1

Børnene vide endnu kun Lidet, og forstaae ikke mange Ting; derfor maae de undervises og lære. Derved blive de forstandige.

Jeg bliver i Skolen underviist af Læreren. Jeg er min Lærer Lydighed og Taknemlighed skyldig. Saalænge jeg undervises, er jeg et Skolebarn eller en Lærling.

Norsk Læsebog.

2Et godt Barn er opmærksomt paa Skolen; det hører kun paa det, som Læreren siger, og tænker kun paa de Ting, som det skal gjøre, eller som det skal begribe og huske.

Et godt Barn gaaer gjerne i Skolen; det er flittigt, ordentligt, reenligt, sædeligt og stille. Det forliges altid med de andre Skolebørn. Det gode Barn kommer aldrig for sildig i Skole, er ikke vild, naar Børnene gaae af Skole, og driver ikke om paa Gaden eller paa Veien eller paa andre Steder, men gaaer lige hjem. Jeg vil være et artigt og lydigt Skolebarn.

2. Den Bog, hvori jeg læser, er skreven for at oplære mig i meget Godt; det er derfor meget gavnligt for mig at læse i den med Opmærksomhed og Eftertanke.

Jeg vil gjøre mig Umage for at forstaae Alt, hvad jeg læser. Naar der er Noget, som jeg ikke forstaaer, saa vil jeg bede min Lærer om at forklare mig det.

Naar jeg saaledes læser paa den rette Maade i denne Bog, og ikke glemmer, hvad jeg har læst, saa faaer jeg gavnlige Kundskaber, og bliver stedse mere forstandig. Ikke 3alle Børn, som undervises, faae gavnlige Kundskaber. Mange forblive uvidende og uforstandige, som før. Hvilke Børn er det?

Endnu er det svært for mig, længe og uafbrudt at være opmærksom; men det vil siden blive lettere for mig, naar jeg blot ikke nu i Begyndelsen vil skye Møie og Anstrengelse. Al Begyndelse er tung; men Enden er desto lettere. Endnu kan jeg heller ikke læse uden at standse imellem; men ved at gjøre mig Umage kan jeg snart bringe det til at læse ganske reent. Da skal det ret glæde mig, og mine Forældre med, at jeg har opnaaet Færdighed i at læse inden i Bog.

3. Jeg kjender min Læsebog, thi jeg veed, hvorledes Titelen lyder. Titelen staaer paa den forreste Side. Paa samme Side staaer ogsaa Navnet paa den By, i hvilken Bogen er trykt, Navnet paa den Boghandler, som sælger den, og det Aar, i hvilket den er trykt (Aarstallet). Jeg kjender min Læsebog ikke blot paa Titelen, men ogsaa paa Bindet, som den er indbunden i.

En Anstalt, hvori der trykkes Bøger, kaldes et Bogtrykkeri. Jeg kjender endnu 4nogle andre trykte Bøger, for Exempel —, —, —.

Førend en Bog trykkes maa den skrives. Den som skriver en Bog, eller først finder paa, hvad der skal staae i den, kalder man Forfatteren til Bogen. Sædvanligviis staaer Forfatterens Navn paa Titelbladet. Ved at trykke en Bog kan man i kort Tid mangfoldiggjøre den flere tusinde Gange. Denne Kunst kaldes Bogtrykkerkunsten.

Enhver Bog bestaaer af flere Ark. Disse Ark blive sammenheftede og derpaa indbundne af Bogbinderen, for at man desbedre kan holde dem i Orden, og tage Vare paa, at ikke et eneste Blad skal forkomme.

4. Da jeg var 1 Aar gammel, kunde jeg endnu ikke gaae, endnu ikke tale og endnu ikke begribe Noget. I mit andet Aar lærte jeg at gaae og at tale; men jeg begreb langtfra ikke Alt, hvad Andre sagde til mig. Nu begriber jeg allerede noget Mere, end dengang.

Mange Børn ville gjerne vide Besked om det, som de ikke forstaae; det fornøier dem at lære noget Nyt. Saadanne Børn kalder man lærvillige Børn.

5I Skolen skal jeg ikke alene lære at læse med Færdighed, men ogsaa at skrive tydeligt og smukt, og at regne hurtigt og uden Feil. Hvo som ikke kan læse Skrift og ikke selv skrive, kommer kun med Møie frem igjennem Verden; og hvo som ikke kan regne, kan i mange Tilfælde ikke hjælpe sig selv, og bliver let bedraget af onde Mennesker. Jeg vil ret alvorlig gjøre mig Umage for at komme til at læse, skrive og regne med Færdighed.

5. Naar jeg er bleven en halv Snees Aar ældre, end jeg nu er, og ikke længer voxer, saa hører jeg til de Voxne. Da er jeg større, end nu, og da er jeg langt forstandigere, ifald jeg nemlig nu ikke er doven, og spilder Tiden, istedetfor at lære Noget og at arbeide. Den, som ingen Ting gjør, af hvad han skal gjøre, er en Lediggjænger; men en Lediggjænger duer ikke til noget, og ham kan ingen Mennesker lige.

Jeg hedder til Fornavn —; min Faders Navn er —; mit hele Navn er —. Jeg kan nævne min Alder, idet jeg siger, hvor mange Aar og Maaneder jeg er gammel.

6. Jeg veed, hvorledes Tiden inddeles. Der hører syv Dage til en Uge; fire Uger og to eller tre Dage udgjør en Maaned.

6Tolv Maaneder, eller 365 Dage, hører der til et Aar. Sex Maaneder kalder man et Halvaar, og tre Maaneder et Fjerdingaar. De tolv Maaneders Navne ere følgende: Januar, Februar, Marts, April, Mai, Juni, Juli, August, September, October, November. December.

Naar 52 Uger eller 12 Maaneder ere henrundne, saa er eet Aar til Ende, og saa begynder et nyt Aar. Den første Dag i et nyt Aar kaldes Nytaarsdag. Paa denne Dag ønske Slægtninge og Venner og Naboer hinanden Held og Glæde i det nye Aar.

Naar hundrede Aar ere forløbne, saa er et Aarhundrede til Ende. Det Aarhundrede, i hvilket vi nu leve, hedder det nittende Aarhundrede. Saaledes kaldes det, fordi vi begynde at tælle Aarene fra det Aar af, da Jesus Christus, Menneskets guddommelige Lærer og Frelser, blev født; men siden dette skete, ere allerede over 1800 Aar, eller over 18 Aarhundreder forløbne.

7. I de fire første Maaneder af Aaret — (hvad hedde de?) — er det meget koldt hos os; der falder Snee, og Vandet fryser, eller bliver til Iis. Denne Tid af Aaret kaldes Vinteren.

Efter denne Tid er det ikke længer saa koldt. Isen smelter, det sneer sjeldnere og 7ikke meget ad Gangen; Bonden pløier og tilsaaer sin Ager; Træerne faae Knopper og siden efter Blade; Frugttræerne staae i Blomster, og paa Marken og i Skoven reise sig ligeledes Blomster, f. Ex. Løvetand og Blaaveis, Hvidveis og Violer; Lærken synger, Svalen og Gjøgen komme. Denne skjønne Aarstid kaldes Vaaren eller Foraaret. I andre Lande varer den henved tre Maaneder; hos os er den kortere: omtrent kun en Maaned.

I Juni, Juli og August brænder Solen stærkt, Luften bliver ofte trykkende hed, man klager over Varme og kommer til at svede. Men Varmen er dog til stor Gavn, thi den bevirker at Kornet paa Marken og Frugterne i Haverne modnes, f. Ex. Ribs, Stikkelsbær, Kirsebær, Pærer, Æbler og Blommer. Denne Tid af Aaret kaldes Sommeren. Om Sommeren plukker man ogsaa Jordbær og Bringebær i Skoven, slaaer Høet og kjører det hjem.

I September og October indsamles Havens og Markens Frugter, og gjemmes saa i Kjelderen og Laden, i Staburet og paa Loftet. Men Kornet er for største Delen allerede blevet skaaret om Sommeren. Nu begynder Træernes Løv at visne. Det taber lidt efter lidt sin muntre grønne Farve, bliver guult og rødligt og falder til Slutningen af. Da bliver det ogsaa eensomt paa Marker og Enge. 8Qvæget søger sin Stald og Mennesket sin Bolig.

Denne Aarstid kaldes Høsten, fordi man indsamler eller høster Guds Gaver for det Aar; men den kaldes ogsaa Efteraaret, fordi Høsten kommer efter Vaaren og Sommeren.

I November og December bliver det atter Vinter, og Nordlyset viser sig med sin prægtige Straalebue paa Himlen.

Der gives altsaa fire Aarstider; hvorledes kaldes de? I hvilken Aarstid befinde vi os nu? Naar er denne Aarstid forbi? Hvilken kommer saa? Hvilken Aarstid er den behageligste?

8. Den, som er sulten, vil spise; den som er tørstig, vil drikke; den, som er falden, vil reise sig; den, som er træt, vil hvile sig. Den, som er nysgjerrig, vil see Alt og vide Alt; den, som er egensindig, vil stedse have sin Villie; den, som er tvær, vil aldrig vise Andre nogen Tjeneste. Den, som er fredsommelig, vil ikke kives med Andre; den, som er medlidende, vil gjerne hjælpe den Ulykkelige; den, som er ærlig, vil betale Enhver hvad han er ham skyldig; den, som er sanddru, vil ikke lyve; den, som er syg, vil gjerne være frisk igjen; den, som er nødlidende, vil gjerne have Hjælp.

Hvo, som Intet veed, bør lære noget; hvo, som er syg, bør være forsigtig med hvad han spiser; 9hvo, som ikke gider arbeide, bør heller ingen Løn have; hvo, som ikke adlyder sine Forældre eller sin Lærer, bør straffes; hvo, som lover noget, bør holde det; hvo, som nyder Godt af Andre, bør være taknemmelig derfor; hvo, som finder Noget, bør ikke skjule, at han har det.

9. Den, som vil være mæt, maa spise; den, som har tilsmudset sig, maa vaske sig; den, som længe vil beholde sine Klæder, maa skaane dem og holde dem rene; den, som vil forblive sund, maa spise og drikke med Maadehold; den, som vil sove godt, maa arbeide flittigt om Dagen, og ikke overlæsse sig med Spise og Drikke. Den, som ikke vil blive vildfarende, maa spørge sig for om Veien; den, som vil komme i rette Tid paa et Sted, maa ikke nøle; den, som vil lære noget, maa være flittig og opmærksom; den, som vil være afholdt af Andre, maa være venlig, oprigtig og tjenstfærdig; den, som vil gjøre sine Forældre Fornøielse, maa være flittig i Skolen, sædelig og lydig hjemme, og artig hos fremmede Folk; den, som vil begribe noget, maa bruge sin Eftertanke. Den, som ikke vil høre, han maa føle.

10. Hvo, som tager mange Penge ind, kan igjen give mange Penge ud, men han kan ogsaa spare noget og lægge op. Hvo, som har lært noget til Gavns, kan stedse finde sit Udkomme. Hvo, som er svag og syg, kan ikke ernære sig selv. Hvo, som er doven og uopmærksom i Skolen, kan ikke lære noget.

1011. Den, som lover noget, skal holde det. Mennesket skal gjøre Guds Villie; Børnene skulle lyde deres Forældre; Tjeneren skal lyde sin Herre. Du skal gjøre din Pligt; hvad der skal gjøres, bør ikke undlades.

Naar vil Du gaae? Naar bør Du gaae? Naar maa Du, naar kan Du, naar skal Du gaae?

12. Jeg hører til en Familie, og denne Familie bestaaer af mine Forældre, mine Sødskende og min Slægt. De, som boe i samme Huus, som vi, ere vore Huusfolk. De, som boe tæt ved os, ere vore Naboer. Hvor boer Gjenboen?

Den, som eier et Huus, er Eiermanden eller Besidderen deraf. Hvo, som ikke selv har et Huus eller en Gaard, maa leie sig en Bopæl i en Andens Huus; det vil sige, at han maa betale aarlig eller halvaarlig en vis Sum Penge til Husets Eiermand, for at have Lov til at beboe en vis Deel af det. Denne Eier hedder saa hans Vært, og Pengene, som han betaler, kaldes Leien.

