139. Den berømte Hagen Adelsteen, Konge i Norge, blev engang, paa en Ø, uformodentlig overfalder af Erik Blodøres Sønner. Baade han og hans Folk strede tappert; men de vare samlede i en Hast og altfor faa mod Fienden. Da Eigil, en forfaren Mand, der meest havde opmuntret Hagen til ikke at flye, nu saa, at deres Tapperhed tilsidst maatte bukke under, fandt han paa et Middel, der gav hans Konge Seir over den langt større Mængde.
Bag Fienden laae en Bakke, hvis øverste Kant ragede frem over Hæren. Siden af Bakken, som skakkede ned mod Kamppladsen, var besat med Fiendens Bagtropper; men paa den øverste Kant var ingen. Saasnart Eigil havde opdaget dette, gik han til Kongen og bad ham overlade sig ti Faner og lige saa mange Mand til at bære dem, hver sin. Disse ti Fanedragere førte han ad en Omvei hen bag ved Bakken, hvor han stillede dem saa langt fra hinanden, som Fanerne pleiede at være i en velopstillet Hær.
Da nu enhver var paa sin Plads, befalede han at stikke Fanerne i Veiret paa een Gang og det saa høit, at de kunde sees over Kanten af Bakken og i det samme lod han Folkene gjøre et stort Anskrig. De fiendtlige Bagtropper, som saa Spidsen af Fanerne og troede, at der var en heel Hær bag Bakken, som vilde falde dem i Ryggen, raabte til de forreste. Alle bleve forfærdede, kom i Uorden og tog Flugten. Vel mærkede de omsider, at de vare bedragne, og vilde vende tilbage igjen; men da vare nogle allerede ude paa Skibene, andre langt borte. Angrebet skeede da ei med Eftertryk. De bleve snart adspredte og flyede paa ny. Eigils Mod havde opmuntret Hagen til Strid; hans Snildhed gav ham Seir.