres Tænkesæt, Tro, Levevis, Sæder og Skikke. Mange af disse Sagn indeholde desuden adskilligt af Sandheden, naar man blot formaaede at udskille det, som er blevet tildigtet, eller hvormed det senere er blevet udsmykket. — Vi dele Sagnene sædvanligvis i Gudesagn og Heltesagn. Om nogle af de første, nemlig Sagnene angaaende Verdens og de første Menneskers Skabelse, skulle vi tale senere; her ville vi blot anføre, at Odin og hans Hustru, 22Frigg, raadede som Konge og Dronning for baade Guder og Gudinder, Mennesker og Alfer. Nærmest Odin kom hans Søn Thor, Tordenens Gud og alle onde Jetters eller Jøtners værste Fiende. Balder, Fromhedens Gud, var næst Thor, og Njørd, Vindenes Gud, Frøy, Veirligets Gud, Tyr, Krigens Gud, Brage, Digtekunstens Gud, Heimdal, Himmelens Vogter, og Forsete, Balders Søn og Gud for Ret og Retfærdighed, vare Hovedguderne i Asgaard, Gudernes Verden. Foruden Frigg maa nævnes blandt Gudinderne eller Asynjerne Frøyja, Skjønhedens og Kjærlighedens Gudinde, og Saga, Sagnets og Fortællingens vise Asynje. — Forunderlige, men meget dybsindige ere vore Forfædres Sagn om Træet Yggdrasill, Billedet paa Verdens Opholdelse, om Gudernes og Heltenes Kampliv i Valhall, om deres Feider med Jøtner og de fæle Uhyrer Midgardsormen og Fenrisulven, om den sidste Verdenskamp og Altings Undergang ved Ragnarøkk, hvilket betyder Gudernes Mørke, og endelig om de Godes Gjenoplivelse og Gjenforening i det salige Gimle hos „den Mægtige, som raader for alt.“ — Det er vel værd at høre de faa og forstandige Ord, som Ole Vig herom har udtalt: „Vi se allesammen ret godt, at vore Forfædres Tro i mangt og meget var saare fabelagtig, og at vi skylde Vorherre stor Tak, fordi han i sin Naade lod Kristendommens Lys komme hid til vore Landemærker. Men endda tør vi nok sige, at faa eller ingen af Hedningefolkene havde en saapas Tro som Nordboernes, og at der i den er bevaret mangt et lidet Glimt af Sandhedens Lys. Igjennem alle vore eventyrlige Gudesagn gaar der nemlig en sand Grundtanke, og det er den, at Mennesket saavelsom Verden er skabt og opholdes og styres af en usynlig Magt; at den første lykkelige Tilstand forsvandt, og Freden omskiftedes med Strid; at Døden kun er Gjennemgang til et herligere Liv for dem, der agte paa Gudernes Vilje og Velbehag, og at der vil komme en Ende for de timelige Ting, men ogsaa en Opstandelse og en Regnskabsdag, da alt det Gode og Onde skal skilles ad for evig. Sandelig slige Tanker ere ikke at foragte! — Især maa vi her dvæle ved den Grundsandhed, der øiensynlig traadte stærkest frem af alle, nemlig at der er to Slags Magter til i Verden, onde og gode, og at de første ikke skulde have Lov til at raade, som de vilde, men daglig burde bekjæmpes, indtil de styrtede sammen i Helvede. Saalænge Verden stod, gjaldt det Kamp uden Stilstand, og saa længe øvede Odins Kjæmper sig i Valhall til det sidste store Slag mellem Guderne og deres Fiender; men, naar Slaget var endt, var Ondskaben magtesløs, og Glæden og Freden evig i det guldtakte Gimle. Denne Tro paa det lystige Kampliv og „den evige Glæde,“ og Haabet om det Godes endelige Seier gav den nordiske Hedning Mod til at se Døden i Øinene som en Mand, ja endog falde med Glæde. Han ofrede gjerne Livet; for han troede, at han vilde faa det herligere igjen, og betragtede Døden kun „som Midten deraf.“
Vi ville nu, før vi gaa over til vort Lands sandfærdige Historie, høre nogle af disse Gude- og Heltesagn og begynde da med et Par Sagn om den af Guderne, som vore Forfædre satte øverst: Tordenguden Thor.