13. Til en god Bopæl høre lyse og rummelige Værelser, som ikke ere fugtige, og Trapper, som ikke ere mørke eller steile. Kjøkken, Loft og Kjelder maa ogsaa være rummelige, luftige og tørre. Saadanne Huse, hvis Ydermure blot bestaae af Teglsteen, kaldes grundmurede Huse. Et grundmuret Huus kan staae 11i flere hundrede Aar, naar det fra Tid til anden tilbørlig istandsættes (repareres), og det er mindre udsat for at brænde af ved Ildsvaade, end de Huse, hvis Mure ere sammensatte af Tømmer og Muursteen, og som derfor kaldes Bindingsværk.

I mange Bygninger gives der ogsaa en Bolig for Dyrene, nemlig en Stald. Staldene have sjelden Vinduer og aldrig Kakkelovne. Hvorfor ikke? —. I Staldene finder man heller ikke Stole, Borde, Skabe eller Bogreoler. Men i mangen Stald staaer der en Seng. Hvis er den? —.

14. Jeg er et Menneske, thi jeg kan tale; men Dyrene kunne ikke tale. Nogle Fugle, som Skaden og Ravnen, kunne lære at snakke lidt; men de vide ikke hvad de sige. Jeg kan føle og attraae. Jeg har allerede fornummet Smerte, Glæde, Angest, Frygt og Medlidenhed. — Ogsaa Dyrene kunne føle Smerte og Fornøielse: Hunden klynker og piber, naar en anden Hund har bidt den, men den glæder sig, naar den seer sin Herre; Heste og Kjøer, Høns, Gjæs og Ænder ytre Glæde, naar deres Foder bringes dem; et Sviin skriger, naar man slaaer det, og Hunden tuder sommetider ved at trues. — Men jeg kan tilkjendegive min Glæde og min Sorg ved Ord; det kan Dyret ikke gjøre.

Jeg gaaer opreist; jeg kan løfte mit Hoved i Veiret og vende det om til alle Sider. Dyrene gaae nedbøiede mod Jorden og kunne ikke see frit op til Himlen. Jeg kan see, høre, føle, smage og 12lugte. Dette kunne Dyrene ogsaa; de have ligesom Mennesket fem Sandser. Mange Dyr kunne endog see langt skarpere og lugte langt skarpere end Mennesket.

15. Jeg veed, at jeg bruger mine Fødder til at gaae med, mine Øine til at see med, mine Øren til at høre med, min Tunge til at smage med, min Næse til at lugte med, og jeg veed, at jeg har Følelse i alle Lemmer og Ledemod; men et Dyr veed ikke dette.

Jeg kan bruge min Eftertanke; jeg kan udfinde, hvortil man bruger Jern, Kalk, Stene, Træ og utallige andre Ting; men Dyrene kunne ikke saaledes tænke efter over noget.

Jeg kan begribe, hvorfor en Ting maa være saaledes, som den er; f. Ex. hvorfor et Huus har Vinduer, Døre og Skorstene; hvorfor Ovnen og Arnestedet ikke ere af Træ; hvorfor Planterne maa vandes; hvorfor Jorden maa graves; hvorfor mine Sko ere af Læder og ikke af Lærred eller Jern; hvorfor der er en Hank i Potten og en Laas paa Døren. Jeg kan begribe, hvorfor Taget er skraat, hvorfor en Kniv er skarp foran, men sløv bagpaa, hvorfor Gaderne ere brolagte, og hvorfor en Vogn ikke bør have flere end fire Hjul.

Jeg kan indsee, hvorfor jeg ikke altid har Lov til at gjøre, hvad jeg vil; hvorfor jeg skal lyde mine Forældre og mine Lærere; hvorfor jeg bør være flittig, opmærksom, lærvillig og sædelig. Jeg kan indsee, at alle Mennesker skylde Gud en inderlig Taknemlighed. Jeg kan forstaae hvad disse Ord betyde: Norge, Verden; Dyr, Plante; Had, Kjærlighed; Straf, Belønning; foruden mange andre Ord, for Exempel —, —, —.

13Jeg bemærker, at Bordet og Bænken ligne hinanden, og veed ogsaa, hvori denne Lighed bestaaer. Jeg bemærker, at begge ere gjorte af Træ, at begge kunne slides ved en længere Brug, begge brænde, naar de komme i Ilden (ere brændbare), og begge have Fødder. Men jeg indseer ogsaa, at begge ere hinanden ulige, eller forskjellige fra hinanden; thi jeg bemærker ved den ene af disse Ting adskilligt, som ikke findes ved den anden, f. Ex. —, —.

Rosen ligner Lilien. Begge ere nemlig Blomster; begge sidde paa en Stilk, have grønne Blade og en Rod nede i Jorden; begge fremkomme af en Knop; begge have en behagelig Lugt og en skjøn Farve; begge blomstre i nogen Tid, hvorpaa de visne Men Rosen er ogsaa forskjellig fra Lilien. Rosen voxer paa en Busk, Lilien paa en blødere Stengel; Rosen har Torne, men Lilien har ingen Torne; Rosen har brede og runde Blade, Lilien har langagtige og smallere Blade; Rosen er for det meste rød, Lilien for det meste guul eller hvid. Jeg har nu sammenlignet Rosen og Lilien, idet jeg angav baade Lighed og Ulighed imellem dem. Dette kan Dyrene ikke, thi de have ingen Forstand.

Saaledes kan jeg ogsaa finde Lighed og Ulighed imellem en Hest og en Ko, imellem en Hane og en Spurv, imellem Solen og Ilden, nemlig —, —, —.

Jeg kjender mange Slags Ting, som jeg har betragtet med Opmærksomhed. Jeg kjender en Mængde Urter, som voxe i Haverne, f. Ex. Gulerødder, Ærter, Ræddiker, Bønner, Kaal, Persille, Løg, Peberrod og Asparges. Jeg kjender ogsaa Ukrudt, saasom Nelder og Tidsler, og veed at skjelne det fra de nyttige Planter.

1416. Paa Marken voxer Rug, Hvede, Havre, Byg, Kløver, samt Liin, Hamp og Raps. Ogsaa Vikker, Ærter og Poteter voxe paa Marken og kaldes derfor Markfrugter.

I Haverne voxe Pærer, Æbler, Blommer og Kirsebær. Imellem Træerne i Haven staae sædvanligviis Buske, som bære Ribs og Stikkelsbær. I Skoven voxe Tyttebær, langs med Steenurene Nødder og paa Myrene Multebær. Alle disse Frugter kan man spise, naar de ere modne. Umodne Frugter ere derimod meget skadelige.

17. Træerne forsyne os ikke blot i Høstens Tid med deres saftfulde Frugter, men de glæde os ogsaa om Foraaret med deres sneehvide og rosenrøde Blomster; paa Sommerens varme Dage vederqvæge de løvfulde Træer os med deres kjølige Skygge, og om Vinteren varmer Træet os med sin Ved. Desuden er vort meste Bohave forfærdiget af Træ, og vore Huse for en stor Deel gjorte af Tømmer og Bræder.

Træet staaer fast, fordi det har en stærk Rod, som gaaer dybt ned i Jorden. Op af Roden er Stammen voxet; Stammen og Grenene ere omgivne ligesom med en tyk Hud, eller en Kjole der er voxet paa Kroppen, nemlig den fastsiddende Bark. Rundtomkring det Øvre af Stammen sidde Grenene; langs ad Grenene sidde Qvistene, og paa Qvistene sidde Blade og Blomster; af Blomsterne komme siden Frugter. I Begyndelsen af Foraaret kan man endnu ingen Blade eller Blomster see, men kun Knopper. I Mai Maaned springe disse Knopper ud, og saa seer man, at Blade og Blomster vare skjulte deri, saalænge de endnu vare spæde. Bladene ere ikke blot til Prydelse for Træet, men de beskytte ogsaa Frugten mod den 15brændende Sol. Naar et Træ mister sine Blade, inden Frugten er moden, saa hentørres Frugten og bliver til Unytte.

Naar Barken paa et Træ beskadiges, saa bliver Træet sygt og kan da let reent gaae ud. Derfor er det Uret, og fortjener haard Straf, naar Børn og kaade Mennesker flenge med Knive i Barken af et Træ, eller endogsaa rive Barken af. Man maa især skaane Barken paa de Træer, som staae i Haven, da de ere skrøbeligere end Træerne i Skoven. Jeg vil aldrig gjøre noget Træ Skade, og jeg vil ret glæde mig, naar jeg seer et frisk og blomstrende Træ!

18. Alle Dyr have ikke samme Skikkelse og Udseende. Der er stor Forskjel imellem en Hund, en Spurv, en Frø, en Gjedde, en Skarnbasse og en Regnorm. Hunden har fire Fødder og giver sine Unger Patte; den hører altsaa til de fiirføddede Pattedyr. Spurven har kun to Fødder, er bedækket med Fjer og lægger Æg; den hører altsaa til Fuglene. Frøen har rigtignok fire Fødder, men dens Bagfødder ere lange; den bruger dem til at krybe eller til at hoppe med. Den kan ogsaa leve i Vandet, hvor den bruger sine Bagfødder til at svømme med. Frøen hører til Krybdyrene, eller Amphibierne.

Gjedden har ingen Fødder og ingen Vinger; den har heller ingen Haar paa Kroppen, saaledes som Hunden, eller Fjer, som Spurven, men den har Skjæl. Gjedden kan ikke gaae, saaledes som Hunden, ikke flyve, som Spurven, ikke krybe, som Frøen; men den kan svømme, det vil sige: bevæge sig fra et Sted i Vandet til et andet. Dertil bruger den sin Hale 16og sine Svømmefinner. Den hører til Fiskene og den lever kun i Vandet.

Pattedyr, Fugle, Krybdyr og Fiske kaldes ogsaa med eet Ord de benede Dyr eller Rygrads-Dyrene.

Skarnbassen har sex Fødder; den har ikke, som Hunden, Spurven, Frøen og Gjedden, nogen Beenrad inden i sig. Dens Krop har adskillige Indsnit eller Afdelinger. Den hører til Insekterne. — Regnormen har ingen Fødder og kan kun skyde sig frem. Den er ogsaa ganske uden Been inden i, og den hører til de Dyr, som vi kalde Orme.

19. Pattedyrene og Fuglene have en Stemme; men Fiskene, Ormene og de andre Dyr have ingen Stemme. Jeg har hørt, hvorledes Lærken og Trosten slaaer, Hanen galer, Hunden gjøer og knurrer, Faaret bræger, Koen brøler, Musen piber, Hesten vrinsker, Svinet grynter og Frøen qvækker.

Dyrene have for det meste en Bedækning paa Kroppen. Nogle have Haar, andre Uld, andre Fjer atter andre Skjæl, Børster eller en haard Skal.

Dyrenes Lemmer eller Ledemod ere meget forskjellige. Nogle have Arme og Been, nemlig Aberne; andre have hverken Arme eller Been, eller noget andet fremstaaende Bevægelsesredskab, saasom Slangerne og Ormene. Nogle have to, andre fire, andre sex eller otte, ja nogle endogsaa mere end hundrede Fødder. Andre have Vinger, ikke blot Fuglene, men ogsaa Insekter; mange Fiske, Insekter og Orme have Mundtrævler, Følehorn, Føletraade og deslige.

Nogle Dyr have overordentlig skarpe Sandser. Ravnene og Hundene have en grumme skarp Lugt og Ørnen har et vidunderlig skarpt Syn. Paa 17nogle ringe Dyr bemærker man slet ingen Sandseredskaber, ingen Øine, ingen Øren, ingen Næse.

De vilde Dyr, som leve i Skoven, og skye Menneskene, opsøge selv den Føde, som tjener dem til Næring; de tamme Dyr faae deres Føde af Menneskene. Dyrenes Næringsmidler ere meget forskjellige. Nogle, f. Ex. Ulven eller Høgen, dræbe andre Dyr og æde dem derpaa; de kaldes derfor Rovdyr. Andre, f. Ex. Ravnen, æde døde Dyr, om de ogsaa ere gangne i Forraadnelse; atter andre leve af Græs, Urter, Rødder, Blade, Blomsterknopper og Blomsterfrø, eller lignende Ting.

