Naar Herren lærer os at bede: „giv os idag vort daglige Brød,“ saa siger Luther, at hertil skal ogsaa regnes gode Venner og gode Naboer.
Man fortæller om to saadanne Naboer, at de vare usams om et Engstykke; enhver af dem troede, at det tilhørte ham. Da kom en Dag den ene til den anden og sagde: „Nu har jeg bedet Dommerne om at komme sammen og dømme os imellem; vi to have ikke saa megen Forstand paa det Slags Ting, at vi kunne afgjøre vor Strid; kom altsaa og følg mig paa Thinget imorgen.“ Den anden svarede: „Imorgen kan jeg ikke; jeg har netop slaaet mit Hø og maa se til at faa det i Hus.“ Efter at have tænkt sig om en Stund, vedblev han: „Men hør! gaa du alene; forklar Dommerne dine og mine Grunde og bed dem saa dømme os imellem.“ Den anden gik ind paa dette og kom om Aftenen atter til sin Nabo og sagde: „Dommerne sagde, at Engen var din. Gud ske Lov, nu har vi da faaet Ende paa den Sag!“