53

Klokkeren besluttede nu at vove et større Foretagende. Han vidste, at to Mil fra Fredrikshald laa der en Flok, for at bevogte en Bro (Enningdalens Bro). Han fik Lyst til at fordrive Fienden derfra; men alene eller sammen med sine to Kammerater kunde han ikke gjøre det. Han gik derfor til Fredrikshald og talte med Peder Kolbjørnsøn om sin Plan. Han tilbød sig at være Veiviser, dersom Kolbjørnsøn vilde skaffe Mandskab. Kolbjørnsøn var strax villig; men han vidste ikke, hvor stærk Fienden var, eller hvorledes han bedst kunde angribe. Han paalagde derfor Klokkeren at indhente Underretning herom, — et Ærinde, som denne udførte med største Nøiagtighed.

Saasnart Kolbjørnsøn havde faaet at vide, hvad han vilde, samlede han en Del Frivillige; Klokkeren paa sin Side fik nogle Bønder med sig. Endelig fik de ogsaa noget Mandskab fra Fæstningen, saa at de ialt vare 200 Mand. Om Eftermiddagen drog de afsted. De delte sig i tvende Hobe; den ene skulde angribe, den anden skulde afskjære Fienden Tilbageveien til Sverige. Denne sidste Hob anførtes af Bonden John Bjørnstad. Alle vare ved godt Mod, og ingen mere end Klokkeren. Han talte hele Tiden om, hvor tappert han vilde kjæmpe, og opmuntrede de andre til at gjøre det samme. Han viste dem Benstier og var altid langt forud, saa Anføreren ofte maatte kalde ham tilbage og forestille ham, at det var nødvendigt at spare paa Kræfterne, til det gjaldt; men han mente, at, om han ogsaa havde ti Mil at gaa i et saadant Ærinde, skulde han ikke blive træt.

I Graalysningen vare de komne saa nær, at de kunde se Fiendens Hovedkvarter. De stillede sig nu i Orden og angreb den svenske Forpost paa 27 Mand; de fleste af disse faldt allerede ved den første Salve. En af de Flygtende sneg sig ned under en Laavebro og skjød Klokkeren en Kugle gjennem Brystet, saa han strax faldt om. En Bonde løb til, for at hjælpe ham; men Klokkeren sagde: „Lad mig ligge i Jesu Navn; — hils min Kone og mine Børn; — jeg er vel fornøiet; — gaa du kun og gjør dit Bedste!“ I det samme opgav han sin Aand. Det Første, Bønderne gjorde, var at skyde hans Banemand; derpaa fore de løs paa de andre, og intet kunde standse dem. De slog ned for Fode, og det varede en god Stund, førend Anføreren kunde faa stagget dem.

Med den kjekke Klokker var intet at gjøre, uden at vise ham den sidste Ære og give ham en hæderlig Begravelse. Den fik han. Hans Lig blev bragt til Id Kirke, hvor Præsten holdt en Ligtale til hans Ære. Alle Mand stod imidlertid med Geværet i Haanden; thi Fienden var i Nærheden. Til Slutning blev der fyret tvende Salver over hans Grav. Men mindes skal Klokkeren i Id, saalænge Nordmænd raade i Norge.

53

Klokkeren besluttet nå å vove et større foretagende. Han visste, at to mil fra Fredrikshald lå der en Flok, for å bevokte en bro (Enningdalens bro). Han fikk lyst til å fordrive fienden derfra; men alene eller sammen med sine to Kammerater kunne han ikke gjøre det. Han gikk derfor til Fredrikshald og talte med Peder Kolbjørnsøn om sin plan. Han tilbød seg å være veiviser, dersom Kolbjørnsøn ville skaffe mannskap. Kolbjørnsøn var straks villig; men han visste ikke, hvor sterk fienden var, eller hvorledes han best kunne angripe. Han paalagde derfor klokkeren å innhente underretning herom, — et ærend, som denne utførte med største nøyaktighet.

Så snart Kolbjørnsøn hadde fått å vite, hva han ville, samlet han en del Frivillige; Klokkeren på sin side fikk noen bønder med seg. Endelig fikk de også noe mannskap fra festningen, så at de i alt vare 200 mann. Om ettermiddagen drog de av sted. De delte seg i tvende Hobe; den ene skulle angripe, den annen skulle afskjære fienden tilbakeveien til Sverige. Denne siste hop anførtes av bonden John Bjørnstad. Alle var ved godt mot, og ingen mer enn klokkeren. Han talte hele tiden om, hvor tappert han ville kjempe, og oppmuntret de andre til å gjøre det samme. Han viste dem Benstier og var alltid langt forut, så anføreren ofte måtte kalle ham tilbake og forestille ham, at det var nødvendig å spare på kreftene, til det gjaldt; men han mente, at, om han også hadde ti mil å gå i et sådant ærend, skulle han ikke bli trett.

I grålysningen var de kommet så nær, at de kunne se Fiendens hovedkvarter. De stillede seg nå i orden og angrep den svenske forpost på 27 mann; de fleste av disse falt allerede ved den første salve. En av de Flygtende snek seg ned under en låvebro og skjød klokkeren en kule gjennom brystet, så han straks falt om. En Bonde løp til, for å hjelpe ham; men klokkeren sa: „La meg ligge i Jesu Navn; — hils min kone og mine barn; — jeg er vel fornøyet; — gå du kun og gjør ditt Bedste!“ I det samme oppga han sin ånd. Det Første, bøndene gjorde, var at skyde hans banemann; derpå fore de løs på de andre, og intet kunne stanse dem. De slo ned for Fode, og det varte en god stund, før anføreren kunne få stagget dem.

Med den kjekke klokker var intet å gjøre, uten å vise ham den siste ære og gi ham en hederlig begravelse. Den fikk han. Hans Lig ble brakt til Id kirke, hvor presten holdt en liktale til hans ære. Alle mann stod imidlertid med geværet i hånden; thi fienden var i nærheten. Til slutning ble der fyret tvende salver over hans grav. Men minnes skal klokkeren i Id, så lenge nordmenn råde i Norge.