Kjør, Faar og Heste æde Græs og Urter; Hunde og Katte æde Kjød; Høns og Gjæs æde Korn, især Byg. Bierne nære sig af den Saft, som de suge ud af Blomsterne; de fleste Orme af Rødder eller af Blade.

Dyrene sove, naar de ere trætte; mange ligge, andre sidde; nogle kunne ogsaa sove staaende, f. Ex. Hestene. Nogle sove kun om Dagen, fordi de om Natten gaae ud paa Rov, f. Ex. Uglerne og mange vilde Dyr. Men nogle Dyr sove hele Vinteren over, f. Ex. Bjørnen, og vaagner ikke op igjen, førend Luften atter bliver mildere.

20. De fleste Dyr have Fiender, mod hvilke de maae værge sig eller sætte sig i Sikkerhed; men hvert Dyr veed ogsaa meget vel, hvorledes det skal beskytte sig, naar det angribes. Ved at bide, at stikke, at støde eller at slaae med Foden eller Halen forsvare de sig; andre undgaae Faren ved at flye meget hastig, eller ved at skjule sig, eller paa andre Maader at skuffe deres Forfølgere, f. Ex. ved at anstille sig, som om de vare døde. Nogle, som leve i Vandet, forstaae at gjøre Vandet uklart, saa deres Fiende ikke

Norsk Læsebog.

18kan see dem; andre fordrive ham ved en styg Stank, som de kunne give fra sig; atter andre kalde paa Hjælp med ængstelige forunderlige Toner, som kunne forvirre den Angribende.

Med megen Omhyggelighed pleie flere Dyrearter deres Unger. Inden disse fødes, have de Gamle allerede tilberedt et blødt, varmt og sikkert Leie for dem. Nogle Dyr, f. Ex. Hundene, Kattene, Hestene og Kjørene bringe levende Unger til Verden, som i Begyndelsen alene ernæres ved at patte Moderen. Alle saadanne Dyr kaldes derfor Pattedyr. Fuglene lægge Æg, af hvilke Ungerne nogen Tid efter fremkomme. Saalænge disse ere smaa, varme Forældrene dem ved at sidde og ruge over dem. De andre Dyrearter bryde sig kun lidet om deres Afkom.

Fuglene leve i Luften og i Træerne, paa Jorden og paa Vandet; de fiirføddede Dyr leve i Skoven og paa Marken; andre Dyr leve i Vandet, fornemmelig Fiskene. Mange mindre Dyr leve under Jorden, som Muldvarpen, Rotter og Muus, Orme og Insekter.

21. Den Nytte, som Pattedyrene skaffe Menneskene, er ubeskrivelig stor. Uden Oxer, Faar og Sviin vilde vi knap kunne leve; thi Faaret maa yde os sin Uld, for at vi kunne forfærdige Klædningsstykker af den; Kjødet af Sviin og Hornqvæg (Flesk og Oxekjød) er vort kraftigste Næringsmiddel, og Qvægets Hud er os uundværlig, fordi man deraf gjør det Læder, hvoraf Skomageren igjen syer Sko og Støvler. Oxen eller Studen er desuden i mange Lande uundværlig ved Markens Dyrkning, fordi den der bruges til at trække Ploven. Af Koen faae vi Mælk, hvoraf der laves Smør og Ost, to af vore allerfortrinligste Næringsmidler.

19Ogsaa Hestene ere uendelig nyttige til at ride paa og kjøre med, samt til at trække Ploven og Vogne med svært Læs. I sydlige Lande, hvor der ere mange Bjerge, er Æslet et meget nyttigt Dyr, fordi det har Kræfter til at bære store Byrder og gaaer saa sikkert paa de bratte og smalle Stier. I de hedeste Lande bruges Kamelen til at bære Byrder og til at ride paa, og i de nordligste koldeste Lande, hvor der er bestandig Snee, spændes Rensdyret for Slæden, ligesom vi sætte Hestene for Vognen.

De Dyr, hvis Skind især er brugeligt til at gjøre Læder af, ere følgende: Oxer, Kalve, Faar, Heste, Hjorte, Raadyr, Geder, Æsler og Sviin. Det Læder, som gjøres af Oxehuder, er det sædvanligste. Af tamme Sviin kan man ikke bruge Skindet til Læder, men kun af de vilde, som kaldes Vildsviin. Gamle Bøger ere ikke sjelden indbundne i Svine- og Kalveskind.

Af Lamme- og Kalve-Skind gjør Pergamentmageren hvidt Pergament, hvorpaa man kan skrive med en Blyantsstift, og hvoraf dog det Skrevne igjen kan udslettes, naar man vil skrive noget Nyt derpaa.

Naar Dyrenes Huder eller Skind ere tæt bevoxede med bløde Haar, saa gjøres der Pelse eller Pelsværk af dem. Den Mand, som handler med Pelsværk, eller Foerværk, og sætter det paa vore Huer og vore Klæder, kaldes en Buntmager. Ere Haarene bløde og korte, som paa Hareskind, saa skraber man dem ofte af og bruger da disse Haar til at forfærdige Hatte af.

22. Fuglene fornøie os med deres liflige Sang; fremdeles tjene mange os til Spise og ere os desuden til Gavn paa andre Maader. Deels gavne de os ved deres Fjer og deres Æg; deels tjene de os derved, 20at flere af dem fortære døde Dyr, som ellers vilde ligge og raadne og gjøre Luften mindre sund og behagelig; deels derved, at de ødelægge mange skadelige Smaadyr, som tjene dem til Næring, og desuden fange og fortære Frøer, Fiirbeen og Snoge, hvoraf der ellers vilde mylre allevegne.

Der gives flere Slags Fugle, saasom Vandfugle eller Svømmefugle, Huusfugle, Skovfugle, Sangfugle, Rovfugle og andre. Hvorefter have disse Fugle faaet deres Navn? —. Jeg kan nævne en Huusfugl, en Vandfugl, to Sangfugle og en Rovfugl. Jeg kan ogsaa nævne Fugle, som ikke høre til nogen af disse Slags, f. Ex. en —, en —.

Ogsaa blandt Krybdyrene gives der nogle, som kunne spises, f. Ex. Skildpadderne; men disse sidste findes ikke i vore Lande.

Af Fiskene tjene mange til Føde for Menneskene. Der gives Egne, hvis Beboere ofte hele Aaret igjennem ene og alene leve af Fisk. Af somme Fiske faaer man Tran, af andre kan man bruge Skindet eller Huden.

Af Insekterne ere især Bierne til stor Nytte, da de frembringe Honning og Vox. Forskjellige Insekter ere spiselige, f. Ex. Krebsene. I somme Lande spises ogsaa en Slags Græshopper, som leve der. Af flere andre Insekter kan man tilberede Farver. Den saakaldte spanske Flue er et ypperligt Lægemiddel.

Blandt Ormene ere ligeledes flere Sorter spiselige, f. Ex. Østers. Blodiglerne ere fortræffelig skikkede til at suge det overflødige Blod bort hos Syge. Den Vaske-Svamp, som vi dagligen bruge, er egentlig et Slags Huus, hvori fra først af mange smaa Orme boede.

2123. De Dyr, hvis Kjød spises, ere især følgende: Oxer, Kalve, Faar, Lam, Sviin og Grise; Høns, Gjæs, Ænder, Duer og Kalkuner; Hjorte, Rensdyr og Harer; Lærker, Kramsfugle, Agerhøns, Snepper, Fasaner, o. fl. a. Fattig Folk spiser undertiden Hestekjød, som er ret godt, men smager vel sødt. Ogsaa Dyrenes Blod kan regnes med til Menneskenes Næringsmidler. Foruden Komælken bruges ogsaa Faaremælken. I fjerne Lande boer der Folk, som drikke megen Hestemælk. Mælken af Geder og især af Æsler er meget styrkende og kan bruges som Lægemiddel for syge og afkræftede Mennesker.

Til Spise for Mennesket tjene Træernes og Buskenes Frugter og mange Planters og Urters Rødder og Blade, f. Ex. Roden af Persille og Silleri, Bladene af Kaal, Spinat, Syre og Salat. Men fremfor alt tjene Kornsorterne til Næring for Mennesket.

Næst efter Brødet ere Poteterne det almindeligste Næringsmiddel, thi de ere det mindst bekostelige. Man kan benytte dem paa mange Maader, ogsaa som Meel, og de lade sig let gjemme hele Vinteren over i Kjeldere eller i Huler. Ogsaa til Foder for Qvæget kunne de med Fordeel anvendes.

24. Mennesket skal ikke blot stille sin Hunger med alle disse Spiser, eller blot mætte sig, men disse skulle ogsaa smage ham godt; han skal have Fornøielse ved at mætte sig. Derfor har Vorherre tilladt, at der findes Ting paa Jorden, hvormed man kan krydre Spiserne, det vil sige, give dem en behagelig Smag, som de ellers ikke have. Nogle af disse Kryderier ere næsten allevegne tilstede i Overflod, andre komme til os fra fremmede Lande.

De Kryderier, som hyppigst voxe hos os, ere: Løg, Timian, Sennep og Karve. De udenlandske ere 22fornemmelig: Sukker, Peber og Kaneel. Det fornemste af alle Kryderier er Salt, som ogsaa tjener til at bevare Kjødet. Ogsaa Æddike hører med til Kryderierne og er et af de allervigtigste. Man har Ølæddike og Viinæddike.

25. Der gives mere end een Jordart, f. Ex. Sand, Leer, Kalk, Kridt og flere, foruden den egentlige Muld eller Muldjord; denne sidste er den vigtigste Bestanddeel af det Jordsmon, hvori vi saae og plante. Sand bruger Muurmesteren til at blande imellem Kalken. Fiint Sand strøer man paa den vaade Skrift, for at den ikke skal gaae ud eller smitte af. Sand strøer man ogsaa paa Stuegulvet. Hvorfor? —. Leer bruger man til at opsætte Ovne af; ligeledes til at bygge med. En finere Leersort er Pottemagerleeret, som bruges til Potter, Skaale, Krukker og Tallerkener. Kridt bruges til at skrive med; man kan ogsaa male med det. Kalk slaaes imellem Muurstenene for at binde dem til hinanden; ogsaa overstryges Vægge og hele Huse tidt med Kalk.

Stenene bruges paa mange Maader. Nogle, som kaldes Sandstene, bruges i Møllen til at knuse eller male Kornet med, hvorfor de kaldes Møllestene, efterat de nemlig ere tilhugne og afrundede til dette Brug. Andre bruger man til at slibe Knive og Saxe eller Leer og Øxer paa; atter andre til at lægge Bro med til Flisegulv, og til at lægge Trapper med. De meget store Stene, som findes hos os, bruges til at lægge Grund med, naar et nyt Huus skal opføres. Hvad kalde vi denne Sort Steen? —. En hvid Steen, som hedder Marmor, bruges til Billedstøtter, til Gravminder i Kirker og paa Kirkegaarde og til Pynt paa prægtige Bygninger. Flere Slags smaa Stene ere 23meget skjønne og kostbare, hvorfor rige Folk kjøbe dem og pynte sig med dem. Disse kaldes Ædelstene. En af disse Ædelstene hedder Diamant; men den er ogsaa til Nytte i det daglige Liv, thi den er saa haard, at man kan overskjære Glas med den, hvorfor den ogsaa er ganske uundværlig for Glasmesteren.

Til de vigtigste Stene hører fremdeles Flintestenen, som bruges til at slaae Ild med, og desaarsag sættes i Geværlaase; den bruges ogsaa til at forfærdige Glas af i Glashytterne. En meget nyttig Steenart er Skiferen, der bruges til Tavler, som man skriver paa; Griffelet, som man skriver med, er ogsaa et Slags Skifer. I flere Lande, ogsaa i vort, bruges hyppig denne Steen til Tagsteen.

