157

143. En Konge i Persien havde tre vise Mænd ved sit Hof, af hvilke den ene var fra Indien, den anden var en Græker og den tredie en Araber. Han agtede dem høit for deres Indsigt og Erfarenhed og lod dem ofte komme til sig, for at høre paa deres Samtaler og lære af deres Klogskab og forstandige Raad. Engang, da Talen var om Menneskets lykkelige og ulykkelige Kaar, forelagde han dem det Spørgsmaal, hvilken Tilstand der var den ulykkeligste at være i.

Grækeren sagde: „Det er at blive gammel og lide Nød i sin Alderdom.“

Den indiske Vise derimod meente, det Haardeste var at falde i en langvarig Sygdom og ikke have Taalmodighed til at bære den.

Men Araberen sagde: „det Værste, som kan hændes et Menneske, er at ligge paa Dødssengen og ikke kunne mindes at have gjort noget Godt i sit Liv.“ Denne Mening tiltraadte de andre to og Kongen gav ham ligeledes Ret deri.

157

143. En konge i Persien hadde tre vise menn ved sitt Hof, av hvilke den ene var fra Indien, den annen var en greker og den tredje en araber. Han aktede dem høyt for deres innsikt og erfarenhet og lot dem ofte komme til seg, for å høre på deres samtaler og lære av deres klokskap og forstandige råd. Engang, da talen var om Menneskets lykkelige og ulykkelige kår, forela han dem det spørsmål, hvilken tilstand der var den ulykkeligste å være i.

Grekeren sa: „Det er å bli gammel og lide nød i sin alderdom.“

Den indiske vise derimot mente, det Haardeste var å falle i en langvarig sykdom og ikke have tålmodighet til å bære den.

Men araberen sa: „det Værste, som kan hændes et menneske, er å ligge på dødssengen og ikke kunne minnes å ha gjort noe godt i sitt liv.“ Denne mening tiltrådte de andre to og Kongen ga ham likeledes rett deri.