495

Naar der under Jordrystelser, Askeregn og Udstrømning af Dampe og Gaser veltes smeltet Stenmasse, Lava, ud af Krateren eller af en anden Aabning paa det vulkanske Bjergs Side, da siger man, at Vulkanen har et Udbrud. Efter en saadan kommer da ofte en lang Tilstand af Hvile. Saaledes har Øen Volcano ved Sicilien ikke havt noget Udbrud siden 1775. Hekla har for hver Gang hvilet, engang blot i 6 Aar, flere Gange omkring 20 Aar, omkring 50 Aar, engang endog i hele 74 Aar. Man har talrige Exempler paa, at Vulkaner ganske har ophørt med Udbrud, man kalder dem da udslukkede. Midt i Frankrige ligger en hel Samling af saadanne udslukkede eller døde Vulkaner. Ofte er deres Kratere ganske tilstyrtede og fast ukjendelige, endog fyldte med Vand, som i Tidens Løb har samlet sig i Fordybningen, og saaledes forvandlede til smaa kredsrunde Søer eller Sumpe. Ved Rhinen, hvor der nu ingen Vulkan længer er i Virksomhed, er der dog mange gamle Spor. Det, der ligger os nærmest, er en ganske liden udslukket Vulkan Syd for Staden Cøln ligeoverfor „de syv Bjerge“ (Siebengebirge). Her er paa en ubetydelig Høide mellem de øvrige smaa Bjerge en gammel Krater (Rodderberg), omtrent 3000 Skridt i Omkreds. Den danner nu en grøn, kredsformig Dalfordybning, i hvis Midte der ligger en Bondegaard med Ager og Eng. Ved Randen af den gamle Krater har man endnu Lavaen paa et Sted blottet. Denne Lavas Masse ligner i det ydre meget de Slakker, som falder af ved forskjellige Smeltninger, saasom ved almindelige Masovne. Ogsaa finder man her Stykker af hvid Kisel (Kvarts), som engang har været indeltede i flydende Lava og endnu er omgivne med en ganske tynd Skorpe efter Omviklingen. Disse Kiselstykker hidrører fra de omkringliggende Fjeldlag, som blev gjennembrudte ved Vulkanen.

496Men der mangler heller ikke Exempler paa det modsatte Tilfælde, at gamle, tilsyneladende ganske udslukkede Vulkaner atter er vaagnede, eller at Fjelde, hvorom man ikke vidste, at de var Vulkaner, pludselig har givet sin rette Natur tilkjende ved et Udbrud. Enhver ved nu, at Vesuv er en Vulkan; men der var en Tid, da de omkringboende ikke drømte derom. I Begyndelsen af vor Tidsregning havde Vesuv — saa finder vi i gamle Beskrivelser — en ganske forskjellig Form fra den nuværende. Bjerget har nu en iøinefaldende tvedelt Form. Men dengang dannede det en enkelt Kegle, som var afskaaren oventil og heroppe havde et stort Daldyb eller Svelg (sikkert kun en Krater fra en endnu fjernere Tid). Bjergets Sider var bedækkede høit op med skjønne Haver og Marker, og nedad Svelgets Vægge hang vilde Vinranker. En hel Hær af Oprørere fandt ikke meget længe før Udbrudet for nogen Tid Tilhold i dette Svelg. Men i Aaret 79 efter Kristus, under den romerske Keiser Titus, kom Udbrudet. Massen af udslynget og omstrøet fin Lavasand (Aske) ødelagde tre blomstrende Stæder ved Foden af Bjerget. Længe efter, i vor Tid, har man begyndt at opgrave de to af disse, Pompeji og Herculanum, og derved faaet Anledning til at vandre paa en længst hensvunden Tidsalders Gader, tage dens huslige Indretninger, Redskaber og Kunstsager, selv bevarede Spiser, i Øiesyn. Vi kan i disse Gader se, at Indvaanerne i Pompeji netop maa have været beskjæftigede med at istandsætte Staden efter lidt Skade af et Jordskjælv, da dette Udbrud overraskede dem og for stedse standsede Arbeidet. Der findes paabegyndte Bygninger, der ligger halvveis fremslæbte store Stenblokke, som aldrig har naaet sin Bestemmelse.

