Et Skib blev stærkt omtumlet af Stormen paa Havet. Endog de flinkeste Matroser bleve rædde; thi de kjendte Faren. Kun Kapteinens otteaarige Søn var ganske rolig. „Er du ikke bange, Jakob?“ spurgte en ham. „Nei,“ svarede Gutten, „Far staar jo til Rors.“
Dette var et vakkert Ord i en Søns Mund. Men nu vor himmelske Fader da! Han staar til Rors, — ja han fører vort Livs Fartøi trygt over det brusende Hav, at det engang kan ankre i Fredens Havn. Lykkelige alle, som stole paa ham!