70. Jacob og Anna vare engang ene hjemme. Da sagde Jacob til Anna: „Kom, vi ville søge os noget godt at spise og ret gjøre os tilgode!”
Anna sagde: „naar Du kan føre mig hen paa et Sted, hvor Ingen seer det, saa gaaer jeg med Dig.”
„Nu,” sagde Jacob, „saa kom med i Melkestuen; der ville vi fortære en Skaal fuld sød Fløde.”
Anna sagde: „Der seer Naboen det, som kløver Ved paa Gaden.”
„Saa kom med i Kjøkkenet,” sagde Jacob; „i Kjøkkenskabet staaer der en Potte med Honning. Den vil vi smøre paa Brødet.”
Anna svarede: „der kan Naboens Kone, der sidder ved Vinduet og spinder, see det.”
„Saa vil vi spise Æbler dernede i Kjelderen,” sagde Jacob. „Der er det saa bælmørkt, at vist Ingen kan see os!”
Anna sagde: „O min kjære Jacob! troer Du virkelig, at Ingen seer os der? Kjender Du Intet til hiint Øie hist oppe som trænger gjennem Muren, og seer i Mørket?”
Jacob forskrækkedes og sagde: „Du har Ret, kjære Søster! Gud seer os ogsaa der, hvor intet 80Menneskeøie kan see os. Vi ville derfor intetsteds og ingensinde gjøre ondt.”
Anna glædede sig over, at Jacob lagde hendes Ord paa Hjerte, og skjenkede ham et vakkert Billede; Guds Øie, omgivet af Straaler, var afbildet derpaa og nedenunder stod skrevet:
Betænk mit Barn, at hvor Du er,Gud Herrens Øie Dig dog seer.
Anna forklarede ham Billedet. „Vorherre,” sagde hun, „veed Alt, hvad der skeer. Efter Bibelens Forskrifter veier han Menneskenes Gjerninger paa Vægtskaalen; straffer de Onde med sit hevnende Sværd og belønner de Gode med Fredens Palme i evig Salighed.”
81