71. En yndig Maimorgen gik Jacob og Peter ud i Oranienborgskoven; da lod den muntre Gjøg sig for første Gang høre.
„Det er en Lykkefugl,” sagde den overtroiske Jacob; „den spaaer mig Lykke, i det Ringeste en Lomme fuld af Penge.”
„Hvorfor netop Dig?” sagde Peter, der var lige saa overtroisk. „Jeg indseer ikke, hvorfor Du skulde staae i høiere Naade hos Gjøgen, end jeg. Jeg er vel alletider lige saa god som Du, og jeg er over Dig i Skolen; jeg paastaaer, det er mig, som den spaaer Lykke.”
Istedetfor at fryde sig ved den skjønne Morgen, begyndte de at skjændes. Fra Skjældsord kom det til Slagsmaal, og tilsidst løb begge to, ilde tilredte, i største Vrede fra hinanden.
Begge de saarede Drenge traf sammen hos Lægen. Imedens han forbandt dem, fortalte de, hvorledes Striden var opstaaet, og spurgte ham, hvem af dem det vel havde været, som Gjøgen havde spaaet Lykke.
Men Lægen lo og sagde: „Ingen af Eder, I Daarer, men mig. Thi Eder har Gjøgen sendt hjem med blodige Hoveder, men mig skaffer den Penge i Lommen.”
Drengene saa paa hverandre og —?
Norsk Læsebog.