54

Vi ere en Nation vi med,Vi Smaa, en Alen lange;Et Fædreland vi frydes ved;Og vi, vi ere mange.Vort Hjerte ved, vort Øie ser,Hvor godt og vakkert Norge er;Vor Tunge kan en Sang blandtflerAf Norges Æressange.

Mer grønt er Græsset intetsteds,Mer fuldt af Blomster vævet,End i det Land, hvor jeg tilfredsHos Far og Mor har levet.Jeg vil det elske til min Død,Ei bytte det, hvor jeg er fød,Om man et Paradis mig bød,Af Palmer oversvævet.

Hvor er vel Himlen mere blaa?Hvor springe vel saa gladeDe Bække, som i Engen gaa,For Blomsterne at bade?Selv Vinteren jeg frydes ved,Saa hvid og klar som strøetmedAl Stjernehimlens HerlighedOg hvide Liljeblade.

Jeg ikke vil for fremmed VaarMin norske Vinter bytte,Og fremmed Slot ei nær forslaarImod min Faders Hytte.Han siger, han er der saa fri,Det ei saa nøie fatte vi;Men noget Godt er vist deri,Som værd er at beskytte.

Gid jeg da snart maa blive stor— Jeg har saalænge biet —At tappert jeg kan værne forMin Faders dyre Frihed!Og skulde nogen vel med MagtFaa Fædrelandet ødelagt?Hvert Liv, min Fader jo harsagt,Er til dets Frelse viet.

Det leve da som Gran og Fyr,De stærke, eviggrønne!Som Stjernerne paa sine Sky’rEr altid lige skjønne!Kom Vaar og Høst, som altid før,Med Blomster for min ModersDør,Med gyldent Korn paa FadersStør,Som vil du dem belønne!

54

Vi er en Nation vi med,Vi Smaa, en alen lange;Et fedreland vi frydes ved;Og vi, vi er mange.Vårt hjerte ved, vårt Øye ser,Hvor godt og vakkert Norge er;Vår tunge kan en sang blantflerAv Norges Æressange.

Mer grønt er gresset intetsteds,Mer fullt av blomster vevet,Enn i det land, hvor jeg tilfredsHos far og mor har levet.Jeg vil det elske til min død,Ei bytte det, hvor jeg er født,Om man et paradis meg bød,Av Palmer oversvævet.

Hvor er vel Himlen mer blå?Hvor springe vel så gladeDe bekker, som i Engen gå,For blomstene å bade?Selv vinteren jeg frydes ved,Så hvit og klar som strøddmedAll Stjernehimlens herlighetOg hvite Liljeblade.

Jeg ikke vil for fremmed vårMin norske vinter bytte,Og fremmed slott ei nær forslårImot min Faders hytte.Han sier, han er der så fri,Det ei så nøye fatte vi;Men noe godt er vist deri,Som verd er å beskytte.

Gid jeg da snart må bli stor— Jeg har så lenge biet —At tappert jeg kan værne forMin Faders dyre frihet!Og skulle noen vel med maktFå fedrelandet ødelagt?Hvert Liv, min far jo harsagt,Er til dets Frelse viet.

Det leve da som Gran og fyr,De sterke, eviggrønne!Som stjernene på sine Sky’rEr alltid like skjønne!Kom vår og høst, som alltid før,Med blomster for min ModersDør,Med gyllent korn på FadersStør,Som vil du dem belønne!