Et andet Bjerg, som vi alle kjender, som vi lærte at kjende før end Vesuv, viste i en langt nyere Tid pludselig sin vulkanske Natur, og dette Udbrud kostede mange Liv. Det samme Bjerg Arrarat i Kaukasus, som efter Mosebog afgav det første sikre Fodfæste for Noah efter Syndfloden, aabnede i Juni Maaned 1840 paa en skrækkelig Maade sin vulkanske Afgrund. Efter gjentagne sterke Jordskjælv under Løbet af to Timer udbrød med forfærdende Kraft Dampe og Gasarter, som rev uhyre Klippemasser med sig og strøede 497alt, stort og smaat, omkring. Dette varede omtrent en Time. Men af en hel By med 1500 Indvaanere, af et Kloster, af Haver og Marker med deri beskjæftigede Arbeidere var der da ikke mere Spor. Det var altsammen begravet under Stenregnen eller indstyrtet i Afgrunde, som atter havde lukket sig, og Noahs Bjerg, siger en reisende, er nutildags igjen ligesaa ensomt som dengang, da Syndfloden havde tilintetgjort alt Liv der. Dette Bjerg, som naar en Høide af 16000 Fod over Havet (fast det dobbelte af vore høieste Fjelde), er en Vulkan. En Naturforsker, som senere besteg det for at undersøge Aarsagen til hin skrækkelige Begivenhed, fandt det helt igjennem sammensat af lignende Masser som Vesuvs og Ætnas.

En verdensberømt Forsker, Humboldt, har sammenlignet Vulkaner med Sikkerhedsventiler paa en Dampkjedel. Forat Dampkjedelen, hvori de for en Maskine fornødne Vanddampe udvikles, ikke selv skal sprænges under altfor stærkt Tryk, er Ventilen anbragt. Ventilen er en Klappe, hvorpaa der er lagt en svær Vegt. Naar Vanddampenes Tryk bliver større end denne Vegt, løfter de selv Klappen, og den overflødige og farlige Kraft undviger. Saaledes betragtede Humboldt netop en fast uafbrudt virkende Vulkan som Vesuv i de sidste Aarhundreder som en Sikkerhedsventil for Omegnen. Kun naar Ventilens Belastning blev for stor, det er, kun naar Krateren sperredes, var der større Fare. Da Vesuv i Begyndelsen af vor Tidsregning havde hvilet saalænge, at Vulkanen var gaaet af Mands Minde, da var Udgangen tilstoppet for Dampene. Derfor var ogsaa hint første Udbrud Aar 79 saa frygteligt, før „Ventilen“ kom istand.

Af Vulkanernes Historie ser man, at det ikke er selve den udstrømmende Lava — denne „flydende Ildstrøm,“ som det heder — der ved de store Udbrud anretter den meste Skade. Vel tildækker den Eng, forkuller Skov og har endog overflydt Huse; men det er dog hver Gang kun en eller to Strømme, som ødelægger der, hvor de flyder. I videre Omkreds virker derimod andre af Udbrudets Afsnit, Jordskjælvet og Askeregnen. Jordskjælv er det farligste og frygteligste af alt. Intet kan heller mere være istand til at forfærde os, end naar den Jord, hvorpaa vi bygger og bor, bevæger sig 498og ryster under vore Fødder, naar den pludselig bølger op og ned som i Søgang, naar den revner, og skjulte Afgrunde aabnes, og naar i Løbet af nogle Sekunder Huse og Jordstykker kastes om hverandre, Elves gamle Løb opdæmmes, og hele Klipper sprenges. Saadanne Jordskjælv var det, som ødelagde Lissabon, Portugals Hovedstad, i Aaret 1755, som herjede over Italiens sydligste Spidse i 1783, og som omstyrtede Staden Caracas i Mellem-Amerika i 1812.

Dernæst gjør Askeregnen vel den meste Skade, uagtet den vistnok ogsaa ofte efterlader frugtbar Jord. Ved den utrolige Mængde af udkastet Aske formørkes Dagen, Luften bliver kvælende tung, det fine klæbrige Støv lægger sig paa hvert Blad, hver Kvist, hvor det falder ned, og kvæler Plantelivet, hvis det ikke i Tide bortskaffes. Ved de stride Tordenbyger bliver Asken til voldsomme, dyndede Strømme, som anretter pludselig Fordærvelse. Det var Aske, ikke Lava, som begravede hine gamle romerske Stæder ved Foden af Vesuv.

Man forestiller sig gjerne Lavaen under Billedet af en glødende Strøm; men kun sjelden vil den svare hertil. Lavaen størkner meget hurtig paa Overfladen og bedækkes med mørke, kun i Begyndelsen glødende Slakker. Denne mørke Masse bevæger sig som en langsom, dampende Strøm nedover. Indentil under Dækket er Lavaen endnu flydende og skyder sig bestandig fremad; det størknede Dække rives derved især mod Enden af Strømmen idelig itu, og paa denne Maade veltes det hele fremover under en raslende Lyd af de skarpe Slakkestykker, som stødes mod hverandre. Det ligner mest en Elv under en mægtig Isgang.

