To Brødre gik en Dag hjem fra Skolen. Pludselig raabte den ene: „Et Slagsmaal! et Slagsmaal! lad os gaa hen og se paa.“ „Nei,“ svarede den yngste, „jeg vil gaa hjem, vi har intet at gjøre med andres Optøier, og vi kan selv let komme ind i Klammeriet.“ — „Du er en Rædhare,“ svarede den ældste og for afsted.
Broderen gik bent hjem; men da han om Eftermiddagen igjen kom paa Skolen, blev han modtagen af sine Kammerater med Latter og Spot over, at han ikke havde turdet gaa hen og se paa Slagsmaalet. Men derom brød han sig ikke det mindste; thi han vidste, at det sande Mod viser man just derved, at man taaler den Spot, som man ikke har fortjent, og at man ikke skal være ræd for noget andet end for Synd. — Faa Dage bagefter vare de samme Gutter ude for at bade sig, og en af dem gik for langt ud i Vandet, saa han var paa Vei til at drukne. Ingen af de andre turde springe ud efter ham; men alle skyndte sig op af Vandet det forteste, de kunde. Ganske sikkert vilde den stakkers Gut nu være druknet, hvis ikke han, som de havde kaldt en Rædhare, just i samme Stund var kommen til. I Hast fik han Klæderne af sig, sprang ud i Vandet og naaede sin synkefærdige Kammerat just i rette Tid, for at redde hans Liv. Med stor Anstrengelse fik han ham i Land, men havde da ogsaa den Glæde, at de andre skammede sig og bekjendte, at han havde mere Mod end de alle tilsammen.