(Tale ved Sangerfesten i Arendal 1859).
Seilerne ved, at vort Land fortoner sig høit, og paa dets Kyst har Folket en vid Udsigt over Bølgerne; men ogsaa Landets indre fornemmer Havet og paavirkes deraf som af Livsaarer. Havet strækker sig ind mellem Bjerge og Bygder og til Afkroge under Fjeldvidderne; det bærer 499de vidtfarne Seilere did og fører dem til Ankergrund i mangen Bugt, hvor Sæterstien gaar op fra det forborgne Daldyb. Naturens Herre har sørget for, at saa stor en Del af dette Lands spredte Befolkning kunde faa et Indtryk af Havet, og dette Indtryk afspeiler vor Historie. Ligesom Norges Land har et aabent Aasyn mod Søen, saaledes er i Folkebilledet Søbedriften et fremhævet Parti; ja, i denne Færd er Folkets bedste Egenskaber aabenbarede. Naar Sagaskriften viser os Vikingelivets Kampe og Haardførhed, da peger den tillige paa det kraftfuldt higende Sind, der over øde Havstrækninger søgte frem til ukjendte Kyster, da vidner den om dette Folks Snille, om de gode Kræfter i dets Samfundsliv, der beherskede Vildheden og kunde indplantes i de fjerne Egne, hvor vore Søkonger tog Land med Sverdet.
Sandelig, Nordmanden har paa Havet store, tiltalende Minder, fjernere og nærmere, og Folket elsker dem. Men det nye Norge kan ogsaa med Tilfredshed og voxende Haab tilegne sig denne Erindring; thi den mest lysende Side af Nordmandens Nutidsliv er hans Færd paa Havet. Her ser vi ikke en liden Stats snevre Vilkaar, — her er Udfoldelsen storladen, og med den gaar Norges Navn over den vide Verden. Jeg kan ei dvæle ved denne Bedrifts Statistik, ei ved dens Forhold til Konjunkturernes Vexelspil; og om jeg kunde det, vilde jeg det ei; thi jeg vil kun udtale, hvad der slaar an i dette Festmødes glade, livfulde Stemning. Jeg vil nævne de ædle Træk af Folkebilledet, der lyser frem i Norges Søliv: den fremstræbende Aand, der forstaar sin Dont, er Herre paa sin Bane og derved sikrer sig selv Bestræbelsens Frugter gjennem alle Omskiftelser, den aabne, paalidelige Karakter, som kjendes og skattes i de fremmede Havne, Freidigheden og Heltemodet paa Kjøbmandskibet i den farefulde Bedrift. Ja, Heltemodet! Eller skal dette kun søges ombord i de svømmende Ødelæggelses-Maskiner? Skal vi maale den norske Sømands Bravhed efter vort Kvantum af kunstig Hestekraft og knusende Ildsvelg? Nei, vi kjender Seiervindinger over Storm og Bølger, vi kjender et fredeligt Heltemod paa Havet, som ei kan fordunkles af nogen Daad under Splitflaget paa det blodige Batteri. Og 500hvilke Gjerninger udvikles ei tilsøs i vort Lands ypperste Manddomsskole, Gjerninger af uforfærdet Kraftanspændelse og af høihjertet, opofrende Menneskekjærlighed. Aar for Aar føies friske Blade til denne Saga; altid fornyes Norges Ære ved disse Bannerførere paa de brusende Vande.
Vi staar her, festlig optagne i et Sømandshjem, som Havet har aftvunget den golde Klippestrand og tilført saa stor Velsignelse, at det nu har første Rang i Landets Søbedrift. Her merker vi overalt et lykkeligt Samfunds sunde, frodige Vext; i denne Forsamling raaber vi derfor med forhøiet Lyst: Held for Norges Seilere, leve Manddomsskolen paa Havet og alle de brave norske Søgutter!
J. S. Welhaven.