Den blide Tanke.
Tænk, naar engang den Taage er forsvunden,Som her sig sænker over Livet ned,Naar Dagen, evig klar, er hist oprunden,Og Lys omstraaler hvert af mine Fjed!
Tænk, naar engang er løst hver jordisk Gaade,Besvaret hvert „Hvorfor?“ jeg grunded paaMen kunde ei med al min Grublen raade,Tænk, naar jeg Herrens Vei skal klart forstaa!
Tænk, naar engang hver Hjertesorg er slukket,Hver Vunde lægt, og stillet hvert et Savn,Hver Smertes-Taare visket af, og Sukket,Det dybe, kvalt i Kjærlighedens Favn!
Tænk, naar engang med utildækket ØieJeg ham skal se, hvem her jeg troede paa!Tænk, naar jeg hist mit Knæ skal for ham bøie,Naar jeg med Tak skal for hans Aasyn staa!
Tænk, naar engang jeg uden Synd skal leve,Hver Tanke ren, hver Gjerning uden Brøst,Naar aldrig jeg behøver mer at bæveFor Muligheden af en syndig Lyst!
Tænk, naar engang hvert Hjertebaand, som knyttedTil Mennesker mig her i Støvets Land,Har Jordens Kaar med Himmerigs ombyttet,Og intet Sjælene adskille kan!
Tænk, naar engang i Himlens gyldne SaleJeg med den Ven, jeg her paa Jorden fandt,I Lyset om et evigt Liv skal taleOg — om det Liv, der som en Drøm forsvandt!
Du blide Tanke! tal du i mit Hjerte,Hvergang mig Veien tykkes lang og slem!Du sødt skal dæmpe hver en bitter SmerteOg lokke Smilet gjennem Taaren frem.
W. A. Wexels.
Den blide tanke.
Tenk, når engang den tåke er forsvunnen,Som her seg senker over livet ned,Når dagen, evig klar, er hist opprunnen,Og Lys omstraaler hvert av mine Fjed!
Tenk, når engang er løst hver jordisk gåte,Besvart hvert „Hvorfor?“ jeg grunnet påMen kunne ei med all min Grublen råde,Tenk, når jeg Herrens vei skal klart forstå!
Tenk, når engang hver hjertesorg er slukket,Hver Vunde legt, og stillet hvert et savn,Hver Smertes-tåre visket av, og sukket,Det dype, kvalt i kjærlighetens favn!
Tenk, når engang med utildekket ØyeJeg ham skal se, hvem her jeg trodde på!Tenk, når jeg hist mitt kne skal for ham bøye,Når jeg med takk skal for hans åsyn stå!
Tenk, når engang jeg uten synd skal leve,Hver tanke ren, hver gjerning uten Brøst,Når aldri jeg behøver mer å beveFor muligheten av en syndig Lyst!
Tenk, når engang hvert hjertebånd, som knyttetTil Mennesker meg her i Støvets land,Har Jordens kår med Himmerigs ombyttet,Og intet sjelene adskille kan!
Tenk, når engang i Himlens gyldne SaleJeg med den venn, jeg her på jorden fant,I lyset om et evig liv skal taleOg — om det liv, der som en drøm forsvant!
Du blide tanke! tal du i mitt hjerte,Hvergang meg veien tykkes lang og slem!Du søtt skal dempe hver en bitter smerteOg lokke smilet gjennom tåren frem.
W. A. Wexels.