Der var engang en Hyrde. Han havde en stor Flok Faar og Lam under sin Varetægt og var meget omhyggelig for dem. Bleve de syge, pleiede han dem; bleve de trætte, bar han dem ofte paa sine Arme. Hver Nat stengte han dem inde, for at hytte dem mod den graadige Ulv. De havde det allesammen meget godt under denne Hyrde; kun et Lam var ikke tilfreds, og hvorfor? — fordi det vilde gaa sin egen Vei.
Det enfoldige Dyr syntes ikke om at blive indestengt om Natten. „Jeg forstaar ikke,“ sagde det, „hvorfor vi skulle staa indelukkede hele Natten igjennem; saaledes gjør man dog ikke med Hunden; det er rigtig skammeligt, og jeg vil gaa min Vei det første, jeg ser min Kans dertil.“ — Da sagde en gammel klog Sau: „Du er rigtig enfoldig du, stakkers lille Lam! Gaar du, er jeg vis paa, at du kommer til Ulykke.“ „Det vil jeg dog se paa,“ svarede Lammet; thi det vilde endelig gaa sin egen Vei.
Saasnart det lakkede mod Aften, listede det uforstandige lille Dyr sig bort fra de andre og kom ind i en stor Skov. Det varede ikke længe, før en forfærdelig stor Ulv luskede ud af sit Smuthul og hylede gyseligt. Da ønskede det stakkers Lam sig hjemme i sin Fold; men nu var Folden langt borte.
Snart fik Ulven Øie paa Lammet; han greb det i Kjæften og bar det bort til en fæl Hule, hvor han rev det istykker og aad det op. — Saaledes gaar det ofte den Egenraadige. Han vil gaa sin egen Vei; men denne fører ofte til Fordærvelse.