Hesten er et vakkert Dyr. Den bliver næsten saa høi som en Mand, dens Krop er bedækket med korte, glindsende Haar. Der gives hvide, graa, røde, brune, blakke, borkede og brogede Heste. De smukkeste ere de arabiske Fuldblodsheste, de hurtigste de engelske Væddeløbere, de stærkeste de engelske Bryggerheste, men de sikreste paa Foden vore egne smaa Fjeldheste. Hesten har et langagtigt 36Hoved, store Tænder, en kjødrig, lang Tunge og aabne Næsebor. Dens Øine ere meget store; Ørene staa lige op og ere let bevægelige. Halsen er længere end Hovedet, noget bøiet og sammentrykket til Siderne. Paa Nakken har den lange nedhængende Haar, som man kalder Man. Kroppen er langstrakt, Brystet bredt og Fødderne slanke og skjønne. Hesten har ikke som Koen to Klover, men en sammenhængende Hornsko, der kaldes Hov. Den hører meget skarpt og ser godt, om det ogsaa er mørkt. Den Lyd, som den udstøder, kaldes Vrinsken eller Knæggen. Den kan trave og galoppere. Ved at bide og slaa bagud med Bagbenene søger den at værge og forsvare sig. Den lærer at kjende sin Herres Stemme ligesom ogsaa den Vei, den engang har gaaet, og den Stald, hvori den engang har faaet Foder. Hesten æder Græs og Hø, men helst Havre. Den holder af at være ren; derfor bliver den børstet eller, som vi kalde det, striglet. Den føres ogsaa i Bad, naar det er varmt. Vi bruge Hesten til at bære og trække. Den trækker baade Stadsvognen og Plougen; den bærer Rytteren i Krigen og vænner sig let til Kanonernes Torden. Kjødet spises ikke meget nu. Vore hedenske Forfædre derimod spiste det meget gjerne og brugte det især ved store Gjæstebud; men de Konger, som indførte Kristendommen her i Landet, forbød Bønderne at spise Hestekjød, og siden har det været ligesom foragtet og afskyet, hvilket dog er meget urigtigt; thi Hestens Kjød er baade nærende og velsmagende. Af Hestens Hud gjøres Læder, og Haarene bruges til Udstopning af Stole, Sofaer, Puder og lignende Ting. Dens Hun kaldes Hoppe og dens Unge Føl. Saa kjær kan Hesten blive sin Eiermand, at den bliver ham ligesom et Barn i Huset. Dette er Tilfældet hos Araberen, som heller vil lide baade Hunger og Tørst end skille sig ved sin kjære Hest, om han endog kunde blive en rig Mand ved Salget.

Hesten er et vakkert dyr. Den blir nesten så høy som en mann, dens kropp er bedekket med korte, glinsende hår. Der gives hvite, grå, røde, brune, blakke, borkede og brokete hester. De smukkeste er de arabiske Fuldblodsheste, de hurtigste de engelske Væddeløbere, de sterkeste de engelske Bryggerheste, men de sikreste på foten våre egne små Fjeldheste. Hesten har et langaktig 36hode, store tenner, en kjødrig, lang tunge og åpne nesebor. Dens øyne er meget store; Ørene stå like opp og er lett bevegelige. Halsen er lenger enn hodet, noe bøyet og sammentrykket til sidene. På nakken har den lange nedhængende hår, som man kaller Man. Kroppen er langstrakt, brystet bredt og føttene slanke og skjønne. Hesten har ikke som Koen to klover, men en sammenhengende Hornsko, der kalles Hov. Den hører meget skarpt og ser godt, om det også er mørkt. Den lyd, som den utstøter, kalles vrinsking eller kneggen. Den kan trave og galoppere. Ved å bite og slå bakut med bakbenene søker den å verge og forsvare seg. Den lærer å kjenne sin Herres stemme likesom også den vei, den engang har gått, og den stall, hvori den engang har fått Foder. Hesten eter gress og Hø, men helst Havre. Den holder av å være ren; derfor blir den børstet eller, som vi kaller det, striglet. Den føres også i Bad, når det er varmt. Vi bruker hesten til å bære og trekke. Den trekker både stasvognen og plogen; den bærer rytteren i krigen og venner seg lett til kanonenes torden. Kjøttet spises ikke meget nå. Våre hedenske forfedre derimot spiste det meget gjerne og brukte det især ved store gjestebud; men de konger, som innførte kristendommen her i landet, forbød bøndene å spise hestekjøtt, og siden har det været likesom foraktet og afskyet, hvilket dog er meget uriktig; thi Hestens kjøtt er både nærende og velsmakende. Av Hestens hud gjøres lær, og hårene brukes til Udstopning av Stole, sofaer, Puder og lignende ting. Dens Hun kalles hoppe og dens unge føl. Så kjær kan hesten bli sin eiermann, at den blir ham likesom et barn i huset. Dette er tilfellet hos araberen, som heller vil lide både hunger og tørst enn skille seg ved sin kjære hest, om han endog kunne bli en rik mann ved salget.