26. Foruden disse Jord- og Steenarter findes der ogsaa Jern Kobber, Sølv, Guld, Bly, Tin, Svovl, Salt, Steenkul og Tørv i Jorden. Af Kobber, Sølv og Guld gjør man Mynter, eller Penge. Den største Sølvmønt i vort Land kaldes en Specie. Vore ældre Guldmynter hed Dukater; nu have vi ingen saadanne.

27. I et Land ligger der hist og her Byer. En stor By hedder en Stad, en mindre By kaldes en Kjøbstad. Den vigtigste By i et Land kaldes Hovedstaden. Hvad hedder Hovedstaden i vort Land?

Rundt imellem Byer og Gaarde i et Land ligge Marker og Enge, Skove og Krat, Bakker, Bjerge, Klipper, Dale, Sletter, Søer, Damme, Floder, Elve og Bække. I Skovene boe Jægerne og Kulbrænderne; ved Søer og Floder boe Fiskerne. En Flod er en meget bred og dyb Elv; i vort Land findes mange store Floder.

Et Land, som paa alle Sider er omflydt af Vand, kaldes en Ø. I vort Land findes mange Øer, større og mindre, som ere omgivne af Havet, eller den salte Sø.

2428. Alt det, som ligger udenfor Stæderne, kaldes Landet. Det aabne Land hedder i Almindelighed Marken, og hver Afdeling af Marken, som er dyrket, d. e. pløiet og besaaet, kaldes en Ager. Et Stykke af Marken, som formedelst sin lave Beliggenhed har en sid Jordbund, hvor der af sig selv voxer frodigt Græs, med Blomster og Urter imellem, kaldes en Eng. Paa Engene høstes der Aar ud og Aar ind Hø. En stor Græsmark, hvor Kjør og Faar græsse, kaldes en Græsgang eller Havn. Men hvad kaldes et saadant Stykke Land, som er omgivet med Gjærder og Hækker eller med et Plankeværk, og hvor der staaer Frugttræer, Blomster og Kjøkkenurter? —.

En vid Mark, som er heelt over bevoxet med Træer, der uden Orden staae ved Siden af hinanden, kaldes en —. Men er det blot Buske og enkelte mindre Træer, som saaledes staae paa et Stykke Jord, saa hedde disse tilsammen et Krat. Jeg kan godt nævne Forskjellen paa et Træ og en Busk, thi et Træ —, men en Busk —.

Paa de fleste Marker findes Høie og Bakker. Ere disse Ophøininger overmaade store, saa det koster megen Tid og stærk Anstrængelse, inden man naaer op til Toppen, saa hedder en saadan Bakke et Bjerg. De enkelte nøgne Stene, der rage frem af et Bjerg, kaldes en Klippe. Sjelden ligger et Bjerg alene, men mange sammenhængende Bjerge, det ene høiere end det andet, ligge ved Siden af hinanden. En saadan Række kaldes en Bjergkjede. I vort Land findes mange Bjerge, og de ere tildeels saa høie, at de synes at naae Skyerne. De Marker, hvorpaa slet ingen Ophøininger findes, kaldes Sletter; af saadanne have vi i vort Land meget faa.

Det dybere Rum, som indesluttes af to eller flere Bjerge, kaldes en Dal; ogsaa kaldes tidt en lav Mark mellem høie Bakker en Dal. Undertiden findes der Fordybninger 25i Bjergene, hvor flere Mennesker eller Dyr kunne rummes; disse kaldes Huler eller Grotter. En Vei, som gaaer op imellem høie Bjergtoppe, kaldes et Pas. Mange Bjerge ere saa bratte, at man slet ikke, eller kun fra en enkelt Side, kan bestige dem.

Paa Marken og i Skoven kommer man undertiden til Steder, som ere saa bløde, at man synker i, naar man vil derover; et saadant Sted kalder man en Myr. Er Jorden paa saadanne Steder heelt over bedækket med Vand, og det uklart, ildelugtende Vand, da er det et Morads eller en Sump. En ganske liden Sump, som er opstaaet af Regnen, kaldes en Vandpyt. Hvor der er flere Sumpe og Myrer, opholder sig mange forskjellige Fugle, som derfor ogsaa kaldes Sumpfugle. Saadanne ere: Heirer, Snepper, o. fl.

29. Ogsaa Søer ere meget hyppige i flere Lande, f. Ex. i vort Land. En Sø er et stort og dybt Vand, som paa alle Sider er omgivet af Land. Den kaldes derfor ogsaa en Indsø. Der, hvor Jorden er sid eller moradsig, kaldes en saadan Indsø et Kjærn; man kan frembringe en Sø paa saadanne Steder, naar man graver en passende Fordybning, hvori Vandet saa samler sig. En saadan kunstig Sø kalder man en Dam. Paa Søer og Damme opholde Vandfuglene sig, f. Ex. Vildgjæs, Vildænder, Maager o. a.; thi disse Fugle nære sig især af Fisk, men Søerne ere sædvanlig fiskerige. Langs med Kanten af Kjærene voxer der Siv og Rør. Disse findes ogsaa i Sumpene.

Paa mange Steder seer man Vandet vælde frem af Jorden eller Klippen. Et saadant Vand kaldes en Kilde, eller et Kildevæld. Af een eller flere Kilders samlede Vand opstaaer en Bæk, flere Bække danne tilsammen en Aa eller en Flod. Kildernes Vand er sædvanligviis koldt, men der gives ogsaa Kilder, hvis Vand er ganske varmt. Det er meget gavnligt for mange Syge at bade sig i saadant varmt 26Kildevand, naar det er noget afkjølet. Mange Kilder flyde bestandigt, somme kun til visse Tider. Naar en Kilde har hørt op at rinde, saa siger man, at den er udtørret.

Den Deel af Landet, som ligger nærmest ved Havet, kaldes Strandbredden, eller Kysten. Naar Strandbredden krummer sig indad, ligesom for at give Havet bedre Plads, opstaaer en Bugt. En Bugt, som er smal og gaaer langt ind i Landet, kaldes en Fjord. I vort Land findes mangfoldige store og skjønne Fjorde. En Krumning af Fjorden kaldes en Vig.

30. Naar man paa en jevn god Vei behøver omtrent en Time for at kjøre fra et Sted til et andet, saa ligge disse to Steder omtrent en Miil fra hinanden. En Miil er 18,000 Alen lang. En Miil inddeles i fire lige store Dele, som hver kaldes en Fjerdingvei. En bred Kjørevei, som fører til eller fra en By, imellem Marker og Enge eller igjennem Skove eller over Bjerge. kaldes en Landevei. De største Landeveie heelt igjennem Landet kaldes Hovedlandeveie. En kort Vei til en By eller en Gaard, som paa begge Sider er beplantet med Træer, hedder en Allee.

Man kan komme eller reise fra et Sted til et andet paa mange Maader: til Fods, til Hest, til Vogns og til Skibs, eller til Søes.

27Paa Landeveien kjører Posten; det er en lille hurtigløbende Vogn eller Kjærre, som bringer Breve hele Landet igjennem. Den, som sender et Brev til andetsteds boende Slægt og Venner, maa skrive Modtagerens Navn og Bopæl udenpaa med tydelig Skrift. Denne Udskrift kaldes Brevets Adresse. Ogsaa maa Brevet forsegles, for at ingen Uvedkommende skal læse hvad der staaer deri. Saaledes udstyret afleveres Brevet paa Posthuset. Den, som afsender et Brev, eller ogsaa den, som modtager samme Brev, maa betale nogle Skilling, fordi Posten kjører med det. Disse Penge kaldes Porto, eller Brevporto.

31. En Reise, som fuldendes paa een Dag, kaldes en Dagreise. Den længste Reise, som et Menneske kan gjøre, er en Reise omkring Jordkloden; denne foretages bedst til Skibs, da det store og dybe Vand, som vi kalde Verdenshavet, flyder rundt omkring Jorden og adskiller Landene fra hinanden. Men et stort Stykke af saadan en Reise kunde ogsaa gjøres til Lands. Flere Mennesker have forsøgt at seile omkring Jorden, og de fleste ere ogsaa lykkelig og vel komne igjen. Den Vei, som de maatte lægge tilbage, udgjorde flere tusinde Miil.

Ved Landeveiene samt i Stæder og paa Gaardene finder man Huse, i hvilke de Reisende 28for Penge kunne faae Værelse, Kost og forskjellige Beqvemmeligheder. Disse Huse kaldes Gjæstgiversteder eller Værtshuse. Den, som tager imod de Reisende her, hedder Gjæstgiveren, eller Værten.

Hvo, som ofte kommer paa Reiser, kan see og høre saare meget og kan lære at kjende mange Mennesker, Lande, Dyr, Planter og nyttige Indretninger; han kan samle megen Erfaring. Hvo, som ikke endnu har seet og hørt meget, er uerfaren. Hvorfor have Børn ikke megen Erfaring?

32. Den By, i hvilken jeg boer, hedder —; den By ligger i et Land, som hedder —; dette Land er mit Fædreland, fordi —. Mit Fædreland er et stort Land, hvori der ligger mange større og mindre Stæder, og hvori der boer mange tusinde Mennesker. Alle de Mennesker, som boe sammen i det samme Land og tale det samme Sprog, udgjøre med hinanden et Folk, eller en Nation (udtales: Nasjon). Jeg veed, at Hovedstaden i mit Fædreland hedder —.

Mit Fædreland udgjør en Part af et langt større Land, som kaldes Europa, og dette Europa er atter en Deel af den hele umaalelige Jordklode. Men Jorden er igjen kun en meget liden Part af Verden, d. e. af alt det, som den almægtige Gud har skabt. Thi til Verden høre 29foruden Sol og Maane ogsaa de utallige Stjerner, som vi om Natten blive vaer over vort Hoved; men Solen alene, som synes saa liden, er alligevel mange 1000 Gange større end vor Jord.

Det Sted, hvor to Lande, som ligge op til hinanden, støde sammen, kalder man Grændsen mellem begge disse Lande.

33. I store Stæder boe Soldater med deres Officerer (hvilke tilsammentagne kaldes Byens Garnison eller dens Besætning eller Militæret), Kjøbmænd, Kunstnere, Embedsmænd, Dagleiere, Haandværkere, Kapitalister og Fattigfolk, i store og smaa, slette og gode, smukke eller prægtige Huse. En By, i hvilken en Konge eller en regjerende Fyrste boer, kaldes en Residentsstad. Vor Konges Residentsstad hedder —; Kongen af Danmarks hedder Kjøbenhavn. Det Huus, hvor en Konge har Bopæl, hedder et Slot eller et Pallads.

En By, hvor der boer mange Kjøbmænd og hvor der altsaa drives en stærk Handel, kaldes en Handelsstad. Handelsstæderne ligge som oftest ved store Floder eller ved Havet, fordi man langt lettere kan føre alle svære Ting tilvands end tillands. De Ting, som en Kjøbmand har at sælge, kaldes Varer. Et Huus, hvori han gjemmer dem, kaldes et Pakhuus, og det Værelse, hvori Folk gaae hen for at kjøbe det, som de ønske af disse Varer, hedder en Bod eller Butik.

3034. Ikke alle Varer sælges paa samme Maade. Nogle maales, andre veies og atter andre tælles. Nogle sælges stykkeviis, efter deres Brugbarhed, Størrelse og Skjønhed. Det, hvormed man maaler, kaldes en Maalestok eller et Maal. Lærred, Klæde og alle de Tøier, som ere af Silke og Bomuld, maales med en Alen. En Alen har omtrent en Arms Længde; Halvdelen af en Alen kaldes en Fod, fordi et voxen Menneskes Fod har omtrent samme Størrelse. Tre Alen kaldes en Favn; efter Favne maaler man Brænde (som derfor kaldes Favnebrænde); ligeledes Toug og andre Ting, som have en lang Udstrækning.

Flydende Ting, f. Ex. Øl, Æddike, Olie, Brændeviin, Mælk o. s. v. maales efter Potter; to Potter udgjøre en Kande, og en Pot indeholder igjen fire Pægle. Man har dertil forskjellige Kar, eller Maal, som netop kunne rumme den bestemte Masse, eller Mængde af det Flydende.