Th. Kjerulf.

495

Når der under Jordrystelser, Askeregn og utstrømning av Dampe og gasser veltes smeltet steinmasse, lava, ut av Krateren eller av en annen åpning på det vulkanske Bjergs side, da sier man, at vulkanen har et utbrudd. Etter en sådan kommer da ofte en lang tilstand av hvile. Således har Øen Volcano ved Sicilien ikke hatt noe utbrudd siden 1775. Hekla har for hver gang hvilet, engang blot i 6 år, flere ganger omkring 20 år, omkring 50 år, engang endog i hele 74 år. Man har talrige eksempler på, at vulkaner ganske har opphørt med utbrudd, man kaller dem da utslukkede. Midt i Frankrige ligger en hel samling av sådanne utslukkede eller døde vulkaner. Ofte er deres Kratere ganske tilstyrtede og fast ukjennelige, endog fylte med vann, som i Tidens løp har samlet seg i fordypningen, og således forvandlet til små kretsrunde Søer eller sumper. Ved Rhinen, hvor der nå ingen Vulkan lenger er i virksomhet, er der dog mange gamle spor. Det, der ligger oss nærmest, er en ganske liten utslukket Vulkan Syd for staden Cøln ligeoverfor „de syv Bjerge“ (Siebengebirge). Her er på en ubetydelig høyde mellom de øvrige små Bjerge en gammel krater (Rodderberg), omtrent 3000 skritt i omkrets. Den danner nå en grønn, kredsformig dalfordypning, i hvis midte der ligger en bondegård med Ager og eng. Ved randen av den gamle krater har man ennå lavaen på et sted blottet. Denne Lavas masse ligner i det ytre meget de slakker, som faller av ved forskjellige Smeltninger, saasom ved alminnelige masovner. Også finner man her stykker av hvit kisel (kvarts), som engang har vært indeltede i flytende lava og ennå er omgitte med en ganske tynn skorpe etter omviklingen. Disse Kiselstykker hidrører fra de omkringliggende Fjeldlag, som ble gjennombrutte ved vulkanen.

496Men der mangler heller ikke eksempler på det motsatte tilfelle, at gamle, tilsynelatende ganske utslukkede vulkaner atter er våknet, eller at fjell, hvorom man ikke visste, at de var vulkaner, plutselig har gitt sin rette natur tilkjenne ved et utbrudd. Enhver vet nå, at Vesuv er en Vulkan; men der var en tid, da de omkringboende ikke drømte derom. I begynnelsen av vår tidsregning hadde Vesuv — så finner vi i gamle beskrivelser — en ganske forskjellig form fra den nåværende. Bjerget har nå en iøynefallende tvedelt form. Men dengang dannede det en enkelt kjegle, som var avskåret oventil og heroppe hadde et stort daldyp eller svelg (sikkert kun en krater fra en enda fjernere tid). Bjergets sider var bedekkede høyt opp med skjønne Haver og Marker, og nedad Svelgets vegger hang ville vinranker. En hel hær av opprørere fant ikke meget lenge før utbruddet for noen tid tilhold i dette svelg. Men i året 79 etter Kristus, under den romerske keiser Titus, kom utbruddet. Massen av utslynget og omstrøet fin Lavasand (aske) ødela tre blomstrende Stæder ved foten av Bjerget. Lenge etter, i vår tid, har man begynt at opgrave de to av disse, Pompeji og Herculanum, og derved fått anledning til å vandre på en lengst hensvunnen Tidsalders gater, ta dens huslige innretninger, redskaper og kunstsaker, selv bevarede spiser, i øyesyn. Vi kan i disse gater se, at innvånerne i Pompeji nettopp må ha vært beskjæftigede med å istandsette staden etter litt skade av et jordskjelv, da dette utbrudd overrasket dem og for stedse stanset arbeidet. Der finnes påbegynte bygninger, der ligger halvveis fremslepte store steinblokker, som aldri har nået sin bestemmelse.

