„Hvor ere alle de Blomstersmaa?“ —Tys! de slumre i Jordens Skjød!Sneen dækker dem hvid og blød.Stille! dem ingen vække maa.Sove lad dem en stakket Tid;Da kommer Foraar med Solskinblid,Nærmer sig sagte den Vintereng,Tager det hvide Teppe fra Seng.

Blaa da hvælver sig Himlen skjøn,Jorden klæder sig lysegrøn,Og da kommer den kjære Gud;Mægtigt lyder hans Faderbud:Vaagner, alle Smaablomster, op!Solen skinner paa Bjergets Top;Solen skinner paa Busk og Tjørn;Vaagner, alle I kjære Børn! —Se, da spire de Blomster smaa,Aabne de smilende Øine blaa.

„Hvor er alle de blomstersmå?“ —Tys! de slumre i Jordens Skjød!Sneen dekker dem hvit og bløt.Stille! dem ingen vekke må.Sove la dem en stakket tid;Da kommer forår med solskinnblid,Nærmer seg sakte den Vintereng,Tar det hvite teppe fra seng.

Blå da hvelver seg Himlen skjønn,Jorden klæder seg lysegrønn,Og da kommer den kjære Gud;Mektig lyder hans Faderbud:Våkner, alle småblomster, opp!Solen skinner på Bjergets topp;Solen skinner på busk og Tjørn;Våkner, alle dere kjære barn! —Se, da spire de blomster små,Åpne de smilende øyne blå.