Kjød, Smør, Sukker, Tobak og mange andre Varer sælges efter Vægten; ogsaa Fisk for det meste. Man bruger da forskjellige Vægter, som hedde Pund, Lod og Qvintin, naar Varerne veies paa en Vægtskaal; Kjød, Oste, Garn o. m., som har betydeligt Omfang, veies ved Hjælp af det Redskab, som kaldes Bismer. 12 Skaalpund udgjøre et Bismerpund. Frugt bliver enten maalt eller veiet, f. Ex. en Tønde Æbler, en Skjæppe Blommer, en Pot Stikkelsbær, et Pund Kirsebær, et Bismerpund Ribs, o. s. v. Tyve Stykker er et Snees; Æg sælges sneseviis. Korn maales efter Tønder, Skjæpper og Fjerdingkar. Men Korn kan tillige veies, saa at den sande Værdi nøiagtig kan bestemmes.

3135. Det, som et Menneske beskjæftiger sig med og hvorved han ernærer sig, kalder man hans Næringsvei. Agerbrug, Handel, Qvægavl, Havedyrkning, Fiskeri ere Næringsveie. Ogsaa de forskjellige Professioner og Haandteringer høre til Næringsveiene. Den, som giver sig af med Agerbrug, hedder en Bonde eller ogsaa en Landmand; den, som lever af Havedyrkning, hedder en Gartner. Snedkere, Smede, Bagere, Garvere, Dreiere, Bryggere, Skomagere, Tømmermænd, Malere, Uhrmagere og mange flere drive et Haandværk eller en Profession, og kaldes Haandværkere eller Professionister. Den Stue, eller det Rum, hvori Haandværkeren arbeider, er hans Værksted, og hans Redskaber kaldes hans Værktøi. Hvad foretager nu enhver af de Ovennævnte sig? —. Nogle Haandværkere kaldes Kunstnere, naar de forstaae at frembringe fine og kostbare Ting, f. Ex. Malere, som male Billeder af Mennesker og Dyr eller ogsaa hele Landskaber m. m., Uhrmagere, som gjöre de allerpaalideligste Uhre, og fl. a. Jeg kan nævne de Haandværkere, som give sig af med Jernets Bearbeidelse; ogsaa kjender jeg dem, som skaffe os vore Klæder og vore Födemidler.

Naar en Mand har flere Værksteder, i hvilke hans Folk paa kunstig Maade forfærdige visse 32Ting i betydelig Mængde, saa kaldes han en Fabrikant, og hans hele Indretning tilsammen en Fabrik. Vi have nogle faa Klædefabrikker, Tobaksfabrikker, Papirfabrikker, o.s.v. I Staal- og Jernfabrikker gjøres Knive, Saxe, Sabler og meget andet.

1

Barna vide ennå kun Lidet, og forstå ikke mange ting; derfor må de undervises og lære. Derved bli de forstandige.

Jeg blir i skolen undervist av læreren. Jeg er min lærer lydighet og takknemlighet skyldig. Så lenge jeg undervises, er jeg et skolebarn eller en lærling.

Norsk lesebok.

2Et godt barn er oppmerksomt på skolen; det hører kun på det, som læreren sier, og tenker kun på de ting, som det skal gjøre, eller som det skal begripe og huske.

Et godt barn går gjerne i skolen; det er flittig, ordentlig, renslig, sedelig og stille. Det forlikes alltid med de andre skolebarn. Det gode barn kommer aldri for sildig i skole, er ikke vill, når barna gå av skole, og driver ikke om på gaten eller på veien eller på andre steder, men går like hjem. Jeg vil være et artig og lydig skolebarn.

2. Den Bog, hvori jeg leser, er skrevet for å opplære meg i meget godt; det er derfor meget gavnligt for meg å lese i den med oppmerksomhet og ettertanke.

Jeg vil gjøre meg umake for å forstå Alt, hva jeg leser. Når der er Noget, som jeg ikke forstår, så vil jeg bede min lærer om å forklare meg det.

Når jeg således leser på den rette måte i denne bok, og ikke glemmer, hva jeg har lest, så får jeg gavnlige kunnskaper, og blir stedse mer forstandig. Ikke 3alle barn, som undervises, få gavnlige kunnskaper. Mange forbli uvitende og uforstandige, som før. Hvilke barn er det?

Ennå er det svært for meg, lenge og uavbrutt å være oppmerksom; men det vil siden bli lettere for meg, når jeg blot ikke nå i begynnelsen vil sky møye og anstrengelse. All begynnelse er tung; men enden er desto lettere. Ennå kan jeg heller ikke lese uten å stanse imellom; men ved å gjøre meg umake kan jeg snart bringe det til å lese ganske rent. Da skal det rett glede meg, og mine foreldre med, at jeg har oppnådd ferdighet i å lese innen i bok.

3. Jeg kjenner min lesebok, thi jeg vet, hvorledes tittelen lyder. Tittelen står på den forreste side. På samme side står også navnet på den by, i hvilken boken er trykt, navnet på den bokhandler, som selger den, og det år, i hvilket den er trykt (årstallet). Jeg kjenner min lesebok ikke blot på tittelen, men også på bindet, som den er innbundet i.

En anstalt, hvori der trykkes bøker, kalles et boktrykkeri. Jeg kjenner ennå 4noen andre trykte bøker, for eksempel —, —, —.

Før en bok trykkes må den skrives. Den som skriver en bok, eller først finner på, hva der skal stå i den, kaller man forfatteren til boken. Sædvanligviis står Forfatterens navn på tittelbladet. Ved å trykke en bok kan man i kort tid mangfoldiggjøre den flere tusen ganger. Denne kunst kalles boktrykkerkunsten.

Enhver bok består av flere ark. Disse ark bli sammenheftede og derpå innbundne av bokbinderen, for at man desbedre kan holde dem i orden, og ta Vare på, at ikke et eneste blad skal forkomme.

4. Da jeg var 1 år gammel, kunne jeg ennå ikke gå, ennå ikke tale og ennå ikke begripe Noget. I mitt andre år lærte jeg å gå og å tale; men jeg begrep langtfra ikke Alt, hva andre sa til meg. Nå begriper jeg allerede noe Mere, enn dengang.

Mange barn ville gjerne vide Besked om det, som de ikke forstå; det fornøyer dem å lære noe nytt. Sådanne barn kaller man lærvillige barn.

5I skolen skal jeg ikke alene lære å lese med ferdighet, men også å skrive tydelig og smukt, og å regne hurtig og uten feil. Hvo som ikke kan lese skrift og ikke selv skrive, kommer kun med møye frem igjennom Verden; og hvo som ikke kan regne, kan i mange tilfelle ikke hjelpe seg selv, og blir lett bedraget av onde mennesker. Jeg vil rett alvorlig gjøre meg umake for å komme til å lese, skrive og regne med ferdighet.

5. Når jeg er blitt en halv snes år eldre, enn jeg nå er, og ikke lenger vokser, så hører jeg til de Voxne. Da er jeg større, enn nå, og da er jeg langt forstandigere, i fall jeg nemlig nå ikke er doven, og spiller tiden, i stedet for å lære Noget og å arbeide. Den, som ingen ting gjør, av hva han skal gjøre, er en ledigganger; men en ledigganger duer ikke til noe, og ham kan ingen mennesker lige.

Jeg heter til fornavn —; min Faders navn er —; mitt hele navn er —. Jeg kan nevne min alder, idet jeg sier, hvor mange år og måneder jeg er gammel.

6. Jeg vet, hvorledes tiden inndeles. Der hører syv dager til en uke; fire uker og to eller tre dager utgjør en måned.

6Tolv måneder, eller 365 dager, hører der til et år. Sex måneder kaller man et halvår, og tre måneder et Fjerdingaar. De tolv Maaneders navn er følgende: Januar, februar, mars, april, mai, juni, juli, August, september, oktober, november. Desember.

Når 52 uker eller 12 måneder er henrundne, så er ett år til ende, og så begynner et nytt år. Den første dag i et nytt år kalles nyttårsdag. På denne dag ønske Slægtninge og venner og naboer hinannen held og glede i det nye år.

Når hundre år er forløpne, så er et århundre til ende. Det århundre, i hvilket vi nå leve, heter det nittende århundre. Således kalles det, fordi vi begynner å telle årene fra det år av, da Jesus Christus, Menneskets guddommelige lærer og Frelser, ble født; men siden dette skjedde, er allerede over 1800 år, eller over 18 århundrer forløpne.

7. I de fire første måneder av året — (hva hedde de?) — er det meget kaldt hos oss; der faller snø, og vannet fryser, eller blir til is. Denne tid av året kalles vinteren.

Etter denne tid er det ikke lenger så kaldt. Isen smelter, det snør sjeldnere og 7ikke meget ad gangen; Bonden pløyer og tilsår sin Ager; Trærne få knopper og siden etter Blade; Frukttrærne stå i blomster, og på marken og i skogen reise seg likeledes blomster, f. Ex. Løvetann og blåveis, hvitveis og Violer; Lerken synger, Svalen og gjøken komme. Denne skjønne årstid kalles våren eller foråret. I andre land varer den henved tre måneder; hos oss er den kortere: omtrent kun en måned.

I juni, juli og August brenner solen sterkt, luften blir ofte trykkende het, man klager over varme og kommer til å svette. Men varmen er dog til stor Gavn, thi den bevirker at kornet på marken og fruktene i hagene modnes, f. Ex. Rips, stikkelsbær, kirsebær, pærer, epler og Blommer. Denne tid av året kalles sommeren. Om Sommeren plukker man også jordbær og bringebær i skogen, slaaer høyet og kjører det hjem.

I september og oktober innsamles Havens og Markens frukter, og gjemmes så i kjelleren og Laden, i stabburet og på loftet. Men kornet er for største delen allerede blitt skåret om sommeren. Nå begynner Træernes løv å visne. Det taper litt etter litt sin muntre grønne farge, blir gult og rødlig og faller til Slutningen av. Da blir det også ensomt på Marker og enger. 8Kveget søker sin stall og mennesket sin bolig.

Denne årstid kalles høsten, fordi man innsamler eller høster Guds gaver for det år; men den kalles også etteråret, fordi høsten kommer etter våren og sommeren.

I november og desember blir det atter Vinter, og nordlyset viser seg med sin prektige strålebue på Himlen.

Der gives altså fire årstider; hvorledes kalles de? I hvilken årstid befinner vi oss nå? Når er denne årstid forbi? Hvilken kommer så? Hvilken årstid er den behageligste?

8. Den, som er sulten, vil spise; den som er tørstig, vil drikke; den, som er falt, vil reise seg; den, som er trett, vil hvile seg. Den, som er nysgjerrig, vil se Alt og vide Alt; den, som er egensindig, vil stedse have sin vilje; den, som er tverr, vil aldri vise andre noen tjeneste. Den, som er fredsommelig, vil ikke kives med andre; den, som er medlidende, vil gjerne hjelpe den Ulykkelige; den, som er ærlig, vil betale Enhver hva han er ham skyldig; den, som er sanndru, vil ikke lyve; den, som er syk, vil gjerne være frisk igjen; den, som er nødlidende, vil gjerne ha hjelp.

Hvo, som intet vet, bør lære noe; hvo, som er syk, bør være forsiktig med hva han spiser; 9hvo, som ikke gidder arbeide, bør heller ingen Løn have; hvo, som ikke adlyder sine foreldre eller sin lærer, bør straffes; hvo, som lover noe, bør holde det; hvo, som nyter godt av andre, bør være taknemmelig derfor; hvo, som finner Noget, bør ikke skjule, at han har det.

