231. Kong Karl laa med en mægtig Hær for Fredrikssteen; men tapre Frederikshald ham er til megen Meen. Hver Borger lagde Værktøi hen, og greb til Sværd, og kjække Peder Colbjørnsen i Spidsen er. De Nordmænd de stride for Norge.
Thi vendte Karl sin Magt saa gram mod Fredrikshald; de Borgere da mødte ham i ringe Tal; men disse slog som norske Mænd for elskte Hjem; og det var Peder Colbjørnsen som førte dem. De Nordmænd de stride for Norge.
Da hug de Nordmænd tunge Hug blandt Fienderne, og Svensken sank som moden Rug for Meiers Lee; men stærkest Meier trættes dog, saa gik det her, saa mange end de Norske slog, der kom alt Fleer. De Nordmænd de stride for Norge.
Thi veeg de for hans Overmagt, som Nordmænd flye, og drog kun bort for uforsagt at slaae paa ny. Kong Karl da over Sines Lig sig baned Vei, og Byens Herre troede sig, men var det ei. De Nordmænd de stride for Norge.
Nu saaes et Syn, som den kun troer, der føle kan, hvad Ild i Nordmands Hjerte boer for Fødeland. Hver Borger stak sit Huus i Brand, og Colbjørnsen var atter her den første Mand ved Tændingen. De Nordmænd de stride for Norge.
At slukke Ilden Fienderne nu stimle hen, men Kugler fløi saa tykt som Snee fra Fæstningen; de Fiender skjalv
230blandt Ild og Sværd, og Norges Mænd; de Norske slogsom om Enhver var Colbjørnsen. De Nordmænd de stridefor Norge.
Høit blussed da mod Skyerne den Lue rød, at Svenskekongenret kan see hans Heltes Død. Da sanded KarlColbjørnsens Ord, hans Folk vil hjem; men Helten Steenstod udenfor, og modtog dem. De Nordmænd de stride forNorge.
Og syvfold blussed Fredrikshald blandt Liig og Blod,oplyste stolt de Svenskes Fald, og Sines Mod; og aldrigbrændte nogen Baun saa skjøn som den, og aldrig uddøeskal dit Navn o Colbjørnsen! Saa stride de Nordmændfor Norge!