„Det er en frygtelig Historie!“ sagde en Høne, og det henne i den Kant af Byen, hvor Historien ikke var passeret. „Det er en frygtelig Historie i Hønsehuset! jeg tør ikke sove alene inat! det er godt, at vi er mange sammen paa Hjallen!“ — Og saa fortalte hun, saa at Fjedrene reiste sig paa de andre Høns, og Hanen lod Kammen falde. Det er ganske vist!
Men vi vil begynde med Begyndelsen, og den var i den anden Kant af Byen i et Hønsehus. Solen gik ned, og Hønsene fløi op; en af dem, hun var hvidfjedret og lavbenet, lagde sine reglementerede Eg og var som Høne respektabel i alle Maader; idet hun kom til Hjalls, pillede hun sig med Nebbet, og saa faldt der en liden Fjeder af hende.
„Der gik den!“ sagde hun, „jo mere jeg piller mig, des deiligere bliver jeg nok!“ Og det var nu sagt i Munterhed, for hun var det muntre Sind mellem de Høns, iøvrigt, som sagt, meget respektabel; og saa sov hun.
Mørkt var det rundtom, Høne sad ved Høne, og den, som sad hende nærmest, sov ikke; hun hørte, og hun ikke hørte, som man jo skal i denne Verden for at leve i sin gode Rolighed; men sin anden Naboerske maatte hun dog sige det: „Hørte du, hvad her blev sagt? Jeg nævner ingen; men der er en Høne, som vil plukke sig for at se godt ud! var jeg Hane, jeg vilde foragte hende!“
Og lige ovenover Hønsene sad Uglen med Ugle-Mand og Ugle-Børn; de har skarpe Ører i den Familie, de hørte hvert Ord, som Nabohønen sagde, og de rullede med Øinene, og Ugle-Mo’r viftede sig med Vingerne: „Hør bare ikke efter! men I hørte sagtens, hvad der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne Ører, og man skal høre meget, før de falder af! Der er en af Hønsene, som i den Grad har glemt, hvad der skikker sig en Høne, at hun sidder og piller alle Fjedrene af sig og lader Hanen se paa det!“
„Prenez garde aux enfants!“ sagde Ugle-Fader, „det er ikke noget for Børnene!“
„Jeg vil dog fortælle Gjenbo-Ugle det! det er saadan en agtværdig Ugle i Omgang!“ og saa fløi Mutter.
445„Hu-hu! uhuh!“ tudede de begge to og det lige ned i Gjenboens Dueslag til Duerne. „Har I hørt det! har I hørt det! uhuh! der er en Høne, som har plukket alle Fjedrene af sig for Hanens Skyld! hun fryser ihjel, om hun ikke er det, uhuh!“
„Hvor? Hvor?“ kurrede Duerne.
„I Gjenboens Gaard! jeg har saa godt som selv seet det! det er næsten en upassende Historie at fortælle! men det er ganske vist!“
„Tror, tror hvert evige Ord!“ sagde Duerne og kurrede ned til Hønsegaarden: „Der er en Høne, ja der er somme, der siger, at der er to, som har plukket alle Fjedrene af sig for ikke at se ud som de andre og saaledes vække Hanens Opmerksomhed. Det er et voveligt Spil, man kan forkjøle sig og dø af Feber, og de er døde begge to!“
„Vaagn op! vaagn op!“ galede Hanen og fløi op paa Plankeverket, Søvnen sad ham endnu i Øinene; men han galede alligevel: „Der er tre Høns døde af ulykkelig Kjærlighed til en Hane! de havde plukket alle Fjedrene af sig! det er en fæl Historie, jeg vil ikke beholde den, lad gaa videre!“
„Lad gaa videre!“ peb Flagermusene, og Hønsene klukkede, og Hanerne galede: „Lad gaa videre! lad gaa videre!“ og saa for Historien fra Hønsehus til Hønsehus og tilsidst tilbage til Stedet, hvorfra den egentlig var gaaet ud.
„Der er fem Høns,“ hed det, „som alle har plukket Fjedrene af sig for at vise, hvem af dem der var bleven magrest af Kjærestesorg til Hanen, og saa hakkede de hinanden tilblods og faldt døde ned — til Skam og Skjændsel for sin Familie og til stort Tab for Eieren!“
Og Hønen, som havde mistet den løse, lille Fjeder, kjendte naturligvis ikke sin egen Historie igjen, og da hun var en respektabel Høne, saa sagde hun: „Jeg foragter de Høns! men der er flere af den Slags! Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gjøre mit til, at den Historie kan komme i Avisen, saa gaar den Landet over; det har de Høns fortjent og Familien med!“
Og det kom i Avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist: en liden Fjeder kan nok blive til fem Høns!
H. C. Andersen.