498

(Tale ved Sangerfesten i Arendal 1859).

Seilerne ved, at vort Land fortoner sig høit, og paa dets Kyst har Folket en vid Udsigt over Bølgerne; men ogsaa Landets indre fornemmer Havet og paavirkes deraf som af Livsaarer. Havet strækker sig ind mellem Bjerge og Bygder og til Afkroge under Fjeldvidderne; det bærer 499de vidtfarne Seilere did og fører dem til Ankergrund i mangen Bugt, hvor Sæterstien gaar op fra det forborgne Daldyb. Naturens Herre har sørget for, at saa stor en Del af dette Lands spredte Befolkning kunde faa et Indtryk af Havet, og dette Indtryk afspeiler vor Historie. Ligesom Norges Land har et aabent Aasyn mod Søen, saaledes er i Folkebilledet Søbedriften et fremhævet Parti; ja, i denne Færd er Folkets bedste Egenskaber aabenbarede. Naar Sagaskriften viser os Vikingelivets Kampe og Haardførhed, da peger den tillige paa det kraftfuldt higende Sind, der over øde Havstrækninger søgte frem til ukjendte Kyster, da vidner den om dette Folks Snille, om de gode Kræfter i dets Samfundsliv, der beherskede Vildheden og kunde indplantes i de fjerne Egne, hvor vore Søkonger tog Land med Sverdet.

Sandelig, Nordmanden har paa Havet store, tiltalende Minder, fjernere og nærmere, og Folket elsker dem. Men det nye Norge kan ogsaa med Tilfredshed og voxende Haab tilegne sig denne Erindring; thi den mest lysende Side af Nordmandens Nutidsliv er hans Færd paa Havet. Her ser vi ikke en liden Stats snevre Vilkaar, — her er Udfoldelsen storladen, og med den gaar Norges Navn over den vide Verden. Jeg kan ei dvæle ved denne Bedrifts Statistik, ei ved dens Forhold til Konjunkturernes Vexelspil; og om jeg kunde det, vilde jeg det ei; thi jeg vil kun udtale, hvad der slaar an i dette Festmødes glade, livfulde Stemning. Jeg vil nævne de ædle Træk af Folkebilledet, der lyser frem i Norges Søliv: den fremstræbende Aand, der forstaar sin Dont, er Herre paa sin Bane og derved sikrer sig selv Bestræbelsens Frugter gjennem alle Omskiftelser, den aabne, paalidelige Karakter, som kjendes og skattes i de fremmede Havne, Freidigheden og Heltemodet paa Kjøbmandskibet i den farefulde Bedrift. Ja, Heltemodet! Eller skal dette kun søges ombord i de svømmende Ødelæggelses-Maskiner? Skal vi maale den norske Sømands Bravhed efter vort Kvantum af kunstig Hestekraft og knusende Ildsvelg? Nei, vi kjender Seiervindinger over Storm og Bølger, vi kjender et fredeligt Heltemod paa Havet, som ei kan fordunkles af nogen Daad under Splitflaget paa det blodige Batteri. Og 500hvilke Gjerninger udvikles ei tilsøs i vort Lands ypperste Manddomsskole, Gjerninger af uforfærdet Kraftanspændelse og af høihjertet, opofrende Menneskekjærlighed. Aar for Aar føies friske Blade til denne Saga; altid fornyes Norges Ære ved disse Bannerførere paa de brusende Vande.

Vi staar her, festlig optagne i et Sømandshjem, som Havet har aftvunget den golde Klippestrand og tilført saa stor Velsignelse, at det nu har første Rang i Landets Søbedrift. Her merker vi overalt et lykkeligt Samfunds sunde, frodige Vext; i denne Forsamling raaber vi derfor med forhøiet Lyst: Held for Norges Seilere, leve Manddomsskolen paa Havet og alle de brave norske Søgutter!

J. S. Welhaven.

498

(Tale ved Sangerfesten i Arendal 1859).

Seilerne ved, at vårt land fortoner seg høyt, og på dets kyst har folket en vid utsikt over bølgene; men også Landets indre fornemmer havet og påvirkes derav som av livsårer. Havet strekker seg inn mellom Bjerge og bygder og til avkroker under fjellviddene; det bærer 499de vidtfarne seilere dit og fører dem til ankergrunn i mangen bukt, hvor seterstien går opp fra det forborgne daldyp. Naturens Herre har sørget for, at så stor en del av dette Lands spredte befolkning kunne få et inntrykk av havet, og dette inntrykk avspeiler vår historie. Likesom Norges land har et åpent åsyn mot sjøen, således er i Folkebilledet sjøbedriften et fremhevet parti; ja, i denne ferd er Folkets beste egenskaper aabenbarede. Når Sagaskriften viser oss Vikingelivets kamper og Haardførhed, da peker den tillike på det kraftfullt higende sinn, der over øde havstrekninger søkte frem til ukjente Kyster, da vitner den om dette Folks snille, om de gode krefter i dets samfunnsliv, der beherskede villheten og kunne innplantes i de fjerne Egne, hvor våre sjøkonger tok land med sverdet.

Sannelig, nordmannen har på havet store, tiltalende minner, fjernere og nærmere, og folket elsker dem. Men det nye Norge kan også med tilfredshet og voksende håp tilegne seg denne erindring; thi den mest lysende side av nordmannens Nutidsliv er hans ferd på havet. Her ser vi ikke en liten Stats snevre vilkår, — her er utfoldelsen storladen, og med den går Norges navn over den vide verden. Jeg kan ei dvele ved denne Bedrifts statistikk, ei ved dens forhold til konjunkturenes vekselspill; og om jeg kunne det, ville jeg det ei; thi jeg vil kun uttale, hva der slår an i dette festmøtes glade, livfulle stemning. Jeg vil nevne de edle trekk av Folkebilledet, der lyser frem i Norges Søliv: den fremstrebende ånd, der forstår sin dont, er Herre på sin bane og derved sikrer seg selv bestrebelsens frukter gjennom alle omskiftelser, den åpne, pålitelige karakter, som kjennes og skattes i de fremmede Havne, freidigheten og heltemotet på kjøpmannsskipet i den farefulle bedrift. Ja, heltemotet! Eller skal dette kun søkes ombord i de svømmende ødeleggelses-maskiner? Skal vi måle den norske sjømanns Bravhed etter vårt kvantum av kunstig hestekraft og knusende Ildsvelg? Nei, vi kjenner Seiervindinger over Storm og bølger, vi kjenner et fredelig heltemot på havet, som ei kan fordunkles av noen Daad under splittflagget på det blodige batteri. Og 500hvilke gjerninger utvikles ei til sjøs i vårt Lands ypperste manndomsskole, gjerninger av uforferdet kraftanspennelse og av høyhjertet, oppofrende menneskekjærlighet. År for år føyes friske Blade til denne saga; alltid fornyes Norges ære ved disse bannerførere på de brusende Vande.

Vi står her, festlig optagne i et sjømannshjem, som havet har avtvunget den golde Klippestrand og tilført så stor velsignelse, at det nå har første rang i Landets sjøbedrift. Her merker vi overalt et lykkelig Samfunds sunde, frodige vekst; i denne forsamling roper vi derfor med forhøyet Lyst: Held for Norges seilere, leve manndomsskolen på havet og alle de brave norske sjøgutter!

J. S. Welhaven.