17

Den samme Georg Washington, fra hvis Drengeaar vi alt have hørt en Historie, sad engang som General og Præsident til Bords med flere af sine Officerer og høie Embedsmænd. Da udstødte en af disse en Ed. Washington lagde Kniv og Gaffel fra sig, saa ham stivt i Ansigtet, saa at han slog sine Øine ned, og sagde derpaa: „Jeg troede, vi ansaa os selv for kristne Folk.“

I England levede engang en from Mand, som hed Howe. I et stort og fornemt Selskab hørte han en Adelsmand med skrigende Røst rose Kong Karl den Første og bekræfte sin Lovtale med stygge Eder. Med dæmpet, men fast Stemme bemærkede Howe: „Men en stor Dyd hos denne Konge har I dog glemt.“ „Hvilken da?“ spurgte hin ærgerlig. „At man aldrig hørte ham bande eller sværge,“ var det beskjæmmende Svar. Hin Adelsmand bandede sandsynligvis ganske uden Anledning og af Vane, og af det Slags Folk gives der endnu den Dag i Dag mange. Men det er ugudeligt saaledes at misbruge Guds hellige Navn, og ingen sand Kristen forsynder sig paa den Maade.

En from Fyrste sagde ogsaa ved en vis Leilighed: „Der gives ikke den Fornøielse i Verden, der er saa stor, at man for dens Skyld skulde ville sværge en eneste Gang.“ Og jeg tør sige, at, var jeg Bonde, vilde jeg aldrig betro mine Dyr til nogen, der pleiede at bande. Thi ligesaa vist, som Banden kommer fra et ugudeligt Hjerte, ligesaa vist bestyrker den ogsaa Ugudelighed og Raahed. Se, der staar en tungt belæsset Vogn fast i et Hul i Veien; Kjøreren har maset sig træt med Slag og Skraal; Hestene have mistet Mod og Lyst og ville ikke mere trække. Nu laver han sig netop til nye Eder og nye Forbandelser. Da træder en ærlig Bonde til og siger: „Jeg vil i Guds Navn hjælpe dig. Men læg din Svøbe bort og hold din Mund, dersom du ikke har andet end Forbandelser i den.“ Han staar slukøret, og, førend han kan besinde sig, griber Bonden en Stør, letter under med, raaber til Hestene, og i et Nu trække de Vognen afsted.

Hvilken Stilling i Verden du end indtager, saa — dersom du hører nogen i din Nærhed bande, sværge eller paa anden Maade at tage Guds Navn forfængeligt, ja saa fortæl ham noget af, hvad jeg nu har fortalt dig! Eller gjør, som hin Reisende gjorde, da en raa Kudsk pegte paa den ene Hest og sagde: „Se bare! Svarten mærker, hver Gang jeg bander den.“ „O ja,“ svarede Herren i Vognen: „Han deroppe mærker det ogsaa.“ — Mærk dig endnu et: Du maa ikke tro, at du, fordi du afholder dig fra Banden og Sværgen, opfylder det andet Bud. Du skal ogsaa i al din Nød og Modgang paakalde Guds hellige Navn, bede, love og takke; thi saa lyder den første Bøn i Fadervor: „Helliget vorde dit Navn!“

17

Den samme Georg Washington, fra hvis Drengeaar vi alt have hørt en historie, satt engang som general og president til Bords med flere av sine offiserer og høye embetsmenn. Da utstøtte en av disse en Ed. Washington la kniv og gaffel fra seg, så ham stivt i ansiktet, så at han slo sine øyne ned, og sa derpå: „Jeg trodde, vi anså oss selv for kristne folk.“

I England levde engang en from mann, som het Howe. I et stort og fornemt selskap hørte han en adelsmann med skrikende røst rose Kong Karl den Første og bekrefte sin lovtale med stygge Eder. Med dempet, men fast stemme bemerket Howe: „Men en stor dyd hos denne Konge har dere dog glemt.“ „Hvilken da?“ spurte hin ergerlig. „At man aldri hørte ham bande eller sverge,“ var det beskjemmende svar. Hin adelsmann bandede sannsynligvis ganske uten anledning og av vane, og av det Slags folk gives der ennå den dag i dag mange. Men det er ugudeligt således å misbruke Guds hellige navn, og ingen sann kristen forsynder seg på den måte.

En from fyrste sa også ved en viss leilighet: „Der gives ikke den fornøyelse i verden, der er så stor, at man for dens skyld skulle ville sverge en eneste gang.“ Og jeg tør si, at, var jeg bonde, ville jeg aldri betro mine dyr til noen, der pleide å bande. Thi likeså vist, som banden kommer fra et ugudeligt hjerte, likeså vist bestyrker den også ugudelighet og råhet. Se, der står en tungt belesset vogn fast i et Hul i veien; Kjøreren har maset seg trett med slag og skrål; Hestene har mistet mot og lyst og ville ikke mer trekke. Nå laver han seg nettopp til nye Eder og nye forbannelser. Da trer en ærlig bonde til og sier: „Jeg vil i Guds navn hjelpe deg. Men legg din svøpe bort og hold din munn, dersom du ikke har annet enn forbannelser i den.“ Han står slukøret, og, før han kan besinne seg, griper bonden en stør, letter under med, roper til hestene, og i et nå trekke de vognen av sted.

Hvilken stilling i verden du enn inntar, så — dersom du hører noen i din nærhet bande, sverge eller på annen måte å ta Guds navn forfengelig, ja så fortell ham noe av, hva jeg nå har fortalt deg! Eller gjør, som hin reisende gjorde, da en rå kusk pekte på den ene hest og sa: „Se bare! Svarten merker, hver gang jeg bander den.“ „O ja,“ svarte Herren i vognen: „Han deroppe merker det også.“ — Merk deg ennå et: Du må ikke tro, at du, fordi du avholder deg fra banden og Sværgen, oppfyller det andre bud. Du skal også i all din nød og motgang påkalle Guds hellige navn, bede, love og takke; thi så lyder den første Bøn i fadervår: „Helliget vorde ditt navn!“