Efter denne Sørgetid kommer igjen en Glædestid for Herrens Menighed. Fra Fredag Aften til Søndag Morgen laa Jesus i Graven; for denne var lagt en stor Sten; et Segl var sat paa Stenen, og Vagt var stillet om Graven. Men aarle, før Solen stod op, var det store Under skeet; thi, da nogle Kvinder kom til Graven, for at balsamere hans hellige Legeme, fandt de Vagten flygtet, Seglet brudt og Graven tom. Jesus Christus var opstanden fra de Døde. — Dette er den allerglædeligste Begivenhed for Herrens Menighed; thi derved har Jesus vist, at han er Guds Søn og den Herre, hos hvem der er Udgang fra Døden. — Intet Under da, at Paaskefesten altid har været den frydeligste Fest og den, som tidligst blev helligholdt af alle Kirkens Høitider. Som en eneste lang Festtid betragtedes ogsaa den hele Eftertid ligetil den følgende Fest, Pintsen. Man kaldte den Opstandelsens Paaske til Forskjel fra Korsets Paaske, som indbefattede Skjertorsdag og Langfredag. Man hilsede hinanden, naar man mødtes paa Gader eller Veie, med Tilraabet: „Christus er opstanden!“ og fik til Gjensvar: „Ja, Christus er visselig opstanden!“ — Nu helligholdes Festen ligesom Julefesten i to Kirkedage før i tre. Alle Salmer i denne Tid ere Glædessalmer, og som nogle af de vakreste ville vi læse og lære:
Som den gyldne Sol frembryder Gjennem den kulsorte Sky,Og sin Straaleglands udskyder, Saa at Mulm og Mørke fly 2).