14. Smaabørnenes Morgensang.
Nu titte til hinanden de fagre Blomster smaa,De muntre Fugle kalde paa hverandre;Nu alle Jordens Børn sine Øine opslaa;Nu Sneglen med Hus paa Ryg vil vandre.
Den kjære Gud og Skaber den mindste Orm er nær,Han føder Fugl og Markens Liljer klæder;Dog Menneskenes Børn har han allermest kjær:Gud aander paa Øiet, naar det græder.
Guds Søn var selv et Barn, og paa Krybbestraa han laa;Hans Vugge stod paa Jord foruden Gjænge;Guds Himmeriges Fryd har han lovet de SmaaOg Blomster fra Paradisets Enge.
Guds Søn har os saa kjær; han er Børnevennen stor,Han bærer Barnet op til Gud paa Armen;Han Storm og Hav betvang, da han vandred paa Jord;Men Børnene leged ham ved Barmen.
O du, som os velsigned og tog i Favn de Smaa,En Morgen se vi dig i Paradiset;Du lærte os til Gud vore Øine opslaa, —Evindelig være du lovpriset!
14. Smaabørnenes Morgensang.
Nå titte til hinannen de fagre blomster små,De muntre fugler kalle på hverandre;Nå alle Jordens barn sine øyne oppslå;Nå sneglen med hus på rygg vil vandre.
Den kjære Gud og skaper den minste Orm er nær,Han føder fugl og Markens liljer klæder;Dog Menneskenes barn har han allermest kjær:Gud ånder på øyet, når det gråter.
Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå;Hans Vugge stod på jord foruten Gjænge;Guds Himmeriges fryd har han lovet de SmaaOg blomster fra Paradisets enger.
Guds Søn har oss så kjær; han er barnevennen stor,Han bærer barnet opp til Gud på armen;Han Storm og hav betvang, da han vandret på jord;Men barna lekte ham ved barmen.
O du, som oss velsignet og tok i favn de Smaa,En morgen ser vi deg i paradiset;Du lærte oss til Gud våre øyne oppslå, —Evindelig være du lovpriset!