Der var en mægtig Dronning, i hvis Have fandtes de deiligste Blomster for enhver af Aarets Tider og fra alle Verdens Lande; men især var det Roserne, som hun elskede, og derfor havde hun af disse de mest forskjellige Arter ligefra den vilde Hæk med de æbleduftende grønne Blade til Provences skjønneste Rose, og de voxte opad Slottets Mure, slyngede sig om Søilerne og Vindueskarmene, ind i Gangene og henad Loftet i alle Sale; og Roserne vexlede i Duft, Form og Farve.
Men Sorg og Bedrøvelse boede herinde: Dronningen laa paa sin Sotteseng, og Lægerne forkyndte, at hun maatte dø.
„Der er dog en Frelse for hende!“ sagde den viseste iblandt dem. „Bring hende Verdens deiligste Rose, den der er Udtrykket af den høieste og reneste Kjærlighed; kommer den for hendes Øine, før de brister, da dør hun ikke.“
Og unge og gamle kom rundt om fra med Roser, de deiligste der blomstrede i hver Have; men de Roser var det ikke; fra Kjærlighedens Urtegaard maatte Blomsten hentes; men hvilken Rose der var Udtrykket af den høieste, den reneste Kjærlighed?
Og Skaldene sang om Verdens deiligste Rose, hver nævnede sin. Og der gik Bud vidt om Land til hvert Hjerte, der slog i Kjærlighed, der gik Bud til hver Stand og hver Alder.
„Ingen har endnu nævnet Blomsten!“ sagde den vise. „Ingen har peget hen paa det Sted, hvor den fremsprang i 429sin Herlighed. Ikke er det Roserne fra Romeo og Julies Kiste eller fra Valborgs Grav, skjønt de Roser vil altid dufte gjennem Sagn og Sange; det er ei Roserne, som skyder frem fra Winkelrieds blodige Lanser, fra Blodet, der helligt vælder ud fra Heltens Bryst i Døden for Fædrelandet, skjønt ingen Død er mere sød, ingen Rose rødere end dette Blod, der da flyder. Ei heller er det hin Underblomst, for hvis Pleie Manden i Aar og Dage, i lange søvnløse Nætter i den ensomme Stue hengiver sit friske Liv, Videnskabens magiske Rose!“
„Jeg ved, hvor den blomstrer,“ sagde en lyksalig Moder, der med sit spæde Barn kom til Dronningens Leie. „Jeg ved, hvor Verdens deiligste Rose findes! den Rose, der er Udtrykket af den høieste og reneste Kjærlighed. Den blomstrer paa de blussende Kinder af mit søde Barn, naar det styrket af Søvnen slaar Øinene op og ler imod mig med hele sin Kjærlighed!“
„Deilig er den Rose; men en deiligere findes der!“ sagde den vise.
„Ja langt skjønnere!“ sagde en af Kvinderne. „Jeg har seet den; en mere ophøiet hellig Rose blomstrer der ikke; men den var bleg som The-Rosens Blade; paa Dronningens Kinder saa jeg den; hun havde lagt sin kongelige Krone og gik selv i den lange, sorgfyldte Nat med sit syge Barn, græd over det, kyssede det og bad til Gud en Bøn for det, som en Moder beder i Angestens Time!“
„Hellig og vidunderlig i sin Magt er Sorgens hvide Rose; men dog er det ikke den!“
„Nei, Verdens deiligste Rose saa jeg foran Herrens Alter!“ sagde den fromme, gamle Biskop. „Jeg saa den lyse, som en Engels Aasyn viste sig. De unge Piger gik til Nadverens Bord, fornyede sin Daabs Pagt, og der blussede Roser, og der blegnede Roser paa de friske Kinder; en ung Pige stod der; hun saa med hele Sjælens fulde Renhed og Kjærlighed op mod sin Gud; det var Udtrykket af den reneste og den høieste Kjærlighed!“
„Velsignet være den!“ sagde den vise; „dog ingen af eder har endnu nævnet Verdens deiligste Rose.“
430Da traadte ind i Stuen et Barn, Dronningens lille Søn; Taarerne stod i hans Øine og paa hans Kinder; han bar en stor opslagen Bog, dens Bind var af Fløiel og med store Sølvhægter.
„Moder!“ sagde den lille, „o hør dog, hvad jeg har læst!“ og Barnet satte sig ved Sengen og læste af Bogen om ham, der hengav sig selv til Korsets Død for at frelse Menneskerne, selv de ufødte Slegter. „„Større Kjærlighed gives der ikke!““
Og der gik et Rosenskjær over Dronningens Kinder, hendes Øine blev saa store, saa klare; thi hun saa fra Bogens Blade løfte sig Verdens deiligste Rose, Billedet af den, som fremsprang fra Kristi Blod paa Korsets Træ.
„Jeg ser den!“ sagde hun. „Aldrig dør den, som ser den Rose, den deiligste paa Jorden!“
H. C. Andersen.