9. Den, som vil være mett, må spise; den, som har tilsmusset seg, må vaske seg; den, som lenge vil beholde sine klær, må skåne dem og holde dem rene; den, som vil forbli sund, må spise og drikke med måtehold; den, som vil sove godt, må arbeide flittig om dagen, og ikke overlesse seg med spise og drikke. Den, som ikke vil bli vildfarende, må spørre seg for om veien; den, som vil komme i rette tid på et sted, må ikke nøle; den, som vil lære noe, må være flittig og oppmerksom; den, som vil være avholdt av andre, må være vennlig, oppriktig og tjenstferdig; den, som vil gjøre sine foreldre fornøyelse, må være flittig i skolen, sedelig og lydig hjemme, og artig hos fremmede folk; den, som vil begripe noe, må bruke sin ettertanke. Den, som ikke vil høre, han må føle.

10. Hvo, som tar mange penger inn, kan igjen gi mange penger ut, men han kan også spare noe og legge opp. Hvo, som har lært noe til Gavns, kan stedse finne sitt utkomme. Hvo, som er svak og syk, kan ikke ernære seg selv. Hvo, som er doven og uoppmerksom i skolen, kan ikke lære noe.

1011. Den, som lover noe, skal holde det. Mennesket skal gjøre Guds Villie; Barna skulle lyde deres foreldre; Tjeneren skal lyde sin Herre. Du skal gjøre din plikt; hva der skal gjøres, bør ikke unnlates.

Når vil Du gå? Når bør Du gå? Når må Du, når kan Du, når skal Du gå?

12. Jeg hører til en familie, og denne familie består av mine foreldre, mine søsken og min slekt. De, som bo i samme hus, som vi, er våre Huusfolk. De, som bo tett ved oss, er våre naboer. Hvor boer Gjenboen?

Den, som eier et hus, er eiermannen eller besitteren derav. Hvo, som ikke selv har et hus eller en gård, må leie seg en bopel i en Andens hus; det vil si, at han må betale årlig eller halvårlig en viss Sum penger til Husets eiermann, for å ha lov til at beboe en viss del av det. Denne eier heter så hans vært, og pengene, som han betaler, kalles leien.

13. Til en god bopel høre lyse og rommelige værelser, som ikke er fuktige, og trapper, som ikke er mørke eller steile. Kjøkken, loft og kjelder må også være rommelige, luftige og tørre. Sådanne hus, hvis yttermurer blot bestå av teglstein, kalles grundmurede hus. Et grunnmurt hus kan stå 11i flere hundre år, når det fra tid til annen tilbørlig istandsettes (repareres), og det er mindre utsatt for å brenne av ved ildsvåde, enn de hus, hvis murer er sammensatte av tømmer og murstein, og som derfor kalles bindingsverk.

I mange bygninger gives der også en bolig for dyrene, nemlig en stall. Stallene har sjelden vinduer og aldri kakkelovner. Hvorfor ikke? —. I stallene finner man heller ikke Stole, Borde, Skabe eller bokreoler. Men i mangen stall står der en seng. Hvis er den? —.

14. Jeg er et menneske, thi jeg kan tale; men dyrene kunne ikke tale. Noen fugler, som skaden og Ravnen, kunne lære å snakke litt; men de vet ikke hva de sier. Jeg kan føle og attrå. Jeg har allerede fornemmet smerte, glede, angst, frykt og medlidenhet. — Også dyrene kunne føle smerte og fornøyelse: Hunden klynker og piper, når en annen hund har bitt den, men den gleder seg, når den ser sin Herre; Hester og Kjøer, høns, gjess og ender ytre glede, når deres Foder bringes dem; et svin skriker, når man slaaer det, og hunden tuder sommetider ved å trues. — Men jeg kan tilkjennegi min glede og min sorg ved ord; det kan dyret ikke gjøre.

Jeg går oppreist; jeg kan løfte mitt hode i været og vende det om til alle sider. Dyrene gå nedbøyde mot jorden og kunne ikke se fritt opp til Himlen. Jeg kan se, høre, føle, smake og 12lukte. Dette kunne dyrene også; de har likesom mennesket fem sanser. Mange dyr kunne endog se langt skarpere og lukte langt skarpere enn mennesket.

15. Jeg vet, at jeg bruker mine føtter til å gå med, mine øyne til å se med, mine Øren til å høre med, min tunge til å smake med, min nese til å lukte med, og jeg vet, at jeg har følelse i alle lemmer og ledemot; men et dyr vet ikke dette.

Jeg kan bruke min ettertanke; jeg kan udfinde, hvortil man bruker jern, kalk, Steiner, tre og utallige andre ting; men dyrene kunne ikke således tenke etter over noe.

Jeg kan begripe, hvorfor en ting må være således, som den er; f. Ex. hvorfor et hus har vinduer, dører og skorsteiner; hvorfor ovnen og arnestedet ikke er av tre; hvorfor plantene må vannes; hvorfor jorden må graves; hvorfor mine sko er av lær og ikke av lerret eller jern; hvorfor der er en Hank i potten og en lås på døren. Jeg kan begripe, hvorfor taket er skrått, hvorfor en kniv er skarp foran, men sløv bakpå, hvorfor gatene er brolagte, og hvorfor en vogn ikke bør ha flere enn fire hjul.

Jeg kan innse, hvorfor jeg ikke alltid har lov til å gjøre, hva jeg vil; hvorfor jeg skal lyde mine foreldre og mine lærere; hvorfor jeg bør være flittig, oppmerksom, lærvillig og sedelig. Jeg kan innse, at alle mennesker skylde Gud en inderlig takknemlighet. Jeg kan forstå hva disse ord bety: Norge, Verden; Dyr, plante; Hat, kjærlighet; Straff, belønning; foruten mange andre ord, for eksempel —, —, —.

13Jeg bemerker, at bordet og benken ligne hinannen, og vet også, hvori denne likhet består. Jeg bemerker, at begge er gjorte av tre, at begge kunne slides ved en lenger Bruk, begge brenne, når de kommer i ilden (er brennbare), og begge have føtter. Men jeg innser også, at begge er hinannen ulige, eller forskjellige fra hinannen; thi jeg bemerker ved den ene av disse ting adskillig, som ikke finnes ved den annen, f. Ex. —, —.

Rosen ligner liljen. Begge er nemlig blomster; begge sitte på en stilk, have grønne Blade og en rot nede i jorden; begge fremkomme av en knop; begge have en behagelig lukt og en skjønn farge; begge blomstre i noen tid, hvorpå de visne Men Rosen er også forskjellig fra liljen. Rosen vokser på en busk, liljen på en blødere stengel; Rosen har torner, men liljen har ingen torner; Rosen har brede og runde Blade, liljen har langaktige og smalere Blade; Rosen er for det meste rød, liljen for det meste gul eller hvit. Jeg har nå sammenlignet Rosen og liljen, idet jeg angav både likhet og ulikhet imellom dem. Dette kan dyrene ikke, thi de har ingen forstand.

Således kan jeg også finne likhet og ulikhet imellom en hest og en Ko, imellom en hane og en spurv, imellom solen og ilden, nemlig —, —, —.

Jeg kjenner mange Slags ting, som jeg har betraktet med oppmerksomhet. Jeg kjenner en mengde urter, som vokse i hagene, f. Ex. Gulrøtter, erter, reddiker, bønner, kål, persille, løk, pepperrot og asparges. Jeg kjenner også ukrutt, saasom Nelder og tistler, og vet å skjelne det fra de nyttige planter.

1416. På marken vokser Rug, hvete, Havre, bygg, kløver, samt lin, hamp og raps. Også vikker, erter og poteter vokse på marken og kalles derfor markfrukter.

I hagene vokse pærer, epler, Blommer og kirsebær. Imellom trærne i hagen stå sædvanligviis busker, som bære rips og stikkelsbær. I skogen vokse tyttebær, langs med steinurene nøtter og på myrene multebær. Alle disse frukter kan man spise, når de er modne. Umodne frukter er derimot meget skadelige.

17. Trærne forsyne oss ikke blot i Høstens tid med deres saftfulle frukter, men de gleder oss også om foråret med deres snøhvite og rosenrøde blomster; på Sommerens varme dager vederkvege de løvfulle trær oss med deres kjølige skygge, og om vinteren varmer treet oss med sin Ved. Dessuten er vårt meste bohave forferdiget av tre, og våre hus for en stor del gjorte av tømmer og Bræder.

Treet står fast, fordi det har en sterk rot, som går dypt ned i jorden. Opp av roten er stammen vokset; Stammen og grenene er omgitte likesom med en tykk hud, eller en kjole der er vokset på kroppen, nemlig den fastsittende bark. Rundtomkring det Øvre av stammen sitte grenene; langs ad grenene sitte kvistene, og på kvistene sitte Blade og blomster; av blomstene komme siden frukter. I begynnelsen av foråret kan man ennå ingen Blade eller blomster se, men kun knopper. I mai måned springe disse knopper ut, og så ser man, at Blade og blomster var skjulte deri, så lenge de ennå vare spede. Bladene er ikke blot til Prydelse for treet, men de beskytter også frukten mot den 15brennende sol. Når et tre mister sine Blade, innen frukten er moden, så hentørres frukten og blir til unytte.

Når barken på et tre beskadiges, så blir treet sykt og kan da lett rent gå ut. Derfor er det Uret, og fortjener hard straff, når barn og kaade mennesker flenge med Knive i barken av et tre, eller endogsaa rive barken av. Man må især skåne barken på de trær, som stå i hagen, da de er skrøpeligere enn trærne i skogen. Jeg vil aldri gjøre noe tre Skade, og jeg vil rett glede meg, når jeg ser et frisk og blomstrende tre!

18. Alle dyr have ikke samme skikkelse og utseende. Der er stor forskjell imellom en hund, en spurv, en frø, en gjedde, en skarnbasse og en Regnorm. Hunden har fire føtter og gir sine unger patte; den hører altså til de fiirføddede pattedyr. Spurven har kun to føtter, er bedekket med fjær og legger egg; den hører altså til fuglene. Frøen har riktignok fire føtter, men dens bakføtter er lange; den bruker dem til å krype eller til å hoppe med. Den kan også leve i vannet, hvor den bruker sine bakføtter til å svømme med. Frøen hører til krypdyrene, eller amfibiene.

Gjedden har ingen føtter og ingen vinger; den har heller ingen hår på kroppen, således som hunden, eller fjær, som Spurven, men den har skjell. Gjedden kan ikke gå, således som hunden, ikke flyve, som Spurven, ikke krype, som Frøen; men den kan svømme, det vil si: bevege seg fra et sted i vannet til et annet. Dertil bruker den sin hale 16og sine Svømmefinner. Den hører til Fiskene og den lever kun i vannet.

Pattedyr, fugler, krypdyr og fisker kalles også med ett ord de benede dyr eller ryggrads-dyrene.

Skarnbassen har seks føtter; den har ikke, som hunden, Spurven, Frøen og gjedden, noen beinrad innen i seg. Dens kropp har adskillige innsnitt eller avdelinger. Den hører til insektene. — Regnormen har ingen føtter og kan kun skyde seg frem. Den er også ganske uten ben innen i, og den hører til de dyr, som vi kaller ormer.

19. Pattedyrene og fuglene have en stemme; men Fiskene, ormene og de andre dyr have ingen stemme. Jeg har hørt, hvorledes lerken og trosten slaaer, hanen galer, hunden gjøer og knurrer, fåret breker, Koen brøler, musen piper, hesten vrinsker, svinet grynter og Frøen kvekker.

Dyrene har for det meste en bedekning på kroppen. Noen have hår, andre ull, andre fjær atter andre skjell, børster eller en hard skal.

Dyrenes lemmer eller ledemot er meget forskjellige. Noen have Arme og ben, nemlig apene; andre have hverken Arme eller ben, eller noe annet fremstående bevegelsesredskap, saasom slangene og ormene. Noen have to, andre fire, andre seks eller åtte, ja noen endogsaa mer enn hundre føtter. Andre have vinger, ikke blot fuglene, men også insekter; mange fisker, insekter og ormer have munntrevler, følehorn, Føletraade og deslige.

Noen dyr have overordentlig skarpe sanser. Ravnene og hundene have en grumme skarp lukt og ørnen har et vidunderlig skarpt syn. På 17noen ringe dyr bemerker man slett ingen sanseredskaper, ingen øyne, ingen Øren, ingen nese.

