En rig Mand festligholdt sin femtiaarige Fødselsdag. Hans Børn forærede ham mange forskjellige Ting som Tegn paa sin barnlige Kjærlighed, og hans Kone havde tillavet et velsmagende Maaltid, som skulde nydes i Selskab med nogle gode Venner, der vare indbudne ved denne Leilighed. Bordet 90var smukt prydet og besat med mange Retter. Alt dette forundrede de to yngste Sønner, som ikke før havde været tilstede ved en saadan Fest. — „Undres ikke,“ sagde deres Lærer, som ogsaa var nærværende; „jeg skal imorgen føre eder hen til et Bord, som i Størrelse og Rigdom ikke har sin Lige.“ — Gutterne vare meget nysgjerrige efter at vide, hvad det kunde være for et Bord; men de skulde ikke faa det at vide, før de selv saa det. Den næste Morgen førte Læreren dem ud til et rigtigt vakkert Sted; de kom did, netop som Solen stod op og kastede sine Straaler over Mark og Skov. „O, hvor her er vakkert!“ udbrød begge Børnene. Solen steg høiere, og overalt blev der Liv. Træer og Buske, Urter og Græs sugede Næring af Jorden og Duggen; Fuglene sang og samlede sin Føde paa Grenene og mellem Bladene; Kjør og Faar græssede omkring paa Bakkerne, og et Stykke borte hørte de Slaattefolkene, som hvæssede sine Ljaer. „Se her,“ sagde Læreren, „det store Bord, som jeg lovede at vise eder; det er Naturen, og hver Dag dækker den miskundelige Gud Bordet og besætter det med Mad til alle Skabninger efter deres forskjellige Slags.“ — Da sagde den ene af Gutterne: „Nu først forstaar jeg rigtig det Bibelsprog: „Alles Øine vogte paa dig, Herre, og du giver dem deres Spise i sin Tid. Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velsignelse!“

En rik mann festligholdt sin femtiårige fødselsdag. Hans Børn forærte ham mange forskjellige ting som tegn på sin barnlige kjærlighet, og hans kone hadde tillaget et velsmakende måltid, som skulle nytes i selskap med noen gode venner, der var indbudne ved denne leilighet. Bordet 90var smukt prydet og besatt med mange retter. Alt dette forundret de to yngste sønner, som ikke før hadde vært til stede ved en sådan fest. — „Undres ikke,“ sa deres lærer, som også var nærværende; „jeg skal i morgen føre dere hen til et bord, som i størrelse og rikdom ikke har sin like.“ — Guttene var meget nysgjerrige etter å vite, hva det kunne være for et bord; men de skulle ikke få det å vite, før de selv så det. Den neste morgen førte læreren dem ut til et riktig vakkert sted; de kom dit, nettopp som solen stod opp og kastet sine stråler over Mark og skog. „O, hvor her er vakkert!“ utbrøt begge barna. Solen steg høyere, og overalt ble der Liv. Trær og busker, urter og gress sugde næring av jorden og duggen; Fuglene sang og samlede sin føde på grenene og mellom bladene; Kjør og får græssede omkring på bakkene, og et stykke borte hørte de slåttefolkene, som hvæssede sine ljåer. „Se her,“ sa læreren, „det store bord, som jeg lovede å vise dere; det er naturen, og hver dag dekker den miskunnelige Gud Bordet og besetter det med mat til alle skapninger etter deres forskjellige Slags.“ — Da sa den ene av guttene: „Nå først forstår jeg riktig det Bibelsprog: „Alles øyne vokte på deg, Herre, og du gir dem deres spise i sin tid. Du oplader din hånd og metter alt det, som lever, med velsignelse!“