19. Smaafuglene paa Juleneget.
„Kom, lille Sisik! følg med! følg med!Et herligt Julekveldsmaal jeg ved.
En fattig Husmand bag Skoven bor;Han gi’r os et Neg iaar som ifjor.
Han eier kun tre; dog gi’r han os et;For Jesu Skyld saa gjør han det.
Og hør du Smaasisik! stur ei saa,Men følg med din Fætter, Spurvengraa!
Jeg kalder mig graa, skjønt jeg ergul;Thi jeg har pyntet mig nu til Jul.
Det fyger høit over Bondens Tag;I Neget sætte vi os imag.
Vi sidde til Ørene op i Mad;Julen gjør ogsaa Smaafugle glad.
Vi fylde Kroen med Julebrød;For os er ogsaa den Frelser fød.“
Saa fløi de Søskendebørn afsted;Om Julekvellen er Lykken med.
Forbi en Skjære de heldigt slap,Som vippede paa en VeirhanesKnap.
Sig Katten listed paa LaavebroOg skottede lystent op til de to.
Men Sulten gjør baade døv ogblind;De styrtede sig paa Neget ind.
Der sad de saa lunt i Sno, i Sne;Kun høiest Stjerne kunde dem se.
Der sad de saa trygt paa den høieStang;Den Julenat blev dem ei for lang.
Der sad de begge til Messetid;Da Klokkerne ringte, saa fløi dedid.
De satte sig paa det høieste Spir;Der stod en Hane af Guld til Sir.
De satte sig paa den Hane af Guld;Der saa de Himlen af Engle fuld.
De hørte, en af Englene kvad:„Glem aldrig, Barnet mit, Tak forMad!“
Da slog det haardt dem, at det varglemt,At sligt er ilde, om end fornemt.
„Vi byde Skjæren og KattenTrods;Vi maa tilbage at takke for os.“
De traf den Husmand i bitterGraad:„Ak — jeg ved ikke min armeRaad.“
Sligt tyktes de Smaafugle altforsvært;De sukked til Gud for sin armeVært.
„O Gud vil vistnok i Naade seTil dig, som gav os et Neg af tre!
For Jesu Skyld du lod os det faa;Vi ere ogsaa Guds Børn, skjøntsmaa.
Vi komme nu for at takke for Mad;Gud gjøre god Fattigmands Hjerteglad!“
19. Småfuglene på juleneket.
„Kom, lille sisik! følg med! følg med!Et herlig julekveldsmål jeg ved.
En fattig husmann bak skogen bor;Han gi’r oss et nek i år som i fjor.
Han eier kun tre; dog gi’r han oss et;For Jesu Skyld så gjør han det.
Og hør du Smaasisik! stur ei så,Men følg med din fetter, Spurvengrå!
Jeg kaller meg grå, skjønt jeg ergul;Thi jeg har pyntet meg nå til jul.
Det fyker høyt over Bondens tak;I neket sette vi oss i mak.
Vi sitter til ørene opp i mat;Julen gjør også småfugler glad.
Vi fylde kroen med Julebrød;For oss er også den Frelser født.“
Så fløy de søskenbarn av sted;Om Julekvellen er lykken med.
Forbi en skjære de heldigt slapp,Som vippede på en værhaneknapp.
Sig katten listet på låvebroOg skottede lystent opp til de to.
Men sulten gjør både døv ogblind;De styrtet seg på neket inn.
Der satt de så lunt i sno, i Sne;Kun høyest stjerne kunne dem se.
Der satt de så trygt på den høyeStang;Den julenatt ble dem ei for lang.
Der satt de begge til Messetid;Da Klokkerne ringte, så fløy dedit.
De satte seg på det høyeste spir;Der stod en hane av gull til Sir.
De satte seg på den hane av gull;Der så de Himlen av engler full.
De hørte, en av englene kvad:„Glem aldri, barnet mitt, takk forMat!“
Da slo det hardt dem, at det varglemt,At slikt er ilde, om enn fornemt.
„Vi byr Skjæren og kattenTrass;Vi må tilbake å takke for oss.“
De traff den husmann i bitterGråt:„Ak — jeg vet ikke min armeRåd.“
Slikt tyktes de småfugler altforsvært;De sukket til Gud for sin armeVært.
„O Gud vil vistnok i nåde seTil deg, som ga oss et nek av tre!
For Jesu Skyld du lot oss det få;Vi er også Guds barn, skjøntsmå.
Vi kommer nå for å takke for mat;Gud gjøre god fattigmanns hjerteglad!“