De ville dyr, som leve i skogen, og sky menneskene, oppsøke selv den føde, som tjener dem til næring; de tamme dyr få deres føde av menneskene. Dyrenes næringsmidler er meget forskjellige. Noen, f. Ex. Ulven eller Høgen, drepe andre dyr og ete dem derpå; de kalles derfor rovdyr. Andre, f. Ex. Ravnen, ete døde dyr, om de også er gangne i forråtnelse; atter andre leve av gress, urter, røtter, Blade, blomsterknopper og blomsterfrø, eller lignende ting.

Kjør, får og hester ete gress og urter; Hunder og katter ete kjøtt; Høns og gjess ete korn, især bygg. Biene nære seg av den saft, som de suger ut av blomstene; de fleste ormer av røtter eller av Blade.

Dyrene sove, når de er trette; mange ligge, andre sitte; noen kunne også sove stående, f. Ex. Hestene. Noen sove kun om dagen, fordi de om natten gå ut på Rov, f. Ex. Uglene og mange ville dyr. Men noen dyr sove hele vinteren over, f. Ex. Bjørnen, og våkner ikke opp igjen, før luften atter blir mildere.

20. De fleste dyr have fiender, mot hvilke de må verge seg eller sette seg i sikkerhet; men hvert dyr vet også meget vel, hvorledes det skal beskytte seg, når det angripes. Ved å bite, å stikke, å støte eller å slå med foten eller halen forsvare de seg; andre unngå faren ved at flye meget hastig, eller ved å skjule seg, eller på andre måter å skuffe deres forfølgere, f. Ex. ved å anstille seg, som om de var døde. Noen, som leve i vannet, forstå å gjøre vannet uklart, så deres fiende ikke

Norsk lesebok.

18kan se dem; andre fordrive ham ved en stygg stank, som de kunne gi fra seg; atter andre kalle på hjelp med engstelige forunderlige toner, som kunne forvirre den Angribende.

Med mye omhyggelighet pleie flere dyrearter deres unger. Innen disse fødes, har de Gamle allerede tilberedt et blødt, varmt og sikkert leie for dem. Noen dyr, f. Ex. Hundene, kattene, hestene og Kjørene bringe levende unger til Verden, som i begynnelsen alene ernæres ved å patte moren. Alle sådanne dyr kalles derfor pattedyr. Fuglene legge egg, av hvilke ungene noen tid etter fremkomme. Så lenge disse er små, varme foreldrene dem ved å sitte og ruge over dem. De andre dyrearter bryte seg kun lite om deres avkom.

Fuglene leve i luften og i trærne, på jorden og på vannet; de fiirføddede dyr leve i skogen og på marken; andre dyr leve i vannet, fornemmelig Fiskene. Mange mindre dyr leve under jorden, som Muldvarpen, rotter og mus, ormer og insekter.

21. Den Nytte, som pattedyrene skaffe menneskene, er ubeskrivelig stor. Uten okser, får og svin ville vi knap kunne leve; thi fåret må yte oss sin ull, for at vi kunne forfærdige Klædningsstykker av den; Kjøttet av svin og hornkveg (flesk og oksekjøtt) er vårt kraftigste næringsmiddel, og kvegets hud er oss uunnværlig, fordi man derav gjør det lær, hvorav skomakeren igjen syer sko og støvler. Oksen eller stuten er dessuten i mange land uunnværlig ved Markens dyrkning, fordi den der brukes til å trekke plogen. Av Koen får vi melk, hvorav der laves smør og ost, to av våre allerfortrinligste næringsmidler.

19Også hestene er uendelig nyttige til å ride på og kjøre med, samt til å trekke plogen og vogner med svært lass. I sydlige land, hvor der er mange Bjerge, er eslet et meget nyttig dyr, fordi det har krefter til å bære store byrder og går så sikkert på de bratte og smalle stier. I de heteste land brukes kamelen til å bære byrder og til å ride på, og i de nordligste kaldeste land, hvor der er bestandig snø, spennes Rensdyret for sleden, likesom vi sette hestene for vognen.

De dyr, hvis skinn især er brukelig til å gjøre lær av, er følgende: Okser, kalver, får, hester, hjorter, rådyr, geiter, esler og svin. Det lær, som gjøres av oksehuder, er det sædvanligste. Av tamme svin kan man ikke bruke skinnet til lær, men kun av de ville, som kalles villsvin. Gamle bøker er ikke sjelden innbundne i Svine- og kalveskinn.

Av Lamme- og kalver-skinn gjør Pergamentmageren hvitt pergament, hvorpå man kan skrive med en Blyantsstift, og hvorav dog det Skrevne igjen kan utslettes, når man vil skrive noe nytt derpå.

Når Dyrenes huder eller skinn er tett bevokste med bløde hår, så gjøres der Pelse eller pelsverk av dem. Den Mand, som handler med pelsverk, eller Foerværk, og setter det på våre Huer og våre klær, kalles en buntmaker. Er hårene bløde og korte, som på hareskinn, så skraper man dem ofte av og bruker da disse hår til at forfærdige hatter av.

22. Fuglene fornøye oss med deres liflige sang; fremdeles tjene mange oss til spise og er oss dessuten til Gavn på andre måter. Dels gavne de oss ved deres fjær og deres egg; dels tjene de oss derved, 20at flere av dem fortære døde dyr, som ellers ville ligge og råtne og gjøre luften mindre sund og behagelig; dels derved, at de ødelegger mange skadelige smådyr, som tjene dem til næring, og dessuten fange og fortære Frøer, Fiirbeen og Snoge, hvorav der ellers ville mylre allevegne.

Der gives flere Slags fugler, saasom vannfugler eller svømmefugler, husfugler, skogfugler, sangfugler, rovfugler og andre. Hvoretter have disse fugler fått deres navn? —. Jeg kan nevne en husfugl, en vannfugl, to sangfugler og en rovfugl. Jeg kan også nevne fugler, som ikke høre til noen av disse Slags, f. Ex. en —, en —.

Også blant krypdyrene gives der noen, som kunne spises, f. Ex. Skilpaddene; men disse siste finnes ikke i våre land.

Av Fiskene tjene mange til føde for menneskene. Der gives Egne, hvis beboere ofte hele året igjennom ene og alene leve av fisk. Av somme fisker får man tran, av andre kan man bruke skinnet eller huden.

Av Insekterne er især biene til stor nytte, da de frembringe honning og voks. Forskjellige insekter er spiselige, f. Ex. Krepsene. I somme land spises også en Slags gresshopper, som leve der. Av flere andre insekter kan man tilberede farger. Den såkalte spanske flue er et ypperlig legemiddel.

Blant ormene er likeledes flere sorter spiselige, f. Ex. Østers. Blodiglene er fortreffelig skikkede til å suge det overflødige blod bort hos syke. Den Vaske-svamp, som vi dagligen bruke, er egentlig et Slags hus, hvori fra først av mange små ormer bodde.

2123. De dyr, hvis kjøtt spises, er især følgende: Okser, kalver, får, lam, svin og Grise; Høns, gjess, ender, Duer og kalkuner; Hjorter, Rensdyr og harer; Lerker, kramsfugler, Agerhøns, Snepper, fasaner, o. fl. a. Fattig folk spiser undertiden hestekjøtt, som er rett godt, men smaker vel søtt. Også Dyrenes blod kan regnes med til Menneskenes næringsmidler. Foruten kumelken brukes også fåremelken. I fjerne land boer der folk, som drikke mye hestemelk. Melken av geiter og især av esler er meget styrkende og kan brukes som legemiddel for syke og avkreftede mennesker.

Til Spise for mennesket tjene Træernes og Buskenes frukter og mange Planters og Urters røtter og Blade, f. Ex. Roten av persille og selleri, bladene av kål, spinat, syre og salat. Men fremfor alt tjene kornsortene til næring for mennesket.

Nest etter brødet er potetene det alminneligste næringsmiddel, thi de er det minst bekostelige. Man kan benytte dem på mange måter, også som mel, og de lar seg lett gjemme hele vinteren over i kjellere eller i huler. Også til Foder for kveget kunne de med fordel anvendes.

24. Mennesket skal ikke blot stille sin hunger med alle disse spiser, eller blot mette seg, men disse skulle også smake ham godt; han skal ha fornøyelse ved å mette seg. Derfor har Vorherre tillatt, at der finnes ting på jorden, hvormed man kan krydre spisene, det vil si, gi dem en behagelig smak, som de ellers ikke have. Noen av disse krydderier er nesten allevegne til stede i overflod, andre komme til oss fra fremmede land.

De krydderier, som hyppigst vokse hos oss, er: Løk, timian, sennep og karve. De utenlandske er 22fornemmelig: Sukker, pepper og kanel. Det fornemste av alle krydderier er salt, som også tjener til å bevare kjøttet. Også eddik hører med til krydderiene og er et av de allerviktigste. Man har Ølæddike og vineddik.

25. Der gives mer enn een jordart, f. Ex. Sand, Leer, kalk, kritt og flere, foruten den egentlige Muld eller muldjord; denne siste er den viktigste bestanddel av det jordsmonn, hvori vi så og plante. Sand bruker murmesteren til å blande imellom kalken. Fint Sand strør man på den våte skrift, for at den ikke skal gå ut eller smitte av. Sand strør man også på stuegulvet. Hvorfor? —. Leer bruker man til å oppsette ovner av; likeledes til å bygge med. En finere leirsort er Pottemagerleeret, som brukes til Potter, Skaale, krukker og tallerkener. Kritt brukes til å skrive med; man kan også male med det. Kalk slås imellom murstenene for å binde dem til hinannen; også overstryges vegger og hele hus titt med kalk.

Stenene brukes på mange måter. Noen, som kalles sandsteiner, brukes i møllen til å knuse eller male kornet med, hvorfor de kalles møllesteiner, etter at de nemlig er tilhugne og avrundede til dette Bruk. Andre bruker man til å slipe Knive og Saxe eller Leer og økser på; atter andre til å legge bro med til flisegulv, og til å legge trapper med. De meget store Steiner, som finnes hos oss, brukes til å legge grunn med, når et nytt hus skal oppføres. Hva kaller vi denne Sort Steen? —. En hvit Steen, som heter marmor, brukes til billedstøtter, til gravminner i kirker og på kirkegårder og til pynt på prektige bygninger. Flere Slags små Steiner er 23meget skjønne og kostbare, hvorfor rike folk kjøpe dem og pynte seg med dem. Disse kalles edelstener. En av disse edelstener heter diamant; men den er også til nytte i det daglige Liv, thi den er så hard, at man kan overskjære Glas med den, hvorfor den også er ganske uunnværlig for glassmesteren.

Til de viktigste Steiner hører fremdeles flintesteinen, som brukes til å slå Ild med, og desaarsag settes i Geværlaase; den brukes også til at forfærdige Glas av i glasshyttene. En meget nyttig steinart er skiferen, der brukes til tavler, som man skriver på; Griffelet, som man skriver med, er også et Slags skifer. I flere land, også i vårt, brukes hyppig denne Steen til taksten.

26. Foruten disse Jord- og steinarter finnes der også jern Kobber, sølv, gull, bly, Tin, Svovl, salt, steinkull og torv i jorden. Av Kobber, sølv og gull gjør man mynter, eller penger. Den største sølvmynt i vårt land kalles en Specie. Våre eldre gullmynter het dukater; nå har vi ingen sådanne.

27. I et land ligger der hist og her byer. En stor by heter en stad, en mindre by kalles en kjøpstad. Den viktigste by i et land kalles hovedstaden. Hva heter hovedstaden i vårt land?

Rundt imellom byer og Gaarde i et land ligge Marker og enger, skoger og Krat, bakker, Bjerge, klipper, daler, sletter, Søer, dammer, Floder, elver og bekker. I skogene bo jegerne og kullbrennerne; ved Søer og Floder bo fiskerne. En Flod er en meget bred og dyp elv; i vårt land finnes mange store Floder.

Et land, som på alle sider er omflydt av vann, kalles en Ø. I vårt land finnes mange øyer, større og mindre, som er omgitte av havet, eller den salte Sø.

