Ogsaa i Valders afsides liggende Fjelddale rasede den sorte Død med frygtelig Vælde. Mangen Gaard og eenlig Dal mistede alle sine Beboere, tilvoxte med Skov, og blev aldeles forglemt af de tilbageblevne Indbyggere, og ubekjendt for de indvandrende Nybyggere. Blandt disse fordum beboede, men da øde, Steder vandrede, saa lyder Sagnet, en Skytte for flere Aarhundreder siden omkring for at skyde Ryper. Da han afskjød sin Piil efter en Fugl, som sad i et Træ, hørte han Pilen støde an mod Noget, der gav en forunderlig Klang fra sig. Nysgjerrig nærmede han sig Stedet, og stødte til sin store Forundring paa en gammel Kirke. Ifølge den gjængse Troe, at saadanne Ting strax forsvinder, hvis man ei ved at kaste Staal over samme kan tilintetgjøre Troldommen eller Forblindelsen, greb han flux sit Ildjern, og kastede det over Kirken. Paa det Sted, hvor dette faldt ned, blev siden bygget en Gaard, der, til Minde om denne Begivenhed, den Dag i Dag blev kaldet Ildjarnstad. Efter at denne Forsigtighedsregel var anvendt, besluttede Skytten at undersøge Kirken. Nøglen stod i Kirkedøren, som var halv aaben. Midt paa Gulvet stod en stor Klokke, og ved Alterets Fod 197havde en stor Bamse taget sit Vinterhie. Denne blev fældet af den raske Skytter og dens Hud blev til Minde om denne selsomme Tildragelse ophængt i Kirken, hvor Levninger af en stor sort Bjørnehud endnu findes. I Kirken skal han blandt andre Ting have fundet nogle Billeder, en liden Messingkirke, samt 4 store Klokker og en lille. Mod en af disse havde Skyttens Piil stødt an, og derved foraarsaget den Klang, som gjorde ham opmærksom. Den lille Klokke bruger man endnu, naar Nogen har forvildet sig i Skoven; thi da troer man, at den Forvildede stedse kan høre Klokken, og saaledes igjen komme paa ret Vei. Af de øvrige 4 vilde man føre den største til Hovedkirken; men, da den skulde føres over et Vand, faldt den i samme, „og ei kunde andet ventes, naar man vilde skille den fra dens Søskende.” I klart og stille Veir kan man endnu see den i Vandet; men at faae den op er fast umuligt; thi dertil udfordres 7 kjødelige Brødre, der under Arbeidet ei maae tale et Ord. Engang gjorde 7 Brødre et Forsøg, og havde allerede faaet den op paa Baadkanten, da en af dem udbrød „Gud skee Tak, nu har vi den da;” men i det samme Øieblik dumpede Klokken atter ud i Vandet.
179. Kong Eystein (Østen) og hans Hund Saur. I gamle Dage herskede paa Opland en Konge ved Navn Eystein Illraade, der ved Vaabenmagt bragte Thrønderne under sit Herredømme, og satte sin Søn til deres Regent. Misfornøiede med hans Regimente gjorde Thrønderne Opstand og dræbte Prindsen; men Hævnen udeblev ikke længe; thi snarligen stod Kongen igjen i Landet med en Hær, tugtede Oprørerne, og gav dem Valget mellem at faae sin Hund eller sin Træl til Konge. Thrønderne valgte den første, som Eystein derpaa bibragte 2 Mænds Viisdom, saa at Hunden talte 2 Ord og gjøede det 3die. — Denne nye Hundekonge, der hed Saur, havde mange Hofsinder, som bare ham, naar det var ondt Veir. Hans Bopæl var en Gaard i Indherred, der den Dag i Dag efter ham bærer Navnet Saurshaug. Her levede Saur længe og i Fred, indtil han omkom ved en ulykkelig Hændelse. Han pleiede nemlig selv, omgivet af sit Hof, at vogte sin egen Hjord. Engang blev denne angrebet af en Ulv, og da Saur, opmuntret af sine troløse Betjente iilte sin betrængte Hjord til Hjælp, blev han et Offer for sit Mod; thi Ulven dræbte Kongen paa det Sted, som endnu til Erindring kaldes Værgraaen (Ulvegraven). Ikke langt derfra blev Saur begraven i en Haug, som til et sørgeligt Minde endnu bærer Navn af Jammerhaugen. Denne vises endnu i en lille Dal i Nærheden af Saxhaug Kirke.