131

112. Omtrent for hundrede Aar siden reiste en Embedsmand i Tydskland til en lille By ved Navn Gattersleben, hvor han skulde møde i en Kommission. Hans store sorte Pudelhund, der var ham meget tro, var uden hans Vidende løben efter ham. Da han nu om Middagen sad tilbords med de andre Herrer i Kommissionen, kom Hunden løbende ind i Salen, opsøgte sin Herre og gjøede meget stærkt i Eet væk. Herren befalede sin Tjener at skaffe Hunden ud af Stuen; men den knurrede og viste Tænder, løb tilbage til sin Herre igjen, gjøede uden Ophør, og trak ham i Kjolen, ligesom for at faae ham op af Stolen.

Man rakte Pudelen et Stykke Kjød; men det vilde den ikke tage, og vedblev derimod at forurolige sin Herre. Tilsidst mærkede denne, at Hunden var vaad; det faldt ham da ind, at der vel maatte være en egen Aarsag 132til Hundens Urolighed, og han reiste sig derfor fra Bordet, og lavede sig til at følge med den. Saasnart han gjorde dette, blev Pudelen rolig, sprang fornøiet frem og tilbage, og løb derpaa ud af Huset, fulgt af sin Herre og det øvrige Selskab, indtil man kom udenfor Porten paa en Bro. Her standsede Hunden, sprang ud i Vandet og svømmede hen til en lille Ø, eller Sandbanke, i Floden.

Imidlertid kom der en lille Pige, paa syv til otte Aar, hen til Selskabet og fortalte grædende, at hendes tre Aars gamle Broder var falden fra Broen ud i Vandet, og at Pudelhunden, som laa paa Broen, var sprungen ud bag efter, havde bidt Broderen ihjel og slæbt ham hen paa Sandbanken. Da man saa derhen, fik man virkelig Øie paa et lille Barn; Pudelen stod og slikkede det, saa af og til over til sin Herre og gjøede, ligesom den ventede paa hans Befaling om at bringe Barnet. Men da Herren dog ikke vilde vove at lade Hunden svømme til Lands med Barnet, hvortil den syntes at have stor Lyst, raabte han over til den: lig stille! Pudelen lagde sig strax ned ved Siden af Barnet og vedblev at slikke det, indtil man kom med en Baad for at hente det.

Man undersøgte nu Barnet og fandt, at Søsterens Fortælling var ganske ugrundet. Hunden var sprungen ud for at redde Drengen, havde holdt ham fast i Klæderne og saaledes slæbt ham op paa den tørre Sandbanke, hvor han bedst kunde bringe ham i Land. Barnet havde ikke faaet mindste Skade, og det beholdt baade Liv og Helsen.

3.

113. En fransk Kavalleri-Officeer, ved Navn Boussanelle fortæller følgende Begivenhed i en Bog, som han har udgivet. Paa en af Regimentets Heste bleve Tænderne i kort Tid saa stumpe, at den hverken kunde tygge Hø eller Havre. To andre Heste, som stadig stode hos den og aad af samme Krybbe, toge sig da af den og underholdt den i hele to Maaneder, i det at de tyggede Høet og Havren og lagde det saa hen for den. Hr. B — siger, at mange vel ikke rigtig ville troe denne Beretning, 133men han forsikrer, at Officererne saavelsom de simple Ryttere i den Eskadron af Regimentet, som han kommanderede, alle have været Vidner til, at det skeede,

131

112. Omtrent for hundre år siden reiste en embetsmann i Tydskland til en lille by ved navn Gattersleben, hvor han skulle møte i en kommisjon. Hans store sorte Pudelhund, der var ham meget tro, var uten hans Vidende løben etter ham. Da han nå om middagen satt til bords med de andre herrer i kommisjonen, kom hunden løpende inn i salen, oppsøkte sin Herre og gjøede meget sterkt i Eet vekk. Herren befalte sin tjener å skaffe hunden ut av stuen; men den knurret og viste tenner, løp tilbake til sin Herre igjen, gjøede uten opphør, og trakk ham i kjolen, likesom for å få ham opp av stolen.

Man rakte Pudelen et stykke kjøtt; men det ville den ikke ta, og vedble derimot å forurolige sin Herre. Til sist merkede denne, at hunden var våt; det falt ham da inn, at der vel måtte være en egen årsak 132til Hundens urolighet, og han reiste seg derfor fra bordet, og lavet seg til å følge med den. Så snart han gjorde dette, ble Pudelen rolig, sprang fornøyet frem og tilbake, og løp derpå ut av huset, fulgt av sin Herre og det øvrige selskap, inntil man kom utenfor porten på en bro. Her stanset hunden, sprang ut i vannet og svømte hen til en lille Ø, eller sandbanke, i Floden.

Imidlertid kom der en lille pike, på syv til åtte år, hen til selskapet og fortalte gråtende, at hennes tre Aars gamle bror var falt fra broen ut i vannet, og at puddelhunden, som lå på broen, var sprunget ut bak etter, hadde bitt broren ihjel og slept ham hen på sandbanken. Da man så derhen, fikk man virkelig Øye på et lille barn; Pudelen stod og slikket det, så av og til over til sin Herre og gjøede, likesom den ventet på hans Befaling om å bringe barnet. Men da Herren dog ikke ville vove å la hunden svømme til Lands med barnet, hvortil den syntes å ha stor lyst, ropte han over til den: lig stille! Pudelen la seg straks ned ved siden av barnet og vedble å slikke det, inntil man kom med en båt for å hente det.

Man undersøkte nå barnet og fant, at Søsterens fortelling var ganske ugrunnet. Hunden var sprunget ut for å redde drengen, hadde holdt ham fast i kledene og således slept ham opp på den tørre sandbanke, hvor han best kunne bringe ham i land. Barnet hadde ikke fått minste Skade, og det beholdt både Liv og helsen.

3.

113. En fransk Kavalleri-offiser, ved navn Boussanelle forteller følgende begivenhet i en bok, som han har utgitt. På en av Regimentets hester ble tennene i kort tid så stumpe, at den hverken kunne tygge Hø eller Havre. To andre hester, som stadig stod hos den og åt av samme krybbe, tok seg da av den og underholdt den i hele to måneder, i det at de tygde høyet og havren og la det så hen for den. Hr. B — sier, at mange vel ikke riktig ville tro denne beretning, 133men han forsikrer, at offiserene saavelsom de simple ryttere i den eskadron av regimentet, som han kommanderte, alle have vært vitner til, at det skjedde,