2428. Alt det, som ligger utenfor Stæderne, kalles landet. Det åpne land heter i alminnelighet marken, og hver avdeling av marken, som er dyrket, d. e. pløyd og besådd, kalles en Ager. Et stykke av marken, som formedelst sin lave beliggenhet har en sid jordbunn, hvor der av seg selv vokser frodig gress, med blomster og urter imellom, kalles en eng. På engene høstes der år ut og år inn Hø. En stor gressmark, hvor Kjør og får gresse, kalles en Græsgang eller havn. Men hva kalles et sådant stykke land, som er omgivet med gjerder og hekker eller med et plankeverk, og hvor der står frukttrær, blomster og Kjøkkenurter? —.

En vid Mark, som er helt over bevokst med trær, der uten orden stå ved siden av hinannen, kalles en —. Men er det blot busker og enkelte mindre trær, som således stå på et stykke jord, så hedde disse tilsammen et Krat. Jeg kan godt nevne forskjellen på et tre og en busk, thi et tre —, men en busk —.

På de fleste Marker finnes Høye og bakker. Er disse opphøyninger overmåte store, så det koster mye tid og sterk anstrengelse, innen man når opp til toppen, så heter en sådan Bakke et Bjerg. De enkelte nakne Steiner, der rage frem av et Bjerg, kalles en klippe. Sjelden ligger et Bjerg alene, men mange sammenhengende Bjerge, det ene høyere enn det andre, ligge ved siden av hinannen. En sådan rekke kalles en Bjergkjede. I vårt land finnes mange Bjerge, og de er til dels så høye, at de synes at nåe skyene. De Marker, hvorpå slett ingen opphøyninger finnes, kalles sletter; av sådanne har vi i vårt land meget få.

Det dypere rom, som innesluttes av to eller flere Bjerge, kalles en dal; også kalles titt en lav Mark mellom høye bakker en dal. Undertiden finnes der fordypninger 25i Bjergene, hvor flere mennesker eller dyr kunne rommes; disse kalles huler eller grotter. En vei, som går opp imellom høye bergtopper, kalles et pas. Mange Bjerge er så bratte, at man slett ikke, eller kun fra en enkelt side, kan bestige dem.

På marken og i skogen kommer man undertiden til steder, som er så bløde, at man synker i, når man vil derover; et sådant sted kaller man en myr. Er jorden på sådanne steder helt over bedekket med vann, og det uklart, illeluktende vann, da er det et Morads eller en sump. En ganske liten sump, som er oppstått av Regnen, kalles en vannpytt. Hvor der er flere sumper og myrer, opholder seg mange forskjellige fugler, som derfor også kalles Sumpfugle. Sådanne er: Hegrer, Snepper, o. fl.

29. Også Søer er meget hyppige i flere land, f. Ex. i vårt land. En Sø er et stort og dypt vann, som på alle sider er omgivet av land. Den kalles derfor også en innsjø. Der, hvor jorden er sid eller moradsig, kalles en sådan innsjø et Kjærn; man kan frembringe en Sø på sådanne steder, når man graver en passende fordypning, hvori vannet så samler seg. En sådan kunstig Sø kaller man en dam. På Søer og dammer oppholde vannfuglene seg, f. Ex. Villgjess, villender, måker o. a.; thi disse fugler nære seg især av fisk, men søene er sedvanlig fiskerike. Langs med kanten av Kjærene vokser der Siv og Rør. Disse finnes også i sumpene.

På mange steder ser man vannet vælde frem av jorden eller klippen. Et sådant vann kalles en Kilde, eller et kildevell. Av een eller flere Kilders samlede vann oppstår en bekk, flere bekker danne tilsammen en å eller en Flod. Kildernes vann er sædvanligviis kaldt, men der gives også kilder, hvis vann er ganske varmt. Det er meget gavnligt for mange syke å bade seg i sådant varmt 26kildevann, når det er noe avkjølt. Mange kilder flyte bestandig, somme kun til visse tider. Når en Kilde har hørt opp å rinne, så sier man, at den er uttørret.

Den Deel av landet, som ligger nærmest ved havet, kalles Strandbredden, eller kysten. Når Strandbredden krummer seg innad, likesom for å gi havet bedre plass, oppstår en bukt. En bukt, som er smal og går langt inn i landet, kalles en fjord. I vårt land finnes mangfoldige store og skjønne Fjorde. En krumning av fjorden kalles en Vig.

30. Når man på en jevn god vei behøver omtrent en time for å kjøre fra et sted til et annet, så ligge disse to steder omtrent en mil fra hinannen. En mil er 18,000 alen lang. En mil inndeles i fire like store dele, som hver kalles en fjerdingsvei. En bred kjørevei, som fører til eller fra en by, imellom Marker og enger eller igjennom skoger eller over Bjerge. kalles en landevei. De største landeveier helt igjennom landet kalles hovedlandeveier. En kort vei til en by eller en gård, som på begge sider er beplantet med trær, heter en allé.

Man kan komme eller reise fra et sted til et annet på mange måter: til fots, til hest, til Vogns og til Skibs, eller til Søes.

27På landeveien kjører posten; det er en lille hurtigløpende vogn eller kjerre, som bringer brev hele landet igjennom. Den, som sender et brev til annetsteds boende slekt og venner, må skrive mottakerens navn og bopel utenpå med tydelig skrift. Denne utskrift kalles Brevets adresse. Også må Brevet forsegles, for at ingen Uvedkommende skal lese hva der står deri. Således utstyret avleveres Brevet på posthuset. Den, som avsender et brev, eller også den, som modtager samme brev, må betale noen skilling, fordi posten kjører med det. Disse penger kalles Porto, eller brevporto.

31. En reise, som fullendes på een dag, kalles en Dagreise. Den lengste reise, som et menneske kan gjøre, er en reise omkring jordkloden; denne foretas best til Skibs, da det store og dype vann, som vi kaller verdenshavet, flyter rundt omkring jorden og adskiller landene fra hinannen. Men et stort stykke av sådan en reise kunne også gjøres til Lands. Flere mennesker have forsøkt å seile omkring jorden, og de fleste er også lykkelig og vel kommet igjen. Den Vei, som de måtte legge tilbake, utgjorde flere tusen mil.

Ved landeveiene samt i Stæder og på gårdene finner man hus, i hvilke de reisende 28for penger kunne få værelse, kost og forskjellige bekvemmeligheter. Disse hus kalles gjestgiversteder eller vertshus. Den, som tar imot de reisende her, heter gjestgiveren, eller verten.

Hvo, som ofte kommer på reiser, kan se og høre såre meget og kan lære å kjenne mange mennesker, land, dyr, planter og nyttige innretninger; han kan samle mye erfaring. Hvo, som ikke ennå har sett og hørt meget, er uerfaren. Hvorfor have barn ikke mye erfaring?

32. Den By, i hvilken jeg boer, heter —; den by ligger i et land, som heter —; dette land er mitt fedreland, fordi —. Mitt fedreland er et stort land, hvori der ligger mange større og mindre Stæder, og hvori der boer mange tusen mennesker. Alle de mennesker, som bo sammen i det samme land og tale det samme språk, utgjøre med hinannen et folk, eller en Nation (uttales: Nasjon). Jeg vet, at hovedstaden i mitt fedreland heter —.

Mitt fedreland utgjør en part av et langt større land, som kalles Europa, og dette Europa er atter en del av den hele umålelige jordklode. Men jorden er igjen kun en meget liten part av Verden, d. e. av alt det, som den allmektige Gud har skapt. Thi til Verden høre 29foruten sol og måne også de utallige stjerner, som vi om natten bli vaer over vårt hode; men solen alene, som synes så liten, er allikevel mange 1000 ganger større enn vår jord.

Det sted, hvor to land, som ligge opp til hinannen, støte sammen, kaller man grensen mellom begge disse land.

33. I store Stæder bo soldater med deres offiserer (hvilke tilsammentagne kalles Byens garnison eller dens besetning eller militæret), kjøpmenn, kunstnere, embetsmenn, dagleiere, håndverkere, kapitalister og fattigfolk, i store og små, slette og gode, smukke eller prektige hus. En by, i hvilken en konge eller en regjerende fyrste boer, kalles en Residentsstad. Vår Konges Residentsstad heter —; Kongen av Danmarks heter Kjøbenhavn. Det hus, hvor en konge har bopel, heter et slott eller et palass.

En by, hvor der boer mange kjøpmenn og hvor der altså drives en sterk handel, kalles en Handelsstad. Handelsstæderne ligge som oftest ved store Floder eller ved havet, fordi man langt lettere kan føre alle svære ting til vanns enn tillands. De ting, som en kjøpmann har å selge, kalles varer. Et hus, hvori han gjemmer dem, kalles et pakkhus, og det værelse, hvori folk gå hen for å kjøpe det, som de ønsker av disse varer, heter en Bod eller butikk.

3034. Ikke alle varer selges på samme måte. Noen måles, andre veies og atter andre telles. Noen selges stykkevis, etter deres brukbarhet, størrelse og skjønnhet. Det, hvormed man måler, kalles en målestokk eller et mål. Lerret, klede og alle de tøyer, som er av silke og bomull, måles med en alen. En alen har omtrent en Arms lengde; Halvdelen av en alen kalles en fot, fordi et voksen Menneskes fot har omtrent samme størrelse. Tre alen kalles en favn; etter Favne måler man Brænde (som derfor kalles Favnebrænde); likeledes tau og andre ting, som har en lang utstrekning.

Flytende ting, f. Ex. Øl, eddik, olje, brennevin, melk o. s. v. måles etter Potter; to Potter utgjøre en kanne, og en pot inneholder igjen fire Pægle. Man har dertil forskjellige kar, eller mål, som nettopp kunne rumme den bestemte masse, eller mengde av det Flydende.

Kjøtt, smør, sukker, tobakk og mange andre varer selges etter vekten; også fisk for det meste. Man bruker da forskjellige vekter, som hedde pund, Lod og kvintin, når varene veies på en vektskål; Kjøtt, Oste, garn o. m., som har betydelig omfang, veies ved hjelp av det redskap, som kalles bismer. 12 skålpund utgjøre et bismerpund. Frukt blir enten målt eller veid, f. Ex. en tønne epler, en skjeppe Blommer, en pot stikkelsbær, et pund kirsebær, et bismerpund rips, o. s. v. Tyve stykker er et snes; Egg selges snesevis. Korn måles etter Tønder, skjepper og Fjerdingkar. Men korn kan tillike veies, så at den sanne verdi nøyaktig kan bestemmes.

3135. Det, som et menneske beskjeftiger seg med og hvorved han ernærer seg, kaller man hans næringsvei. Agerbrug, handel, kvegavl, Havedyrkning, Fiskeri er næringsveier. Også de forskjellige profesjoner og håndteringer høre til Næringsveiene. Den, som giver seg av med Agerbrug, heter en bonde eller også en landmann; den, som lever av Havedyrkning, heter en gartner. Snekkere, Smede, bakere, garvere, dreiere, bryggere, skomakere, tømmermenn, malere, urmakere og mange flere drive et håndverk eller en profesjon, og kalles håndverkere eller profesjonister. Den Stue, eller det rom, hvori håndverkeren arbeider, er hans Værksted, og hans redskaper kalles hans verktøy. Hva foretar nå enhver av de Ovennævnte seg? —. Noen håndverkere kalles kunstnere, når de forstår å frembringe fine og kostbare ting, f. Ex. Malere, som male Billeder av mennesker og dyr eller også hele landskaper m. m., urmakere, som gjöre de allerpaalideligste urer, og fl. a. Jeg kan nevne de håndverkere, som gi seg av med Jernets bearbeidelse; også kjenner jeg dem, som skaffe oss våre klær og våre Födemidler.

Når en mann har flere verksteder, i hvilke hans folk på kunstig måte forfærdige visse 32ting i betydelig mengde, så kalles han en fabrikant, og hans hele innretning tilsammen en fabrikk. Vi har noen få Klædefabrikker, tobakksfabrikker, papirfabrikker, o.s.v. I Staal- og Jernfabrikker gjøres Knive, Saxe, sabler og meget annet.