Et annet Bjerg, som vi alle kjenner, som vi lærte å kjenne før enn Vesuv, viste i en langt nyere tid plutselig sin vulkanske natur, og dette utbrudd kostet mange Liv. Det samme Bjerg Arrarat i Kaukasus, som etter mosebok avga det første sikre fotfeste for Noah etter syndfloden, åpnet i juni måned 1840 på en skrekkelig måte sin vulkanske avgrunn. Etter gjentatte sterke jordskjelv under Løbet av to timer utbrøt med forferdende kraft Dampe og Gasarter, som rev uhyre Klippemasser med seg og strødde 497alt, stort og smått, omkring. Dette varte omtrent en time. Men av en hel by med 1500 innvånere, av et kloster, av Haver og Marker med deri beskjæftigede arbeidere var der da ikke mer spor. Det var altsammen begravet under Stenregnen eller innstyrtet i avgrunner, som atter hadde lukket seg, og Noahs Bjerg, sier en reisende, er nutildags igjen likeså ensomt som dengang, da syndfloden hadde tilintetgjort alt Liv der. Dette Bjerg, som når en høyde av 16000 fot over havet (fast det dobbelte av våre høyeste fjell), er en Vulkan. En Naturforsker, som senere besteg det for å undersøke årsaken til hin skrekkelige begivenhet, fant det helt igjennom sammensatt av lignende masser som Vesuvs og Ætnas.

En verdensberømt forsker, Humboldt, har sammenlignet vulkaner med sikkerhetsventiler på en dampkjel. For at dampkjelen, hvori de for en maskin fornødne vanndamper utvikles, ikke selv skal sprenges under altfor sterkt trykk, er ventilen anbrakt. Ventilen er en Klappe, hvorpå der er lagt en svær vekt. Når vanndampenes trykk blir større enn denne vekt, løfter de selv klappen, og den overflødige og farlige kraft unnviker. Således betraktede Humboldt nettopp en fast uavbrutt virkende Vulkan som Vesuv i de siste århundrer som en sikkerhetsventil for omegnen. Kun når Ventilens belastning ble for stor, det er, kun når Krateren sperredes, var der større fare. Da Vesuv i begynnelsen av vår tidsregning hadde hvilet så lenge, at vulkanen var gått av Mands Minde, da var utgangen tilstoppet for dampene. Derfor var også hint første utbrudd år 79 så fryktelig, før „ventilen“ kom i stand.

Av Vulkanernes Historie ser man, at det ikke er selve den udstrømmende lava — denne „flytende Ildstrøm,“ som det heter — der ved de store utbrudd anretter den meste skade. Vel tildekker den eng, forkuller skog og har endog overflydt hus; men det er dog hver gang kun en eller to strømme, som ødelegger der, hvor de flyter. I videre omkrets virker derimot andre av utbruddets avsnitt, jordskjelvet og Askeregnen. Jordskjelv er det farligste og frykteligste av alt. Intet kan heller mer være i stand til å forferde oss, enn når den jord, hvorpå vi bygger og bor, beveger seg 498og ryster under våre føtter, når den plutselig bølger opp og ned som i sjøgang, når den revner, og skjulte avgrunner åpnes, og når i løpet av noen sekunder hus og jordstykker kastes om hverandre, Elves gamle løp oppdemmes, og hele klipper sprenges. Sådanne jordskjelv var det, som ødela Lissabon, Portugals hovedstad, i året 1755, som herjede over Italiens sydligste Spidse i 1783, og som omstyrtede staden Caracas i Mellem-Amerika i 1812.

Dernest gjør Askeregnen vel den meste skade, uaktet den vistnok også ofte etterlater fruktbar jord. Ved den utrolige mengde av utkastet aske formørkes dagen, luften blir kvelende tung, det fine klebrige støv legger seg på hvert blad, hver kvist, hvor det faller ned, og kveler plantelivet, hvis det ikke i Tide bortskaffes. Ved de stride Tordenbyger blir asken til voldsomme, dyndede strømme, som anretter plutselig fordervelse. Det var aske, ikke lava, som begravde hine gamle romerske Stæder ved foten av Vesuv.

Man forestiller seg gjerne lavaen under Billedet av en glødende strøm; men kun sjelden vil den svare hertil. Lavaen størkner meget hurtig på overflaten og bedekkes med mørke, kun i begynnelsen glødende slakker. Denne mørke masse beveger seg som en langsom, dampende strøm nedover. Innentil under dekket er lavaen ennå flytende og skyder seg bestandig fremad; det størknede dekke rives derved især mot Enden av strømmen idelig itu, og på denne måte veltes det hele fremover under en raslende lyd av de skarpe Slakkestykker, som støtes mot hverandre. Det ligner mest en elv under en mektig isgang.

Th. Kjerulf.